For mindre end en måned siden kørte to lastbil-konvojer gennem Danmark. Lastbilproducenterne Volvo og Scania var i gang med at teste en ny teknologi, hvor lastbilerne bliver styret af den første vogn i konvojen. Lastbilerne har stadig en mand bag rattet – mest hvis teknologien skulle svigte.

Over hele kloden tester bilproducenter i øjeblikket førerløse biler og verdens største internethandelsfirma, Amazon, har i USA lanceret droner, der førerløst leverer pakkerne ud til kunderne.

Fuldautomatiserede supermarkeder, hvor maskiner automatisk fylder varer på hylderne, og du selv sørger for betalingen ved udgangen, er allerede en realitet i nogle få butikker på den anden side af Atlanten.

Vi har over de seneste 20 år oplevet en teknologisk udvikling og en globalisering, der primært har kredset om produktionsarbejdspladser. Den næste store bølge drejer sig om overflødiggørelsen af særlig job i servicesektoren, indenfor transport, rengøring og detail. Som socialdemokrat bekymrer det mig. Ikke fordi vi skal bremse de teknologiske fremskridt, men fordi jeg ikke synes at opleve den politiske vilje til at gøre noget for de tusindvis af mennesker, der risikerer at miste arbejdet og komme i klemme. Det drejer sig om job, der i dag er for mennesker med lidt eller ingen uddannelse i bagagen. Det er mennesker, der havner i et liv på overførselsindkomst, i småjob, eller som vi kender det fra Tyskland, er arbejdende fattige, hvis der ikke leveres politiske løsninger.

Jeg er ikke og kommer aldrig til at være af den opfattelse, at vi kan stoppe det teknologiske fremskridt, men jeg vil altid være af den opfattelse, at vi må kunne sikre arbejde til alle. Det må og skal altid være ambitionen i et velfærdssamfund som vores, der er bygget på et princip om pligter og rettigheder, hvor vi ikke bare efterlader nogen på perronen. Derfor er det her også en samfundsudfordring, som skal håndteres politisk. Det er ikke blot den enkeltes problem.Der er tale om en opgave for fællesskabet.

Det er åbenlyst, at uddannelsen af fremtidige generationer spiller en central rolle i at sikre, at alle danskere har kompetencerne til fremtiden. Med folkeskolereformen kommer vi et stykke ad vejen, men skolereformen løser ikke alt. Det starter i folkeskolen, men det slutter absolut ikke der. Hvorfor har vi 10 års undervisningspligt, når ingen tror på, at 10 års skolegang er nok i dagens Danmark? Det er ikke et spørgsmål om, at vi allesammen skal have lange uddannelser - tværtimod. Vi har brug for flere med en god erhvervsfaglig uddannelse eller kort videregående uddannelse. Derfor må vi få gjort vores ungdomsuddannelser obligatoriske og få løst praktikpladsmanglen en gang for alle.

Lad os få uddannet hele næste generation i stedet for blot at stille os tilfreds med de 80 procent. Og lad os give de mange danskere, der ikke fik chancen for at få papir på deres uddannelse, mens de var i deres ungdomsår, chancen for at få det nu. De 25 procent af tidligere ungdomsårgange, som vores uddannelsessystem svigtede, skal have chancen igen. Voksenuddannelsessystemet skal forbedres og være et attraktivt tilbud til særlig de ufaglærte,  der mangler papir på kompetencerne, og så må politikerne overveje nye orlovsordninger og økonomisk støtte, så det rent faktisk kan lade sig gøre at tage en uddannelse som voksen.

At arbejdsmarkedet forandrer sig, at job forsvinder og nye opstår, er ikke en ny virkelighed, men det kan ikke være en invitation til at hvile på laurbærrene. Når for få unge får en uddannelse, når væksten stadig er jobløs, og når intet tyder på, at langtidsledigheden barberes ned i morgen, ja, så bør der komme politiske visioner og klare meldinger på bordet for, hvordan vi ruster vores samfund til fremtidens udfordringer.