Vi har råd til velfærd. Også i fremtiden, selvom der bliver flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Sådan lyder den positive melding fra den svenske økonom Daniel Ankarloo, men trods det glade budskab er han ikke begejstret, for den danske velfærdsdebat har ensidigt fokuseret på en række myter, der har banet vejen for en konkurrencestat båret af nødvendighedens politik. Og det er til fare for demokratiet, mener han.

- De, der har dødsdømt den danske velfærdsstat og allerede har erstattet den med konkurrencestaten på basis af en nødvendighedens politik, har hverken et videnskabeligt eller politisk fundament for deres udmeldinger. Ideen om, at der ikke er råd til velfærden, er ikke videnskabeligt begrundet, siger Daniel Ankarloo.

I sin rapport ’Velfærdsmyter – selvfølgelig er der råd til velfærd’, der udkom i september, går han derfor til frontalangreb på de bærende præmisser for diskussionen om den danske velfærdsmodels fremtid.

Ældre er ingen byrde

De to første og væsentligste myter, som Daniel Ankarloo afliver, er antagelsen om, at den ændrede demografi med flere ældre og færre forsørgere i fremtiden vil tynge den offentlige sektor mere end i dag.

- Det er sandt nok, at der bliver flere ældre og færre til at forsørge dem, men hidtil har den økonomiske vækst altid været stor nok til at betale for den udvikling. Produktiviteten og den teknologiske udvikling giver de ressourcer, det kræver, og intet tyder på, at det skulle blive anderledes i fremtiden, siger Daniel Ankarloo med henvisning til sin rapport, der viser, hvordan stigningen i andelen af ældre over de sidste 25 år i Sverige hverken har krævet flere i beskæftigelse eller større statslig gæld.

Så længe effektiviseringer og teknologisk udvikling fortsætter med at skabe en årlig vækst, er der ingen grund til bekymring, siger han. Og hvis væksten udebliver, er hele fundamentet for det økonomiske system forsvundet, og så hjælper det ikke at kigge på ældrebyrden isoleret.

- Men alle økonomer regner jo med, at de næste 20-30 år bliver som de sidste. Og når man kigger over længere perioder, er væksten altid steget med et par procent om året, siger Daniel Ankarloo, der retter en heftig kritik mod Velfærdskommissionen for at være med til at ensrette diskussionen om velfærd i Danmark.

Dansk ekspert: Forkert

Den tidligere formand for Velfærdskommissionen har ikke andet end hovedrysten og trækken på skuldrene tilovers for Ankarloos kritik. Han kalder Daniel Ankarloos konklusion for dårlig og faktuelt forkert.

- Han indlægger en meget speciel tolkning af velfærdssamfundet, fordi vækst giver indkomststigninger, men hvis pensionister skal have andel i den velstandsstigning, så hjælper det sådan set ikke til at løse de problemer, der opstår, når der sker en forskydning af alderssammensætningen i samfundet, siger Torben M. Andersen.

Han afviser også Daniel Ankarloos argument om, at væksten i antallet af ældre fra 1990 til 2010 er blevet finansieret ved øget vækst og derfor ikke har krævet flere i arbejde eller større statslig gæld.

- Jeg forstår simpelthen ikke det, han siger. For det første er den demografiske forandring, der vil komme, meget større end i den periode, fordi levetiden er hastigt stigende. Og for det andet har Sverige i starten af 1990’erne lavet en meget drastisk reform, der har lagt pensionssystemet kraftigt om. Så hans konklusioner om pensionsudgifterne er betinget af den store reform, siger Torben M. Andersen.

Han medgiver, at vækst kan løse problemet, men det kræver, at man er villig til at omfordele og til at sige, at nogle grupper ikke skal have del i velstandsfremgangen. Derfor er der udfordringer, der skal løses, hvis den ændrede befolkningssammensætning ikke skal påvirke uligheden, siger han.