Svage ældre bør få bedre hjælp efter sygehuset
Svage ældre bør få bedre hjælp efter sygehuset
Landet over er 4.000 midlertidige sengepladser skudt op i kommunerne. Her bliver skrøbelige ældre, som udskrives tidligere og tidligere fra sygehusene, men som ikke er færdigbehandlede, midlertidigt indlagt.
Ifølge kommunerne er lægedækningen og pengene dog ikke fulgt med. Det skriver Jyllands-Posten.
Sisse Marie Welling (SF), som er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune og fungerende formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, mener ifølge avisen, at det nære sundhedsvæsen er blevet udsultet og forsømt i årevis.
- Vi har fået et sundhedsvæsen, der fuldstændig har glemt de ældre medicinske patienter, siger hun til Jyllands-Posten.
For at styrke det nære sundhedsvæsen, der skal tage sig af de behandlingskrævende ældre, er KL og Ældre Sagen gået sammen om et fælles udspil, skriver parterne i en pressemeddelelse.
Udspillet har 13 punkter. Blandt andet anbefaler KL og Ældre Sagen en national ramme for behandlingen af de ældre, der sendes hjem fra sygehus, men fortsat har brug for behandling.
Sygehusene bør have minimum tre dages behandlingsansvar for skrøbelige ældre efter udskrivelsen, så de ældre for eksempel altid sendes hjem med medicin til minimum tre dage.
- Tryghed og tillid er helt afgørende. Derudover er det vigtigt for ældre patienter, at de oplever sammenhæng i hele deres behandlingsforløb - både på de specialiserede sygehuse og i det nære sundhedsvæsen. Og her taler vi både forebyggelse, behandling og rehabilitering, siger Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, i meddelelsen.
Formanden for de praktiserende lægers organisation (PLO), Jørgen Skadborg, er enig i, at det er en af de mest presserende opgaver at styrke det nære sundhedsvæsen.
- Der er rigtig mange borgere, som udskreves tidligt fra sygehusene, og dermed har kommunerne fået en stor plejeopgave, som tidligere lå på sygehusene.
- Så der er behov for, at der tilføres de nødvendige lægelige og andre ressourcer til at kunne gøre det bedre i fremtiden for de borgere, de kalder ældre medicinske patienter, siger han til Ritzau.
På blot 15 år er den gennemsnitlige indlæggelsestid for de ældste patienter over 80 år ifølge Jyllands-Posten næsten halveret - fra otte dage til fem dage.
Udspillet fra KL og Ældre Sagen kommer, mens Sundhedsstrukturkommissionen i øjeblikket arbejder på en plan for at fremtidssikre sundhedsvæsnet.
Formanden for kommissionen, administrerende direktør i Kræftens bekæmpelse Jesper Fisker, har tidligere udtalt, at der de kommende år er brug for at styrke det nære sundhedsvæsen, hvor der i de senere år ellers har været fokuseret mest på sygehusene.
Formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S), der også er regionsrådsformand i Region Midtjylland, er langt hen ad vejen enig i analysen af de kritiske punkter – og delvis også i løsningen.
- Vi har fået omstillet de store sygehuse til højt specialiserede enheder og nedlagt senge, men vi har ikke været gode nok til at få hele kæden af sundhedstilbud til at hænge sammen, siger han til Jyllands-Posten.
13 forslag til bedre behandling af ældre
1. En national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre patienter, som ikke skal være på sygehus.
2. En national økonomisk model med incitament til, at sundhedsklyngerne behandler flere patienter uden for sygehusene.
3. Ansatte i kommunerne skal lettere kunne tilgå nødvendige patientoplysninger fra sygehus til den videre pleje og behandling.
4. Aftale om 72 timers behandlingsansvarlig læge skal udvides til også at omfatte skrøbelige ældre, der sendes hjem fra akutmodtagelse uden at blive indlagt.
5. Sygehuset skal sikre, at udskrevne patienter har medicin til de første 72 timer.
6. Lovgivningen på social- og sundhedsområdet skal blandt andet afspejle, at mere behandling varetages i nærmiljøet.
7. Kommuner og almen praksis skal have tættere samarbejde om at forebygge udvikling og forværring af sygdom blandt hjemmeboende ældre.
8. Ansatte i kommunerne skal have fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning.
9. Sygehuse skal stille speciallægeviden til rådighed for kommuner og almen praksis.
10. Sygehuse, kommuner og almen praksis skal have blik for ældre patienters samlede behov for eksempelvis træning, ernæring og medicin.
11. Ældre patienter og eventuelle pårørende inddrages i planlægning og beslutninger om deres eget forløb.
12. Bedre adgang for skrøbelige ældre til fleksibel udbringning af medicin fra apotekerne.
13. Der skal være klare aftaler om rammer for blodprøvetagning i skrøbelige ældres hjem.
Kilde: KL, Ældre Sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























