Sundhedspersonale skal opdateres på teknologi
Sundhedspersonale skal opdateres på teknologi

Der synes at være enighed om, at vores sundhedsvæsen både nu og fremover udfordres af den demografiske udvikling med en aldrende befolkning, som må leve med flere kroniske diagnoser. Dertil kommer borgernes forventninger om at kunne leve godt trods sygdom eller funktionsnedsættelse, forventningen om sammenhæng og indflydelse og kravet om mere og bedre for mindre.
Der synes også at være enighed om, at den telemedicinske udvikling og de digitale muligheder er blandt de vigtigste veje til at løse mange af sundhedsvæsnets problemer.
For eksempel anvender vi på Sygehus Sønderjylland allerede små, mobile, digitalt styrede robotter til transport af madservice og kemokure. Robotterne kører rundt på gangene mellem personale og patienter og tager selv elevatoren til næste etage.
Overblik via app
En anden digitalt styret robot anvendes til kirurgiske indgreb.
Afdelingerne benytter digitale informationsskærme til klinisk logistik, det vil sige styring af belægning og disponering af rum, patient- og personaleoversigt, koordinering af patientforløbet, kommunikation med diagnostiske afdelinger med videre.
Patienterne kan via en app holde styr på deres eget forløb og deres aftaler med sygehuset.
Kræftpatienter, der opholder sig i eget hjem, har mulighed for videokonsultation fremfor at skulle møde ind på sygehuset. Andre patienter har mulighed for via telemedicinske løsninger at rapportere om deres tilstand, for eksempel måle blodtryk eller andet ved hjælp af måleudstyr, der automatisk sender resultatet til sygehuset.
Videoløsninger anvendes også til konferencer mellem sygehus- og kommunalt personale.
Digital transformation ønskes
Overalt i sundhedsvæsnet pågår en massiv udvikling og indførelse af digitale og telemedicinske løsninger, både for at overkomme sundhedsvæsnets udfordringer men også for at give borgerne bedre og flere mulige løsninger, der passer til deres hverdag. e-Health (eller e-sundhed på dansk) er en ny sundhedspraksisform, som man både i Danmark og andre europæiske lande har taget til sig. Den er bygget op om elektroniske enheder og kommunikation. Patienterne skal kunne tilgå egne data på internettet, hvilket gør dem bedre informeret om sundhedsstatus og samtidig muliggør kommunikationen mellem sundhedspersonale og patienter.
Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening har i både 2012, 2013 og i 2018 i fællesskab udgivet strategi-papirer om denne udvikling i sundhedsvæsnet. Kendetegnene for disse strategier er, at man særligt har haft fokus på teknologierne, borgerens muligheder, samt udbredelse af løsningerne. At man ønsker, der skal ske en digital transformation af sundhedsvæsnet.
Personale mangler uddannelse
Mange penge investeres i test og udbredelse af digitale løsninger. Det er som om, alle har besluttet, at den digitale udvikling er svaret på sundhedsvæsnets problemer. Sundhedsøkonomer har dog råbt vagt i gevær. Vi får ikke nødvendigvis mere eller bedre sundhedsvæsen ved at få ny og mere teknologi. Nu er læger og sygeplejersker sat under ekstra pres af forventningerne til tempo i udbredelsen af den digitale teknologi.
Vores praktiske erfaring med nye digitale muligheder på Sygehus Sønderjylland er, at den vigtigste enkelt-faktor for effektiv implementering og anvendelse af nye digitale og telemedicinske løsninger er sundhedspersonalets digitale kompetencer. Sært nok fremgår dette ikke særlig tydeligt af de mange nationale strategipapirer og investeringsprogrammer for digitalisering af sundhedsvæsnet.
Digital begejstring og teknologisk fascination bør hænge sammen med en vis portion snusfornuft og et klart fokus på personalets behov for e-sundheds-kompetencer. 83.000 læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på sygehusene er oprindelig blevet uddannet til at beskæftige sig med patientens sygdom. Nu har de også behov for uddannelse i digitale kompetencer for at kunne håndtere de mange nye værktøjer og medier, der bliver testet og indført i sundhedsvæsnet.
Digitale A- og B-hold
Flere sundhedsuddannelser har fået øjnene op for, at uddannelse i e-sundheds-kompetencer skal knyttes snævert til det sundhedsfaglige indhold. Men vi står med et stort behov for digital uddannelse og træning af det personale, der allerede er beskæftiget med behandling, pleje og genoptræning i sygehuse, psykiatri, kommuner med videre.
Personalet skal i stigende grad både arbejde med digitale data og kommunikere digitalt via mange forskellige medier. En sundhedsperson må derfor effektivt kunne anvende og forholde sig kritisk og konstruktivt til de nye e-teknologier, som man præsenteres for og skal anvende i sit arbejde. Digitale teknologier fletter sig ind i alle arbejdsprocesser på et sygehus samt fagperson, patient, sygehus og kommune imellem.
Hvis man ikke behersker digitale kompetencer i dag, så vil man have et umådeligt handicap i sit arbejdsliv fremover. Omvendt har de, der mestrer digitale kompetencer, fået nye muligheder. Det er derfor i alles interesse, at vi får skabt muligheder for, at sundhedsvæsnets personale kan udvikle digital forståelse og kompetence.
Behov for mere end en manual
Helt konkret kræver arbejdet med nye digitale løsninger en veltilrettelagt hands-on-træning af sundhedspersonalet i brugen af værktøjerne, samt træning i kritisk anvendelse af data og forståelse for informationssikkerhed, etik med videre.
Handling før læring. Vi oplever, at det netop er gennem den konkrete træning i digitale færdigheder, at den enkelte medarbejder får åbnet for større indsigter i at kunne håndtere de data, man får ved brugen af de nye medier og løsninger. En nødvendig indsigt for at medarbejderen kan samarbejde, kommunikere, sammensætte og udveksle oplysninger på nye måder, der skaber værdi for patienten.
Det udgør en særlig udfordring, hvis teknologien virker i baggrunden af arbejdet. For eksempel som en automatisering der gør tingene lettere. For så risikerer man at tabe overblik og kontrol, hvis man ikke er klar over hvad der foregår. Effektiv og nyttig brug af digitale løsninger kræver et digitalt veloplyst personale. Færdighedstræningen er mere end en brugsvejledning.
Fælles EU-indsats
Veltilrettelagt træning sætter personalet i stand til at kunne reflektere over de nye muligheder og risici, der er forbundet med at anvende telemedicin og digitale teknologier. Etiske problemstillinger, utilsigtede organisatoriske bivirkninger og holdningsmæssige udfordringer følger ofte med indførelse af nye digitale redskaber. Både i forhold til arbejdspladsen, patienten og i forhold til samarbejdet med andre. Det er netop refleksionen over brug af digitale værktøjer, der er bestemmende for, hvor gode muligheder medarbejderen har for at agere bevidst både på arbejdspladsen og som fagperson sammen med borgeren.
Sygehus Sønderjylland har søgt og lige modtaget godkendelse af et EU-projekt. I samarbejde med seks andre EU-lande og med et budget på 7,5 millioner kroner skal vi:
1) Udvikle et koncept for “On the job training”, med henblik på bedre e-Health kompetencer
2) Opbygge en "Learning innovation unit", der kombinerer test og konkret træning i brug af digitale redskaber.
3) Udvikle et koncept til både at vurdere og anerkende digitale og innovative færdigheder og kompetencer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























