Regeringen har erklæret krig mod bureaukratiet. Ambitionen er ”den mest omfattende frisættelse i velfærdssamfundets historie”.

Og der er allerede gang i arbejdet. Et meget konkret eksempel er beskæftigelsesområdet, hvor der nu er nedsat en ekspertgruppe, som har taget de første skridt til en markant omkalfatring af måden, ledige skal hjælpes på.

Et meget konkret mål er, at jobcentrene skal lukkes. Kommunerne skal sættes fri af statslige proceskrav og får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen. De ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem, mens a-kasser og private leverandører skal spille en større i indsatsen for borgere med kortere ledighedsperioder. Og så skal der spares tre mia., mens de ledige skal hurtigere i arbejde.

Det er nok til at gøre de fleste medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen godt forpustede

Men jeg vil alligevel gerne - til dels - bakke op om regeringens planer. For når vi i Djøf taler med medarbejdere og ledere i jobcentrene, oplever jeg dygtige og engagerede mennesker, som arbejder benhårdt for at skabe resultater. Som brænder for at gøre en forskel for de mennesker, der er ramt af ledighed.

Vi skal vise større tillid

Men vi hører dem også sige, at der gennem lovgivningen lægges ganske hårde bånd på dem fra Christiansborgs side.

Jeg mener, vi skal udvise langt større tillid til, at dygtige medarbejdere og ledere kan finde den rette vej sammen med hver enkelt ledig. Djøf kom i foråret med udspil til, hvordan vi kan skabe en beskæftigelsespolitik med udgangspunkt i faglighed og tillid.  

Vi foreslår blandt andet, man dropper proceskravene og i stedet måler kommunerne på resultater. At man skaber plads til en mere differentieret indsats for sygemeldte. At man gør op med unødig dobbeltdokumentation.  

Sagt med andre ord: Ja! Vi kan godt stole på de kommunale medarbejdere og ledere.

Besparelser kan blive dyre

Til gengæld er jeg stærkt bekymret over, at regeringen samtidig vil spare tre mia. på jobcentrene. For: Selvom der kan findes besparelser ved at fjerne unødigt bureaukrati har jeg - som mange andre i øvrigt - meget svært ved at se, hvordan sådanne besparelser ikke skal æde de eventuelle gevinster ved større lokale frihedsgrader.

Der er stor risiko for, at vi simpelthen får en ringere beskæftigelsesindsats, når vi fjerner så stor en del af kommunernes økonomiske grundlag til at arbejde med ledige. Faktum er, at stiger ledigheden med en pct., vil det koste statskassen otte mia. om året.

For ikke at tale om de menneskelige konsekvenser. Vive har vurderet, at 80 pct. af medarbejdernes tid i jobcenteret bruges på de borgere, som er længst fra arbejdsmarkedet. Hvis der skal spares så markant, som der lægges op til, vil det uden tvivl ramme netop de borgere, som i udstrakt grad har brug for støtte fra jobcenteret.

Hvad er det der ikke skal gøres

Jeg har set så mange grønthøstere, at tanken om endnu én løber mig koldt ned ad ryggen. Hvis kommende besparelser ikke ledsages af klare anvisninger af, hvilke opgaver der ikke længere skal løses, vil de resterende medarbejde komme til at løbe stærkere, sagsbunkerne vil vokse, ventetider bliver større - og i sidste ende vil det ramme de borgere, som har brug for hjælpen.

Det vil øge den frustration, som medarbejdere med daglig kontakt med især borgere i udsatte positioner, vil møde. Det vil ikke være rimeligt - opgaver og ressourcer er nødt til at hænge sammen.

Beskæftigelsesministeren har nedsat en ekspertgruppe af yderst kompetence fagfolk, der skal analysere og komme med anbefalinger til, hvordan beskæftigelsesindsatsen kan tænkes forfra. Herfra skal lyde et meget stort ”god arbejdslyst” til arbejdsgruppen. Jeg ser meget frem til anbefalingerne.

Og når de er landet, glæder jeg mig til nogle flere konkrete svar fra politikerne på, hvad der skal ske. Jeg vil argumentere for, at man skal skabe en effektiv beskæftigelsesindsats med udgangspunkt i faglighed og tillid - med en passende balance mellem opgaver og ressourcer.