Dele af pressen fremstiller statsminister Mette Frederiksens politiske dilemma omkring børnene i Syrien som en ”Mission Impossible”. Kan hun være børnenes statsminister uden at hente de 19 børn hjem fra Syrien, og hvis nej, kan hun så gennemføre det uden også at tage deres mødre med og på den måde bryde med holdningen i eget parti og et bredt udsnit af Folketinget om at ”fremmedkrigere er uønskede i Danmark”?

Nu er der nedsat en såkaldt taskforce som skal udarbejde konkrete modeller for hvordan en eventuel evakuering af børnene kan finde sted på en ”sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde”. Spørgsmålet er hvad der sker hvis taskforcen midt i maj måned fremlægger et blankt stykke papir, fordi vi i henhold til national lovgivning og konventionerne netop lægger vægt på sikring af barnets tarv. Barnets tarv, som vel er hele udgangspunktet for en børnenes statsminister, eller..? 

Børnene er “ikke tabt endnu”

Aktuelt lever omkring 19 børn og deres syv mødre lige nu i de to kurdisk ledede krigsfangelejre al-Hol og al-Roj i det nordøstlige Syrien. Af de 19 børn er ni født i Danmark, mens ti er født i konfliktzonen. 

Efterretningstjenesterne herhjemme og hos en række af Danmarks vestlige samarbejdspartnere presser på. Børnene er ikke tabt endnu, siger de, og afgørende for processen med en hjemtagelse af børnene vil være evnen hos de hjemlige myndigheder til at stille de rette foranstaltninger til rådighed. ”Truslen fra udrejste fra Danmark, herunder fra udrejste børn, der kommer til Danmark, vil blandt andet kunne påvirkes af, hvorledes de modtages af de hjemlige myndigheder, herunder om de tilbydes støtte med henblik på eventuel afradikalisering og reintegration”, lyder det i Center for Terroranalyses nyeste vurdering af terrortruslen i Danmark. Men tid er afgørende, for med de forhold som børnene lever under nu, vil risikoen for radikalisering stige dag for dag. 

Regeringen har afvist at lade sin politik påvirke af Politiets Efterretningstjenestes vurdering af, at det er forbundet med en sikkerhedsrisiko at lade danske kvinder og børn blive siddende i syriske fangelejre. Den danske regering traf nemlig i 2019 den principbeslutning, at personer udrejst til krigen i Syrien ikke på nogen måde skal have hjælp til at komme hjem. De har ”vendt Danmark ryggen”, og har derfor ikke noget at gøre her. Da Forsvarets Efterretningstjenestes rapport om at Islamisk Stat havde oprettet en børneafdeling i al-Hol lejren, og anlagt en bortførelsesstrategi hvor børn kidnappes fra lejrene i stort tal – begge dele for at sikre næste generation af hellige krigere – ikke var blevet delt i Udenrigspolitisk Nævn, var regeringen dog nødt til at udvise en form for handling. Problemet med det er, at den til lejligheden nedsatte taskforce, som skal se på om det er muligt at hjemtage børnene uden deres mødre, formentlig allerede er dømt ude, al den stund resultatet er givet på forhånd. Det kan vi konkludere ved at tage et hurtigt kig på vores internationale forpligtelser, vores egen nationale lovgivning, og de mange erfaringer fra udlandet. 

Mødre kan ikke skilles fra deres børn

Den danske stats forpligtelse i forhold til børnenes tarv, er nemlig ifølge konventionerne ret utvetydig. Her forpligter medlemsstaterne sig til, i henhold til FN’s Børnekonvention af 1989, at sætte barnets tarv i første række, uanset hvem forældrene er. Her vil man som oftest vurdere, at barnets tarv et at forblive med sin mor, og i givet fald kan man ikke adskille dem. Danmark er ikke direkte gennem konventionerne forpligtet til at hjemtage fremmedkrigere til retsforfølgelse for forbrydelser i Syrien. Ej heller til at familiesammenføre udenlandske fædre med deres danske familier, såfremt fædrene vurderes at udgøre en trussel mod rigets sikkerhed. Men der gælder i folkeretten et grundlæggende retsstatsligt princip om, at alvorlige internationale forbrydelser, herunder forbrydelser mod menneskeheden mv., skal retsforfølges og straffes af hjemlandet, uanset hvor de er begået, og hvem de er begået af. 

Kvinderne i de to lejre i Syrien er mistænkt for at have været en del af terrororganisationen Islamisk Stat, da de blev taget til fange, enten under flugtforsøg fra selvsamme terrororganisation, eller i forbindelse med koalitionens gradvise bekæmpelse af organisationen. Kvinderne er mistænkt for at have rejst til regionen for at støtte op om den væbnede kamp, med det fremtidshåb at kunne etablere et islamistisk kalifat, som kan udgøre et guddommeligt hjemland for alle såkaldt rettroende muslimer. De udenlandske kvinder og deres børn i al-Hol lejren lever under specielt vanskelige kår, men for begge lejre gælder, at det er hævet over enhver tvivl, at vilkårene i lejrene er inhumane og miljøet repressivt og radikaliserende. Der mangler basale fornødenheder som rent vand, mad, lægehjælp og ordentlige sanitære forhold. Derfor er sult og sygdomme svært udbredt, og mange af børnene lider under kronisk underernæring. I 2019 anslog den kurdiske nødhjælpsorganisation Røde Halvmåne, at mindst 517 mennesker, herunder 371 børn, var døde i flygtningelejren al-Hol, som følge af bl.a. underernæring eller kulde. Udover fravær af basale fornødenheder, lever mødrene og børnene under et voldsomt pres, fordi den sociale og voldssanktionerede kontrol fra IS kvindemiljøer i lejrene er udbredt. Sidste år var et af de værste nogensinde for børnene. Og alene i første kvartal af 2021 har omkring 40 mord fundet sted. Udenrigsministeriet vurderer, at børnenes tilstand er så kritisk, at de risikerer at få alvorlige mén.

Også et spørgsmål om forældreevne

Kvindernes oprindelige incitamentet til at forlade Danmark og tilslutte sig Islamisk Stat varierer betydeligt. For de fleste gælder, at valget er truffet på baggrund af glorificerende, utopiske og forløjede fortællinger om et samfund, der havde meget lidt til fælles med virkeligheden. Nogle har været drevet af romantik, en akut forelskelse i en mand som over sociale medier har formået at groome kvinden så effektivt at hun har følt sig tryg ved at tage et afgørende og livsomvæltende skridt ud i uvisheden, væk fra det derhjemme. For andre var der tale om et forældreoprør og en drøm om frisættelse. Alle har de forskellige livshistorier, men kendetegnende har ofte været, at romatiske utopier og en overordnet fortælling om religiøs hengivenhed tilsammen har svækket tiltrækningskraften mod det kendte og hjemlige - tryghed og fællesskab. Fælles er også, at det kvinderne mødte, var noget andet end det Utopia de havde ventet. I det selvudråbte kalifat var man prisgivet uden giftermål, ligesom det var en pligt hurtigst muligt at være med til at sikre terrororganisationens selvopretholdelse gennem det at føde børn. Eftersom mandens funktion typisk var at kæmpe i en væbnet konflikt, blev mange gjort til krigsenker, og således er adskillige af kvinderne mødre til flere børn med flere forskellige mænd. Nogle af dem har varetaget husmoderlige pligter under en rigid og repressiv mandsdomineret håndhævelse af religion og kønsroller, og andre er indgået instrumentelt og operativt i opretholdelsen af regimet.

I forhold til den nationale lovgivning, øjner professor i socialret Kirsten Ketcher heller ikke mange muligheder. For lovligt at kunne adskille børnene fra mødrene kræves et gyldigt samtykke, og et sådant samtykke kan ikke anses for afgivet frivilligt, medmindre det er hævet over enhver tvivl, at det ikke er afgivet under pres. En del af kvinderne har allerede nægtet at give samtykke. For resten vil et samtykke afgivet under de aktuelle omstændigheder i fangelejrene blive vurderet som var det afgivet under pres og derfor ugyldigt. 

Derudover rummer vores sociale lovgivning herhjemme endnu et dilemma som øger sagens kompleksitet. For det er ret afgørende, hvorledes man tolker, om forældreevne kan forenes med det at kæmpe som fremmekriger eller i det hele taget tilslutte sig en dødskult som Islamisk Stat. Rent juridisk kommer tvivlen, hvis en sådan findes, her formentlig mødrene til gode, da praksis herhjemme ikke tilsiger at sammenblande de to hensyn.

Alene ophold i Syrien er strafbart

Oven i vurderingerne fra efterretningstjenesterne og de hjemlige eksperter, vores internationale forpligtelser og vores nationale lovgivning har den kurdiske selvstyreadministrations udenrigsminister Abdulkarim Omar længe taget det standpunkt – under henvisning til kurdernes egen lovgivning – at man under ingen omstændigheder vil gå med til at udlevere børnene uden deres mødre. Spørgsmålet bliver altså, om den taskforce, som regeringen og aftalepartierne netop har nedsat og som senest 15. maj forventes at komme med en løsning i åbenbar modstrid med sin omverden, risikerer selv at blive en del af problemet; en ligegyldig parentes, som til gengæld spilder tiden og sætter alt i bero, mens truslen mod Danmark vokser støt og stille, dag for dag?

Udover at mødrene har vendt Danmark ryggen, og at vi derfor skal lade dem blive i lejrene, selvom det næppe juridisk kan lade sig gøre, er der fremkommet en række andre politiske argumenter, og et relevant et af slagsen går på, at der skal sendes et klart signal til personer, som i fremtiden kunne overveje at rejse til en lignende konflikt. En sådan afskrækkelses-strategi er i kriminologien kendt som generalprævention. Forskning i den generalpræventive effekt viser dog en endog særdeles begrænset effekt, når det kommer til de mest følelsesmæssigt motiverede forbrydelser, såsom vold, manddrab, hadforbrydelser mv., som alle står i en vis forebyggelsesteknisk relation til radikaliseringsproblemet. For de udrejste kvinders vedkommende knytter der sig ikke fortællinger om vold og drab, men om frisættelse fra familiens sociale kontrol, løftet om et guddommeligt projekt, romantik, had til Vesten mv., som alt andet lige er følelsesprægede fortællinger. Læg hertil, at mødrene i udgangspunktet rejste uden nogen hensigt om at vende hjem igen nogensinde, og derfor aldrig anså det som sandsynligt, at de en dag ville stå anklaget i en dansk retssal. Det danske samfunds reaktion ville næppe have afskrækket dem. 

Et andet relevant argument er, om mødrene overhovedet kan retsforfølges, når og hvis de kommer til landet. Er det ikke tilfældet, kan vi risikere at de går fri og herfra kan kompromittere rigets sikkerhed. Grunden til bekymringen er, at man er i tvivl om, i hvilken udstrækning der vil kunne fremlægges tilstrækkeligt bevismateriale til at fængsle dem, hvis sagerne føres ved de nationale domstole uden adgang til beviser i form af vidneforklaringer mv. Imidlertid indførte Danmark i 2016 en strammere lovgivning end nærmest samtlige af vore nabolande, en beslutning som selvsamme nabolande nu misunder os voldsomt. Ifølge professor emeritus i strafferet, Jørn Vestergaard, betyder det at loven nu sikrer langt videre rammer for retsforfølgelse end før, ved at forbyde al uautoriseret rejse til konfliktzonerne i Syrien og Irak. Men allerede med den første terrorpakke i 2002 blev det strafbart at ”fremme” terrorisme, og bestemmelsen herom er blevet anvendt i flere sager, hvor der alene var tale om at ville tilslutte sig IS. Med den anden terrorpakke i 2006 blev det strafbart at lade sig hverve til eller oplære i terrorisme. I retspraksis er der blevet idømt mellem fire og seks års fængsel for sådanne overtrædelser, selv om der ikke har været beviser for deltagelse i egentlige terrorhandlinger.  Mødrene kan altså allerede nu straffes med fængsel, hvorfor de formentlig vil blive varetægtsfængslet umiddelbart ved ankomst i lufthavnen. . 

Kasper Fisker er kriminolog, stabschef i den Kriminalpræventive Enhed og forfatter til bogen ”Det Kriminalpræventive Styresystem”. Han har en baggrund som kriminolog i Politiets Efterretningstjeneste og er leder af EU’s terrorforebyggelsestaskforce RAN LOCAL.