Da det talentfulde EU-håb Helle Thorning-Schmidt i starten af nullerne anså dansk politik for at være næste skridt på karrierestigen, forsøgte hun at søge opstilling i den københavnske Amagerbro-kreds. En god rød kreds, der i 16 år hidtil havde sikret valg til tidligere indenrigsminister Birte Weiss og før hende tidligere finansminister Knud Heinesen. Sidstnævnte pegede selv på Helle Thorning-Schmidt som en del af partiets fremtid, men lokalbestyrelsen på Amager ville helst ikke have hende som kandidat. De havde allerede set sig lune på Birte Weiss’ søn, Lars, der både var lokalt forankret amagerkaner og havde de klassiske holdninger – han var ikke en strammer, når det gjaldt udlændinge. Det blev Helle Thorning-Schmidt derimod anset for at være. Som medforfatter til bogen ’Forsvar for fællesskabet’ havde hun argumenteret for færre familiesammenføringer og en periode på hele syv år, hvor familiesammenførte skulle kunne forsørge sig selv i Danmark -  forslag, som fik en hård modtagelse blandt mange socialdemokrater, især i København. Ifølge den daværende lokale fællesformand er københavnerne nemlig den slags, som ’insisterer på at demonstrere udsyn i stedet for snæversyn’.