Nogle ting véd man bare, véd helt ind i knoglerne. Fx at det selvfølgelig ikke var to tilfældige politifolk, der af egen drift havde fundet på at gøre præcis, hvad handelsfolkene i Udenrigsministeret og stribevis af danske eksportivrige virksomheder allerhelst ville have, og det er forstemmende, at der skulle to kommissionsundersøgelser til for at fastslå denne selvfølgelighed.

“Tag flaget fra dem, kom” lød den berygtede besked i politiradioen til en politipatrulje, der gerne ville have en klar ordre om, hvordan den skulle forholde sig i en situation på Christiansborg Slotsplads. Det fik den så, forbipasserende kinesere måtte ikke kunne se noget fornærmeligt, og en lovligt demonstrerende demonstrant fik sin ret knægtet. 

Det vides fortsat ikke, hvilke kommandolinjer der var i brug, da den første Tibetkommission ikke fik stillet alle mails og andre dokumenter fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet til rådighed. Men det giver ingen mening, at tilbageholdelse af dokumentation skulle skyldes, at et tilfældig underordnet for resten lige fik den idé at lade slettede mails forblive slettede i stedet for at forsøge at genskabe dem. Fuldstændig ligesom det ikke giver nogen mening, at politiets ageren skulle skyldes tilfældige indfald hos to tilfældige politifolk.

Den første Tibetkommissions beretning udkom i 2017 i fire bind plus et bilagsbind, i alt 1.472 + 556 sider. Alligevel skulle der i 2022 yderligere en beretning i to bind plus to bilagsbind, i alt 1.146 + 1.036 sider til, for at Tibetkommission II kunne komme frem til, at allerede den første kommission i flere tilfælde ville have udtalt yderligere kritik, hvis den havde vidst, hvad den anden kommission nu ved.

Hvorfor? Fordi nogen holdt den relevante dokumentation tilbage. Tag mailen fra dem, kom.

Vi er nu oppe på tilsammen 4.210 siders gennemgang af, hvad der skete, og stadig er ikke alt belyst. Fx ved vi stadig ikke, hvad der skete på de indre linjer, da nogen satte sig for at forhindre den første Tibetkommission i at komme til bunds i sagen. Tibetkommission II er kommet lidt dybere ned, men vi ved stadig ikke, hvem “nogen” var, og hvor langt op råddenskaben rækker.

Men vi ved, at det alt sammen ikke ville være sket, hvis alle havde gjort, som man med rimelighed kan forvente af dem. Som det nævnes flere steder i den seneste beretning, har mange været under pres, men i ingen tilfælde fritager det nogen for et personligt ansvar for ikke at begå noget ulovligt.

Der er kort sagt nogle embedsmænd der ikke har gjort hvad de skulle for at opretholde retssikkerheden i det her land. Herunder at sige fra.

Embedsmandsfagforeningen DJØF gjorde sig allerede på dagen for offentliggørelsen af Tibetkommission II’s beretning bemærket ved at kalde det “urimeligt hvis ansvaret alene tørres af på embedsmændene”. DJØF mente i en kommentar, at det der i virkeligheden er sket, blot er at “man som embedsmand (har) taget bestik af de politiske ønsker og prioriteringer”. Med tilføjelsen at det er “klart, at politiske og handelsmæssige interesser ikke må overtrumfe ytringsfriheden”.

Jo. Men det gjorde de jo så, netop fordi embedsmænd tog bestik af de politiske ønsker og prioriteringer. Alligevel har DJØF naturligvis ret i, at det er urimeligt hvis ansvaret alene tørres af på embedsmændene, men det var og er de jo selv herrer over. De kunne have sagt fra allerede dengang, og ellers kan de jo stadig nå at fortælle, hvilke politikere de mener, har del i ansvaret.

Hvad der derimod ikke har nogen som helst effekt er DJØF-klynk om, at “ingen embedsmænd går på arbejde med et ønske om at tilsidesætte grundlovssikrede rettigheder”. Sikkert ikke, men hvad hjælper det, hvis de gør det alligevel, ønske eller ej.