Traumatiserede soldater slipper for bevisbyrde
Traumatiserede soldater slipper for bevisbyrde

Det er ikke uden omkostninger, når et land sender sine soldater i krig.
Gennem årene har cirka 60.000 mænd og kvinder været udsendt af Forsvaret på internationale militære missioner. Mellem fem og ti pct. af dem, vurderer Sundhedsstyrelsen, er ramt af PTSD, der kan gøre dem ude af stand til at fungere socialt og passe et arbejde.
Efter mange års tovtrækkeri om erstatninger til de ramte er regeringen nu klar til at gøre det nemmere. Det sker med en såkaldt formodningsregel, som stiller veteraner bedre end andre, der søger erstatning på grund af PTSD.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at skiftende regeringer har diskuteret, hvordan vi kan hjælpe udsendte bedre. Nu giver vi dem langt bedre mulighed for at få tilkendt erstatning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
- Jeg er enormt taknemmelig over, at vi har kunnet blive enige om det.
Ændringen betyder, at veteraner ikke længere selv skal bevise, at de har fået PTSD på grund af traumer i forbindelse med deres udsendelse.
I stedet bliver det op til myndighederne at sandsynliggøre, at soldaten ikke er blevet syg af at være udsendt.
- Et stort fremskridt, siger Thore Clausen, sekretariatschef i fonden, Soldaterlegatet.
- Vi har kæmpet for det her i ti år, så ros til politikerne for at der nu sker noget. Det får stor betydning for den enkelte.
Den nye lovgivning skal sikre, at sagerne behandles hurtigere og mere korrekt. Samtidig forventes det, at mindst 400 veteraner, der har fået afvist deres sager, kan få dem genoptaget og dermed få en ny chance.
De er hidtil blevet afvist med henvisning til, at myndighederne ikke tror, at deres PTSD skyldes udsendelsen.
- Det er soldater, som kæmper med mareridt og som har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.
- Når staten så siger: "Det kan godt være, at du er syg, men det er i hvert fald ikke sket under din udsendelse", bliver det ekstra svært. Den mistænkeliggørelse er svær at sluge oveni i alt det andet, siger Thore Clausen.
Også børn til veteraner kan se frem til bedre hjælp. De bliver ofte glemt både før og under udsendelsen, men med aftalen får de adgang til psykologhjælp.
- Det er ikke kun veteranen, der har det svært. Det er også familien, siger Kasper Roug, der er veteranordfører for Socialdemokratiet.
Såkaldte blå veteraner, der tæller blandt andre politibetjente, ambulanceførere og brandmænd, nævnes i aftalen. Dog uden at få et løfte om også at blive omfattet af formodningsreglen.
Først skal partierne bag aftalen undersøge, hvad det vil koste at få dem med.
Der er afsat 2,3 mia. kr. til den samlede aftale over de næste ti år. Aftalen er det tredje delforlig i forsvarsforliget, hvor der er afsat i knap 200 mia. kr.
Soldaterlegatet, der har haft bedre erstatningsvilkår som et af sine mål, har besluttet at lukke ved årsskiftet. Det skyldes, at formålet med fonden, der blev stiftet i 2009, nu er opfyldt.
Gennem årene har cirka 400 veteraner fået juridisk rådgivning i fonden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























