Endnu en af den slags dage. Fem sygemeldinger. Det bliver ikke svært at holde statistikken høj i år. Dybt suk, for hvad kan man egentlig stille op? Når folk er syge, er de vel syge? Sygefravær truer både økonomien og sammenhængen på en arbejdsplads. Sygefraværet kan forvrænge kulturen og gøre balancen mellem ret og pligt skæv.

Myten om den offentlige arbejdsplads som et sted, hvor man drikker kaffe og når så lidt som muligt for ikke at overbelaste sig selv, får ny næring af de mange historier om det tårnhøje sygefravær i den offentlige sektor. For hvordan kan en arbejdsplads have medarbejdere, der i gennemsnit er syge 20 dage om året? 20 dage om året.

Berettiget undren

Og man kan vel egentlig ikke bebrejde den civile borger for at tænke sådan. Man kan vel ikke bebrejde det civile samfund for at stille sig undrende overfor sådanne sygefraværsstatistikker. Men kan man beskylde de offentlige arbejdspladser og de offentligt ansatte for dovenskab og sløseri? 

Nej, den forklaring vil være både forsimplet og uretfærdig. Men den generelle undren står stadig berettiget tilbage. Alligevel ser vi, at hele den offentlige sektor i høj grad strammer op i håndteringen af sygefravær.

Årsagerne til højt sygefravær kan være mange. Der er mange forklaringer og gode grunde til, at nogle professioner har flere sygedage end andre. Der er flere professioner, hvor arbejdsskaderne er hyppigere, og hvor udsatheden for smitte er større end andre. 

Og nogle gange kan forklaringerne også findes i den kultur, en arbejdsplads har for håndteringen af sygefravær og accepten af det. En kultur, hvor det alene er op til den personlige dømmekraft og frihed at vurdere egen helbredstilstand og dermed beredthed til arbejde.

Frihed til at være syg

Vi har i den danske arbejdsmarkedskultur - og i vores kultur i det hele taget - en grundholdning til den personlige frihed og den enkeltes ret til selvbestemmelse i forhold til eget liv og levned. Det vil sige, at vi nødigt blander os i private sager, og vi stikker ikke vores næse i ting, der dybest set ikke kommer os ved. Vi har ligeledes tradition for en tillidskultur, hvor vi grundlæggende stoler på, at det, folk fortæller os, er sandt, og hvor udgangspunktet for den gode relation er at stole på det andet menneske - i hvert fald indtil andet er bevist med hard core facts. Så hvis du siger, du er syg, så er du selvfølgelig syg, og hvad du fejler er en privat sag.

Det er jo et godt og positivt udgangspunkt, som dog også baserer sig på en gensidighed i graden af ansvar og forpligtethed på at tage ansvar for egne handlinger og for fællesskabet. 

Men hvor er det så, det går galt? Og hvorfor er også de offentlige arbejdspladser nødt til at ændre håndteringen af sygefraværet? 

Fordomsfuld faldgrube

Den gensidige kultur har flere faldgruber. Den første er, at det er for let at slippe af sted med både dovenskab og sløseri, fordi kulturen kan forvrænges og udvikle sig fra, at vi har pligt til at møde på vores arbejde til, at vi har ret til en ekstra sygedag, når vi har arbejdet hårdt. Det er den fordomsfulde faldgrube, den faldgrube som man vel nok sjældent støder på, men som dog alligevel kan vise sig i glimt. Den anden faldgrube er, at et stigende sygefravær kan dække over langt alvorligere tilstande end blot en enkelt dag med feber eller tandpine. Et stigende sygefravær hos den enkelte kan dække over en mistrivsel, som først opdages for sent, hvis der ikke tages hånd om den. Ligeledes kan et generelt stigende sygefravær dække over en kollektiv mistrivsel på arbejdspladsen, hvor arbejdsmiljøet er begyndende betændt og uhensigtsmæssigt. 

Kontrol kan hjælpe

Den nye håndtering af sygefraværet i offentlig regi kan både betragtes som et fokusskifte fra tillid til kontrol. Medarbejdere bliver kontaktet af arbejdsgiveren i deres sygeperiode, også selvom det kun drejer sig om få dage. Syge medarbejdere bliver opfordret til at genoptage arbejdet i det omfang, de kan. Det er en helt anderledes offensiv tilgang, end vi tidligere har set, og det kan betragtes som overvågning og kontrol og dermed tab af tillid. Men på den anden side kan det også betragtes som en hjælp. En hjælp til at den enkelte hurtigt kan komme tilbage på arbejdspladsen. En hjælp til at få sat fokus på, hvordan arbejdspladsen kan være behjælpelig. En hurtigere indgriben overfor forhold, hvor mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø er årsagen til sygefraværet. Ligeledes sætter den nye håndtering af sygefraværet fokus på fællesskabet, nemlig at hver enkelt sygedag har konsekvenser for det kollegiale fællesskab og for arbejdspladsens samlede økonomi. 

Måske kan det for nogle arbejdspladser være en ny vej til at genetablere tilliden og det gensidige ansvar. For andre arbejdspladser kan det være en ny vej til at håndtere forhold, der er langt værre end influenza og tandpine. Det vigtige i den nye vej er, at den gensidige tillid er i fokus, og at respekten for den enkeltes integritet stadig holdes intakt.