Som kommunalordfører bliver jeg ofte konfronteret med et af de forhold, der virker allermest fastlåste i dansk politik, nemlig forholdet mellem staten og kommunerne. Jeg oplever det hver gang, vi landspolitikere møder kommunalpolitikere og borgmestre. Eller til konferencer og seminarer, hvor omdrejningspunktet er staten og kommunernes samarbejde – eller mangel på samme.

Vi folketingspolitikere er utålmodige efter, at kommunerne skal implementere vores lovværk hurtigt og effektivt. Men kommunerne har svært ved at følge med. Det er der forskellige grunde til. Et par af dem er, at kommunerne er pressede på økonomien, og det virker også, som om de love, vi skruer sammen, iblandt har svært ved at passe helt præcist ind i den daglige kommunale virkelighed.

Som ny politiker på tinge aner jeg, at forholdet mellem stat og kommuner er en bog, der er skrevet rigtig mange kapitler i. Mere erfarne politikere end mig har arbejdet for at optimere samarbejdet mellem stat og kommune, så man kan hurtigt komme til at virke naiv, hvis man som ny politiker har ambitioner om at bedre det kommunalt-statslige samarbejde.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, om nogle af de metoder, vi bruger i det private erhvervsliv, hvor jeg har huseret, før jeg kom i Folketinget, måske kunne optimere samarbejdet mellem stat og kommuner. Eller måske være med til at inspirere til, at andre kan finde løsninger til dette.

I denne forbindelse går jeg ikke ind og tager stilling i ”konflikten”. Jeg beskæftiger mig ikke med, hvem der har mest ret – sandheden ligger jo som oftest alligevel et sted i mellem de hårdest optrukne positioner.

Mange virkeligheder

Mit standpunkt er, at vi folketingspolitikere er nødt til at lovgive og med rette må have en forventning om, at lovgivningen bliver implementeret. Praksis viser dog med al tydelighed, at det er endog meget svært at skrue lovgivning sammen, der passer til så mange forskellige virkeligheder, som de enkelte kommuner repræsenterer.

Spørgsmålet er så, om der kan laves små eller store forandringer, som løser op for dette modsætningsforhold og gør det lettere at udvikle og implementere lovgivning overfor disse udfordringer.

Her kan det måske være interessant at se, hvordan man så ville gribe denne situation an i en privat virksomhed eller en organisation? Lad os forestille os, at vi har en virksomhed, hvor ledelsen gerne vil have udviklet et nyt produkt. Her vil moderne virksomheder involvere den eller de afdeling(er) af virksomheden, der skal udvikle og producere produktet. Ja, ofte vil ideen til produktet komme fra medarbejdere ude i afdelingen og ikke fra ledelsen. Sådan er det også med nogle af de love, som vi vedtager i Folketinget. De er blevet til på opfordring fra ledere eller medarbejdere i det kommunale.

Men der, hvor jeg oplever en forskel mellem virksomheder, der udvikler produkter, og Folketinget, der udvikler love, er, at der er et langt tættere samarbejde mellem ledelsen og den relevante afdeling i virksomheden, end der er mellem staten og kommunerne i de forskellige faser af lov-/produktudviklingen. Især samarbejdet med praktikerne – dem, der skal implementere og udfolde lovgivningen i praksis, kunne vi formentlig blive meget bedre til at inddrage.

Helt inde i maskinrummet

I moderne virksomheder er det logisk, at den afdeling, der skal udvikle og producere produktet, er helt inde i maskinrummet sammen med virksomhedens ledelse, når produktet skal udvikles og der skal laves en plan for udvikling og lancering.

I Folketinget er der ganske vist en omfattende kontakt mellem de politiker, der udvikler lovene, og de kommuner, der skal implementere dem, samt en masse andre interessenter. Der kan være nedsat kommissioner, der er mulighed for høringssvar og et utal af andre muligheder, som ministerierne kan benytte sig af i lovudviklingen.

Men når politikerne mødes for at udvikle loven i det relevante ministerium i de reelle forhandlingsrunder, så er det kun os politikere, der sidder med omkring bordet sammen med ministeren og ministerens embedsmænd. Og her er det, man kan spørge: Kunne man her have en eller endog flere fra kommunerne med ved bordet? Det kunne for eksempel være i Socialudvalget, hvor vi udvikler mange love, der skal implementeres og forvaltes direkte på kommunalt niveau.

Vedkommende har jo selvsagt ikke noget mandat, men kunne man forestille sig, at der var en i lokalet, der kunne kommentere det, når vi politikere i bedste mening drøfter forslag, som vil give bagslag i praksis eller give anledning til en kædereaktion af nye udfordringer i kommunerne? Jeg har hørt flere signaler fra KL om, at kommunerne gerne vil tidligere med i processen, når der skal laves planer til kommunal implementering af Folketingets lovgivning.

En uvildig og gerne meget praktisk vejleder kunne også påpege, hvis vi var ved at skabe uklarheder eller ligefrem var svære at forstå for andre end os selv.

Hvor ofte har man ikke hørt borgere sige: ’De, der har lavet denne lovgivning, har vist aldrig sat deres ben ude i virkeligheden’. Og det kan der jo altså være en vis sandhed i, for selvom vi vitterlig gør vores bedste og søger alverdens erfaring på rekordtid, så er det jo svært at forestille sig, at vi vitterlig har den helt praksisnære og specifikke virkelighed helt inde under huden.

Jeg ville i hvert fald sætte pris på, at der var en person til stede i lokalet, som man kunne kigge i øjnene engang imellem under forhandlingsforløbet for at sikre, at det, man drøftede – rent praktisk – var indenfor skiven.

Findes den person?

Den store udfordring ville så være at finde en person, der kan bære dette ansvar uden at være partisk eller forudindtaget. En person, der kan se bort fra egen og alle mulige interessenters holdning. En person, der ved noget om det konkrete område uden at være i lommen på nogen. Mange vil nok betvivle, at en sådan person kan støves op, men jeg tror faktisk, at man kan finde den slags praktiske vejvisere indenfor mange forskellige områder.

Og jeg mener, at ønsket om at optimere samarbejdet mellem stat og kommune fordrer åbenhed i forhold til at lave eksperimenter.

Vi kan også fortsætte, som vi plejer, og så ender vi som bekendt der, hvor vi er på vej hen. Og hvor er det? Jeg hører flere og flere røster, der for eksempel gerne vil sanktionere kommunerne, hvis de ikke implementerer eller følger lovgivning effektivt nok. Og jeg er ikke i tvivl om, at sådan en tilgang vil forøge modstanden mod Folketinget fra kommunerne yderligere og grave skyttegravene endnu dybere.

Hos Alternativet vil vi hellere et sted hen, hvor vi sikrer effektiv udvikling af landets love kombineret med optimal implementering samtidig med, at vi lytter til kommunernes ekspertise og respekterer det kommunale selvstyre.

Jeg er i tvivl om, hvor mange procent af den lovgivning, vi laver i Folketinget, der reelt bliver implementeret i kommunerne. Det skulle undre mig, om det er 100 procent, og derfor har jeg et spørgsmål på vej til indenrigsministeren om dette. Der er under alle omstændigheder et potentiale for udvikling.