Trepartsaftalen i hus, pengene kommer til forhandling ved OK24
Trepartsaftalen i hus, pengene kommer til forhandling ved OK24

OK24 bliver omdrejningspunkt for den pose penge, der følger med mandagens trepartsaftale om løn og arbejdsvilkår for sosuer, pædagoger, sygeplejersker og andre udvalgte offentligt ansatte. Tre mia. kr. var der stillet i udsigt, og uden at der er kommet flere penge på bordet, er de vokset til over det dobbelte, 6,8 mia. kr.
En fordobling befordrer enhver snak om beløb, som vi senest så, da finanslovsaftalen kom i hus i sidste uge. For trepartsaftalen består fordoblingen i indregning af det såkaldte tilbageløb, dels indkomstskatter af den højere indtægt, dels afgifter på et formodet højere forbrug. Altså ikke en fordobling i penge ud af de offentlig kasser, bare en anden måde at regne på. Men befordrende uanset.
Oveni er indfasningsperioden halveret fra de oprindeligt seks år til tre år. Også en slags fordobling, i hvert fald af hastigheden og af hvordan lønstigningerne vil blive oplevet. "En kæmpe sejr", kalder Forhandlingsfællesskabets formand, Mona Striib fra FOA, den samlede aftale.
Som FOA-formand kan hun være yderligere tilfreds med, at hendes faggrupper er blevet pænt tilgodeset i fordelingen af midlerne. Foruden sosuer er det pædagogiske assistenter, omsorgs- og pædagogmedhjælpere, ufaglærte på sosu-overenskomsten med flere. For andre end sosuerne dog i kraft af øget betaling for arbejde på skæve tider af døgnet. Det får sosuerne også, men tillige "et generelt varigt løft af lønniveauet", uden der dog er sat beløb på.
Anciennitetstillæg kaldes grundlønsløft
Også pædagogerne i BUPL, kan være tilfredse, fagforeningsformand Elisa Rimpler er endda "rigtig glad" for de 1.800 kr. ekstra om måneden, som alle hendes fuldtidsmedlemmer vil opnå frem til 2026. Det gælder "uanset hvornår og hvor de arbejder", pointerer BUPL. Altså uden arbejde på ubekvemme tidspunkter som forudsætning, sådan som det delvis gælder i FOA og for sygeplejerskerne.
Ligesom sosuerne vil sygeplejerskerne få et anciennitetstillæg efter fire år, og for sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd løser det et akkumuleret problem med grundlønnen, som til medlemmernes stigende utilfredshed ikke er blevet løftet i overenskomstforhandlinger siden OK08. Men nu er der "et grundlønsløft til alle sygehusansatte sygeplejersker med mindst fire års anciennitet", oversætter Sygeplejerådet det til på sin hjemmeside. Grundlønsløft er ellers et ord der ikke nævnes i trepartsaftalen, men det kalder sygeplejerskerne det alligevel, og forkvinde Dorthe Boe Danbjørg anslår et cirkabeløb på 1.600 kr.
Oveni forventer hun 1.400 kr. i gennemsnit, som hendes medlemmer kan få del i ved at tage vagter. I det hele taget er en del af grundlaget for trepartsaftalen, at flere medarbejdere deltager i skæve vagter og at flere medarbejdere bidrager flere timer. Fuldtidsarbejde skal være normen, hedder det.
"Den konkrete udmøntning af midlerne aftales mellem overenskomstparterne" ved OK24, hedder det gentagne gange ned gennem det 18 sider lange aftaledokument. Treparten var første akt. Anden akt er overenskomstforhandlingerne til foråret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























