Tag ansvar for velfærden, KL
Tag ansvar for velfærden, KL
”Folketingets partier sidder selv med nøglen til at leve op til deres valgløfter. Regeringen kan kun gennemføre omprioriteringsbidraget, hvis de har flertal. Så hvis man er imod besparelser i kommunerne, skal man jo stemme nej til regeringens lovforslag.” Disse meget præcise ord blev udtalt i slutningen af oktober af KL’s formand, medlem af Venstre og borgmester i Kalundborg, Martin Damm.
Jeg kunne ikke være mere enig. V-regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag vil fra 2017 til 2019 tage i alt 7 milliarder kroner fra kommunerne. Og disse penge skal så gives til Lars Løkke, der så kan dele ud af dem i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger, herunder til skattelettelser.
”Når DF nu siger, at man ikke vil foretage sig noget som helst, hvis KL bare godkender en aftale for 2017, så må KL selv tage ansvaret for velfærden i kommunerne.”
Det har været pinligt at se, hvordan velfærdsløfter fra S og DF givet i valgkampen lige pludselig blev skrottet straks efter folketingsvalget. Begge partier stemte før sommerferien ja, da regeringen bad Folketinget om at godkende kommunernes økonomiaftale for 2016, der reelt byder på minusvækst. Dermed stemte S og DF også for omprioriteringsbidraget i 2016, selvom det ”kun” endte med at blive på 500 millioner kroner.
S har heldigvis ændret holdning nu. Det er kun lige sket. Selv ved førstebehandlingen af finansloven den 22. oktober i folketingssalen var det ikke muligt at få en garanti fra S om, at de ikke ville lægge stemmer til minusvækst i kommunerne med regeringens omprioriteringsbidrag. Men o.k. – det er godt, at S er med på vognen nu.
Nu ligger presset i Folketinget entydigt på DF: Vil DF leve op til sine valgløfter om 0,8 procents vækst i den offentlige sektor eller ej? Det er nu det centrale spørgsmål ved finanslovsforhandlingerne. DF har nu alle muligheder for at bruge velfærdsflertallet til venstre i folketingssalen. Hvis DF ikke gør dette, så er det et gigantisk løftebrud overfor vælgerne.
Men det afhænger også af KL. Martin Damm kunne jo også vælge at sige følgende: ”KL sidder selv med nøglen. Regeringen kan kun gennemføre omprioriteringsbidraget, hvis de har en aftale med KL. Så hvis KL er imod besparelser i kommunerne, skal KL jo lade være med at indgå en aftale med regeringen”.
Dansk Folkeparti har jo sagt, at hvis KL siger nej til en aftale, så vil DF kunne benytte velfærdsflertallet i Folketinget.
Det er fint, at Martin Damm peger på det ansvar, der påhviler Folketingets partier. Men når DF nu siger, at man ikke vil foretage sig noget som helst, hvis KL bare godkender en aftale for 2017, så må KL selv tage ansvaret for velfærden i kommunerne. Det er ærgerligt, hvis det skal gå udover velfærden til danskerne, at DF og KL skændes om, hvem der først skal tage en beslutning om at stemme nej til omprioriteringsbidraget.
Jeg håber, at KL meget seriøst vil overveje muligheden for ikke at indgå en aftale for 2017. Alene truslen om ikke at stemme for en aftale vil øge mulighederne for at lægge pres på regeringen og DF. KL bør derfor også allerede nu gøre sig tanker om processen for, hvad der skal ske, hvis/når der ikke bliver indgået en aftale i juni 2016. Jeg vil opfordre KL til allerede nu at tage diskussionen med Folketingets partier om, hvordan KL forestiller sig, at en sådan proces skal se ud. Jeg skulle hilse og sige fra Christiansborg, at snakken allerede er i gang herinde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.