Svært udsatte borgere får lov at beholde narko
Svært udsatte borgere får lov at beholde narko

Over hele det danske land skal det nu være tilladt for de mest udsatte borgere at bære på narkotiske stoffer uden at få konfiskeret dem.
Det er en af konsekvenserne af regeringens såkaldte værdighedsreform, som vil blive præsenteret i sin fulde form i den kommende tid.
- Når man i dag konfiskerer stoffet, hjælper man ikke den udsatte. Vedkommende bliver ikke mere fri af, at man tager stoffet fra dem.
- Tit og ofte vil man ved at konfiskere stoffet blot sende vedkommende på jagt efter det næste fix, og det involverer ofte kriminalitet, siger Mette Kierkgaard, ældreminister for Moderaterne.
Regeringens værdighedsreform vil tage et grundlæggende opgør med, hvordan samfundets mest udsatte borgere behandles. Et centralt element for regeringen er, at straf og jagt på de mest udsatte stofmisbrugere ikke hjælper dem videre til et bedre liv.
- Når vi som samfund skal hjælpe dem, skal vi hjælpe dem på deres præmisser, siger Mette Kierkgaard.
Den nye afkriminalisering af narkotika skal kun gælde personer, der er udsat på to ud af tre parametre inden for en svær psykisk lidelse, misbrug og hjemløshed. Gruppen opgøres til at rumme omkring 12.000 borgere over 18 år.
Afkriminaliseringen har hidtil være gældende i særlige områder tæt på kontrollerede stofindtagelsesrum. Men nu vil regeringen udvide det til at gælde hele landet.
Ifølge regeringens tal er det to tredjedele af de mest udsatte, der bor udenfor byerne.
Afkriminalisering skaber mere værdighed
Fire organisationer - Kirkens Korshær, Stenbroens Jurister, Mændenes Hjem og KFUK's Sociale Arbejde - har tidligere foreslået afkriminalisering af stoffer for de mest udsatte.
Stinne Hjorth-Andersen er forstander for Reden København og Reden International, som er væresteder og rådgivningstilbud for blandt andet kvinder, der sælger seksuelle ydelser og som er i aktivt stofbrug.
Hun siger, at erfaringerne fra stofmiljøet på Vesterbro er, at afkriminalisering af stoffer er med til at skabe mere værdighed for de mest udsatte.
- Det er ikke en relevant strategi at jage og straffe mennesker, som er meget, meget udsatte og ofte i en eller anden form for kompleks situation omkring hjemløshed, psykisk sygdom, fattigdom, ikke noget relevant netværk og meget sparsom familie.
Stinne Hjorth-Andersen erkender, at der i sidste ende kan være en risiko for, at nogle udsatte fastholdes i misbrug, når stofferne afkriminaliseres.
- Det er et paradoks. Kan man pludselig skabe et incitament, hvor nogen har lyst til at bringe sig i en meget udsat position?
- Men der må man se på de gode erfaringer, vi har gjort os på Vesterbro. Retten til at have stoffer på sig har jo ikke gjort, at vi har set en tsunami af stofbrugere, der ikke har været den mest udsatte gruppe, siger hun.
Allerede i dag hedder det i lovgivningen, at der skal ske tiltalefrafald for besiddelse af stoffer til eget forbrug, når "sociale forhold taler herfor", og besiddelsen skyldes stærk afhængighed.
- Derfor handler det også om, at vi skal have den lovgivning til at virke, siger Stinne Hjorth-Andersen.
Hvorvidt en stofbruger slipper for konfiskering, bliver en konkret vurdering for den politibetjent, der møder borgeren. Som oftest vil de mest udsatte være kendte ansigter i lokalmiljøet, fortæller lederen af Reden.
- Tilsammen på tværs af de mange forskellige aktører, så ved vi godt, hvem de er, siger Stinne Hjorth-Andersen.
På Vesterbro uddeler organisationen Stenbroens Jurister plastikkort ud til de mest udsatte stofmisbrugere med oplysninger om, at de har ret til at have deres stoffer på sig, som de kan vise til politiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























