Kære læser,

Tillykke med grundloven! Vi, det store stolte historiske vi, tog magten fra den håbløse kong Frederik den 7. (det var vist ikke så svært) og lagde det i hænderne på folkerepræsentationen. Vi sikrede valgret, foreningsfrihed, trosfrihed, mødefrihed, trykkefrihed og meget mere. Vi lagde de formelle rammer for den demokratiske udfoldelse, vi har i dag. Og hvordan har vi så forvaltet de højtideligholdte bestemmelser? Hvad kan vi ønske hinanden tillykke med i dag? Jo, vi har skabt et komplet ubrugeligt realityshow af et konfliktdemokrati, hvor fjollede, uduelige kamphaner står og banker opblæste brystpartier imod hinanden. Vi har skabt, hvad professor, teolog og demokratiteoretiker, salig Hal Koch, ville kalde et børneværelse af et demokrati - et demokrati, der ligger længere væk fra revolutionsæraens idealer end et vælgermøde i Nordkorea. Demokratiet er i dyb krise, og det skyldes hverken terrorister, flygtninge, den hvide mand, svensk censur, Dansk Folkeparti, den kulturradikale elite eller østblokkens dominans i Melodi Grand Prix. Det skyldes en saftig cocktail af magtbegær, karrierebegær, manifestationsbehov, forførthed af mediernes nemme muligheder og magiske potentiale samt ikke mindst ren idioti. Lad os kigge på nogle af højdepunkterne.

Afbrydende læber

Senest er vi kraftigt blevet mindet om, at vi har fået den såkaldte ”kritiske journalistik” med de afbrydende læber Clement Korstog (Kjersgaard, red.) som bannerfører. Hele to ugentlige programmer har han på landets stolte public service-kanal DR. Og hvordan serviceres seerne så? Jo, de erfarer gang på gang, hvor meget man kan bringe folk ud af flippen ved at bryde samtaleregler, i særdeleshed det med at stille spørgsmål, hvis væsentligste motivation er at få den udspurgte på glatis og så ignorere de svar, der kommer. Indholdet af spørgsmålene er fløjtende ligegyldigt. Det er interessant rent mikrosociologisk at overvære samtaleeksperimenterne, men det er totalt uinteressant og ubrugeligt i den oplysende, demokratiske tjeneste. Kjersgaards journalistik er et korstog for Kjersgaard-brand’et. Journalistikken benytter TV-mediet optimalt, fordi TV-mediet er et dramamedie. Kun drama kan fylde den lysende skærm tilstrækkeligt ud. Det, vi ser, har altså en umiddelbar medieharmonisk eller medieæstetisk appel. Og så giver det umiddelbart indtryk af at være ægte demokratisk vagthundejournalistik, fordi man jo tager en magtperson og får denne til at se rystet ud.

Men demokratiets folkevalgte er så sandelig ikke afhængige af kritiske journalister for at skabe ufrugtbar debat. Med de sociale mediers fremkomst og de digitale nyhedsmediers mulighed for løbende involvering af holdningsudbydere har vi fået et evigt støjende, åbent debat-Colosseum, hvor ego-onanerende, karrierefokuserede demokratiske tågehorn skingert kæmper om opmærksomhed og håneret for at profilere sig selv og tage magten. Og det er ikke bare mediernes skyld. Medierne leverer forskellige muligheder, som idioter så kan perfektionere ud i ulidelige ekstremer. I dette miljø handler det ikke om at lytte, forstå eller gå i dialog. Det skaffer ikke opmærksomhedskonkurrenterne af vejen. Det giver ikke magt. Det skaber ikke en karriere. Det handler om at fremstille hinanden som dumme, utroværdige, inkompetente, naive med mere. Det handler først og fremmest om bekæmpelse af hinanden. Således skal den almindelige bruger af sociale medier trækkes med ”værdikrigere”, der som Zenia Stampe (R) bidrager til løsning af verdens problemer ved at se rasende ud og være indigneret, Naser Khader (K), der i hver anden update bruger formuleringen ”hvad sagde jeg”, Henrik Dahl (LA), der i en update for nylig kom med det barokke udsagn, at ”Selve den grundlæggende mening med politik er, at partierne kritiserer hinanden” og så videre derudad i en rærlig uendelighed.

Ytringsfrihed i abegrotten

Og til at støtte det åbne debat-Colosseum ideologisk har vi fået Jyllands-Posten, der med manér satte ytringsfriheden på dagsordenen. Ja gu’ skal vi have ytringsfrihed. Og gu’ fanden skal ekstremistiske klap-kalotter ikke bestemme, hvad nogen må sige om noget. Men med Jyllands-Postens opsætning af ytringsfriheden og den uendelige efterfølgende debat og gentagelser af hellige paroler fiser vi stadigvæk rundt i et hamsterhjul på side ét i demokratiets udvikling af verden.

Og her står vi så og råber og skriger i munden på hinanden, at vi saterneme’ skal kunne sige lige præcis, hvad vi vil, for, som Dahl skriver, så er selve essensen den, at vi kan kritisere hinanden. Og vi kan jo for helvede ikke praktisere konfliktdemokratiet uden frit at kunne fortælle andre, hvor dumme de er. Og alle ytringer og udtryk skal forsvares, i særdeleshed de, der kommer fra talentløse kunstnere og politiske ekstremister, der benytter den grænseoverskridende provokation som indholdsmæssig substans.

Men hvad gør vi så, når vi har fortalt hinanden, hvor dumme vi er? Jo, så tager vi lige et frikvarter og går i fakkeltog for demokratiet hånd i hånd. Vi krammer lidt og lytter andægtigt til hinanden for en stund for så at fise hjem i grotten og sende en bredside afsted. Men måske høres der langt ud på natten en spæd stemme fra det, der udfra det gængse konfliktdemokratiske perspektiv må være en naiv, pladderhumanistisk bangebuks. Stemmen spørger, hvor den frie og kritiske debat har ført os hen. Men der kommer intet svar. Kun lidt grynten rundtomkring fra abegrotterne.

Tæsk demokratihundene!

Salig Hal Koch advarede imod jungleloven, som han så i den demokratiudfoldelse, som havde fokus på kamp. Koch pegede i en kronik i Berlingske Aftenavis i 1945 på sammenhængen mellem dynamikken på et børneværelse og demokratisk kamp:

”Den ene vrænger ad den anden og skælder ham grundigt ud, og naar det har varet tilstrækkelig længe, ryger de simpelthen i Totterne paa hinanden. Saa gælder det, hvem der er den stærkeste. Saadan er Børneværelsets Lov. Derfor maa der være en Voksen, som bestemmer i Børneværelset.”

Bemærk især den sidste sætning. Konfliktdemokratiet er den tilstand, der indtræffer, når den voksne lader børn klare ærterne selv. Før 1849 var kongen den ”voksne”, og meningen var, at han skulle afløses af en ”voksen” åndelighed i form af fornuft og oplysthed. Men i dag kæmpes der i stedet for om at blive den ny ”konge”. Det er forvildede dyrs kamp i fraværet af en permanent magtstruktur, og for sådan en forsamling dur demokrati ikke. Det kunne enhver italiensk mafiaboss have fortalt os. Som don Pedro fra HBO-serien Gomorrah siger om et forsøg på at samle magtbegærlige kriminelle i en alliance:

”…demokrati fungerer ikke. Hunde æder hinanden, hvis man ikke slår dem med en kæp”.

Så kære læser, hermed en opfordring: Lad os råbe hurra for grundloven, og lad os så rejse os som de ægte demokratipassionerede voksne, som demokratiets kamphunde ikke er, og lad os tæske dem med en kæp, til de taber deres fjogede brystfjer og der kommer en glødende, voksen demokrat til syne indenunder.