Efter en sommer med fodbold-EM, Tour de France og ikke mindst OL har danskerne haft rig lejlighed til at overvære et væld af sportsbegivenheder. Men når det kommer til sport, nøjes mange ikke med at indtage tilskuerens rolle – danskerne er også i stor stil selv aktive sportsudøvere.

Landets kommuner har en central rolle i danskernes daglige liv, og det er derfor naturligt, at kommunerne også involverer sig i idrætslivet for på den måde at være med til at skabe rammer for borgernes aktiviteter.

Selv om denne effekt nok ikke er så entydig, som den ofte præsenteres, når kommunale idrætsinitiativer søsættes, har kommuner i de senere år også engageret sig i idrætslivet med den begrundelse, at det vil styrke kommunen gennem positiv omtale og lignende, hvilket angiveligt skulle kunne tiltrække nye indbyggere og erhvervsvirksomheder, altså generere vækst.

Præcist hvordan kommunerne engagerer sig i idrætslivet afhænger af, hvilket sigte der er med den konkrete deltagelse. Men juraen sætter under alle omstændigheder nogle rammer for, hvad kommunerne kan gøre for at støtte idrætslivet. Reglerne er – som i så mange sammenhænge – mangfoldige, og rammerne, der udstikkes, skal vurderes konkret i de enkelte tilfælde. Der kan dog tegnes nogle hovedlinjer, og det gør jeg i denne kronik.

Breddeidrætten

Breddeidrætten er der, hvor kommunerne kan sætte ind, hvis de vil give borgerne mulighed for selv at dyrke sport. Det kan ske ved at skabe bedre rammer for borgernes egenmotion, eksempelvis ved at etablere motionsbaner i parker og skove, ved at udbyde idrætsaktiviteter som svømmeundervisning, eller ved at stille faciliteter til rådighed for idrætsforeninger.

Foruden kommunalfuldmagten – der altid ligger bag ved kommunale aktiviteter – er der navnlig to regelsæt, kommunerne skal iagttage, hvis de engagerer sig i breddeidræt, nemlig folkeoplysningsloven og konkurrencelovgivningen. 

Efter folkeoplysningsloven kan kommunerne yde støtte til foreninger, som udøver frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde. Støtten kan enten ydes som direkte økonomisk tilskud eller ved at stille faciliteter til rådighed for foreningerne. Kommunerne er i visse tilfælde forpligtede til at yde støtte, mens det i andre tilfælde er frivilligt, om en kommune vil anvende kommunale midler til at støtte idrætten. Folkeoplysningsloven angiver ikke, hvor stor en eventuel støtte skal være – det fastsættes af den enkelte kommune. Når det gælder støtte i form af faciliteter, foreskriver loven alene, at faciliteterne skal være i en stand svarende til, at de kan anvendes til deres primære brug. Efter Højesterets dom i sagen mellem Jetsmark Idrætsforening og Jammerbugt Kommune – hvor kommunen ikke var forpligtet til at opkridte græsarealer, der blev stillet til rådighed for boldklubben – synes kravene til udstyr ikke at være voldsomme.

Selv om kommunerne kan finde hjemmel til at støtte breddeidrætten, og dermed lovligt kan gøre det, kan der være konkurrencemæssige betænkeligheder ved at gøre det. Hvor der er hjemmel til at yde støtte, bliver de konkurrencemæssige overvejelser primært af politisk karakter – som en afvejning af fordelene ved at støtte over for risikoen for at skævvride et marked. Og politiske overvejelser er jo på ingen måde irrelevante i den kommunale virkelighed.

Eliteidrætten

Ser man på eliteidræt, kan kommunerne også spille en rolle. Kommunernes støtte til eliteidræt sker i dag overvejende på baggrund af eliteidrætsloven. Loven giver kommunerne mulighed for at yde økonomisk støtte til eliteidræt, medmindre der er tale om egentlig erhvervsvirksomhed. 

Grænserne for den hjemmel, loven giver kommunerne, er uklare – blandt andet kan muligheden for at yde støtte til eliteidræt inden for rammerne af aktieselskaber diskuteres – men loven stadfæster de muligheder, kommunerne tidligere har haft for at yde støtte efter kommunalfuldmagten. Yderligere giver loven mulighed for at yde økonomisk støtte til enkeltpersoner – altså den enkelte udøver – hvilket er nyt i forhold til kommunalfuldmagtens muligheder.

Eliteidrætsloven giver også mulighed for at yde støtte til organisationer. Dermed har kommunerne et grundlag for at gøre noget for eliteidræt i bred forstand. Loven kan blandt andet være grundlag for samarbejde med Team Danmark, hvilket en lille snes kommuner i øjeblikket har benyttet sig af.

En del kommuner har inddraget skolesystemet i bestræbelserne på at fremme eliteidrætten. Kommunerne har fx oprettet såkaldte talentklasser, hvor elever med særlige talenter – inden for idræt forstås – tilbydes særlige vilkår, så det bliver lettere at kombinere skolegang og idrætsudøvelse. I en juridisk sammenhæng er det værd at bemærke, at der ikke er nogen garanti for, at et hvilket som helst tiltag er lovligt, heller ikke selv om kommunerne kan finde hjemmel til at støtte eliteidræt. I eksemplet med talentklasserne er disse som udgangspunkt ikke i overensstemmelse med folkeskoleloven, men kan i stedet oprettes på dispensation fra ressortministeriet (for tiden Ministeriet for Børn og Undervisning). Da de første talentklasser blev etableret for nogle år siden, blev det tilsyneladende overset. Læren af denne historie er, at det er en god idé at analysere de juridiske konsekvenser af et godt tiltag, inden det sættes i værk – også selv om det kan virke som en bremse – måske ligefrem som en stopklods – for initiativrige politikere.

Den professionelle idræt

Når det kommer til professionel idræt, er den tungtvejende hovedregel, at der er tale om (sports-)aktiviteter, som drives i erhvervsregi, og at kommunerne derfor ikke må yde støtte til dette. Der findes undtagelser, men som hovedregel må kommunerne kun engagere sig i professionel idræt på markedsvilkår. Hvis det krav overholdes, kan kommunerne handle med de professionelle idrætsklubber i en række forskellige aktiviteter. Disse kan dels give klubberne det almindelige forretningsmæssige overskud og dels være med til at profilere såvel klubber som kommuner. Det kan være aktiviteter, hvor en kommune for eksempel køber reklameplads på spillerdragter, bortforpagter cateringfunktioner på stadioner eller køber billetter til en professionel klubs kampe.

Også i relation til det kommunale engagement i professionel idræt kan den kommunale foretagsomhed aftvinge beundring – og nogle gange forundring. Der ses således med mellemrum fantasifulde konstruktioner, hvor en kommune eksempelvis overdrager retten til at råde over navnet på et stadion til en idrætsklub, og efterfølgende pålægger et selskab med kommunal deltagelse at købe navnet til en høj pris. Der er i den forbindelse grund til at fremhæve, at kreativitet og jura sagtens kan gå hånd i hånd, men at de juridiske regler ikke kan følge med, der hvor kreativitet er et udtryk for omgåelse.:

 

Kronikkens forfatter er aktuel med bogen 'Kommuner og idræt' på DJØF Forlag