“Vi skal passe bedre på dem, der passer på os”, lyder slaglinjen i den kampagne, Socialdemokratiet har sat i gang forud for eksekveringen af det lønløfte, partiet lancerede i valgkampen forud for FV22. Dengang med modstand fra blandt andre Venstre, men det var dengang.

De der passer på os, og som vi ifølge Socialdemokratiet skal passe bedre på, er sosuer, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente. Politiets og forsvarets fagforeninger mener, at de i den grad også falder ind under betegnelsen “dem, der passer på os”, men dem skal der så ikke passes bedre på, har de syrligt konstateret.

Den utilfredshed er kun begyndelsen.

Alle, der ikke får, vil være utilfredse. Men når trepartsforhandlingerne først kommer i gang, vil de, der får, heller ikke synes, at alt er godt. Og da slet ikke, når det færdige resultat når ud til de faktiske sosuer, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente, der har sat næsen op efter 2.500 kr. mere på lønsedlen hver måned.

Før skat ganske vist, men efter skat er det vel 1.500 kr. i rigtige menneskepenge, og det er også nok til at kunne mærkes. Og så måske ikke alligevel.

Det med småt: Modydelserne

Når de trepartsforhandlinger, der skal fordele lønløfte-pengene, går i gang, skal der samtidig forhandles om modydelserne. De er opregnet allerede i regeringsgrundlaget fra sidste år, men er blevet overstrålet af udsigten til flere penge mellem hænderne.

Men en forhandling om løn- og arbejdsvilkår handler netop ikke kun om lønnen, men også om arbejdsvilkårene, og hvad angår dem, opremser beskrivelsen i regeringsgrundlaget ganske tydeligt, hvad de udvalgte faggrupper skal levere for at gøre sig fortjent til en højere løn. 

Eller OK, måske ikke helt tydeligt, men så ved nærlæsning. Nemlig:

• Øget fleksibilitet. Fleksibilitet betyder i arbejdsgiversprog mere arbejde på ubekvemme tidspunkter, kortere varsel for ændret arbejdstid, bortfald af løntillæg for samme.
• Mindre deltid. Hele øvelsen går ud på at skaffe mere arbejdskraft, så der skal luges ud i overenskomsternes deltidsbestemmelser for at gøre det sværere og mindre attraktivt at vælge deltid. Navnlig vil man ikke risikere, at de udvalgte faggrupper bruger et lønløft til at købe sig mere fritid og dermed direkte modvirker selve formålet med lønløftet.
• Flydende faggrænser. Det kan navnlig for sygeplejerskerne blive en bitter pille at sluge, idet det med stor sandsynlighed vil åbne for, at social- og sundhedsassistenterne kan æde sig ind på arbejdsopgaver, som sygeplejerskerne i kraft af deres autorisation har haft for sig selv. Dette vil også tage en del af kraften ud af eventuelle fremtidige sygeplejerskestrejker, netop fordi andre kan gøre arbejdet.
• Uens løn. Lokal løndannelse, som det formelt hedder, er aldrig rigtig slået an i det offentlige, men lønløftet kan blive en murbrækker for det, efter at fagforeningerne lige siden muligheden blev introduceret med et vist held har gjort deres bedste for at stalle implementeringen. Men nu bliver adgangsbilletten til mere i løn, at der også åbnes for forskellig løn.
• Mindre sygefravær. Nu er helbred som bekendt ikke noget, man kan aftale sig til, men i stedet kan man fx indlægge måltal, der skal overholdes for at udløse en portion penge. Et moderat gruppepres på både de syge og de raske.

Den slags er, hvad de udvalgte faggruppers fagforeninger vil blive mødt med for at kunne forhandle løn-delen. Den ekstra løn kan blive dyrt købt.

Alle ender med at være utilfredse

Der er dem, der mener, at modkravene også skal tjene til at dæmpe andre faggruppers utilfredshed over ikke at være med ved bordet, hvor der deles penge ud. Men det holder næppe vand i virkelighedens verden. Fagforeningers eksistensberettigelse er at forhandle til deres medlemmers fordel, og derfor vil de aldrig kunne blive tilfredse med at blive afskåret fra den mulighed.

Tværtimod peger barometret snarere i den modsatte retning: at også de, der får noget, vil ende med at være utilfredse. Man skal altid huske at læse det med småt, og foruden afgrænsningen af faggrupper til “den offentlige velfærd” og de ovenfor opremsede modydelser skal man i den afdeling bemærke, at der er tale om “1 mia. kr. i 2024 stigende til 3 mia. kr. i 2030”.

Oversat: De 2.500 kr. før skat svarende til 1.500 kr. efter skat gælder, når lønstigningen er fuldt indfaset. Altså først i 2030. Forestiller man sig, at lønstigningen fordeles jævnt over de seks år indtil da, taler vi altså om, at man hvert år vil få 250 kr. mere i hånden pr. måned, end man fik året før.

Et resultat, som FOA selv forhandlede hjem uden at få stillet ekstra penge til rådighed fra staten. Og et beløb, som man nok fandt rimeligt, men ikke mere end det, og da slet ikke betragtede som en særlig belønning. Man må tro, at nye 250 kr. mere pr. måned ikke vil udløse større jubel end dengang, selv om det fortsætter i seks år og ikke tre.

Desuden skal man huske, at foruden at være strakt ud over seks år er lønløftets 2.500 kr. og afledte beløb gennemsnitstal. Nogle vil få mere, og andre vil få mindre, og i hvert fald for dem, der får mindre, nærmer vi os et punkt, hvor det ikke rigtig er nok til at kunne mærkes for alvor.

Så når alt kommer til alt, vil der nok være flere, der ender med at blive utilfredse, end der holder op med at være det.

Der er lagt gift for OK24

Hvad det angår, er sygeplejerskerne et kapitel for sig, fordi Lønstrukturkomiteen som bekendt demonterede deres selvbillede af at være underbetalt. Når de alligevel kom med blandt de faggrupper, der får del i regeringens lønløfte, står de i deres startposition svagere end de andre, fordi de så at sige skylder for overhovedet at være med. Man kan roligt regne med, at de tre andre faggrupper vil holde nøje øje med, at den gæld bliver indfriet.

Allerede i sig selv er statslig indblanding i løndannelsen et angreb på den danske model og derfor også noget, alle til daglig holder sig langt væk fra. Selv fagforeningerne, hvis medlemmer tilgodeses, plejer at betakke sig, men principper håndhæver man som bekendt kun, indtil de overtrumfes af noget andet.

Dog, princippet forsvinder jo ikke af den grund, og på den lidt længere bane kan det koste dyrt for fagforeningernes medlemstal. De mange ikke-medlemmer er i forvejen svære at få til at slutte op under de røde faner, og det gør det ikke bedre, hvis de oplever, at en højere løn ikke er fagforeningens fortjeneste og dermed ikke kontingentkronerne værd.

Vi har altså både indblandingen i løndannelsen som sådan, vi har opdelingen af dem, der får ekstra, og dem, der ikke gør, og vi har et skærpet behov hos fagforeningerne for at demonstrere deres eksistensberettigelse, alt sammen ingredienser der er velegnede til at gøre OK24 aldeles giftig. Bare vent og se.