Kommunen.dk
MENU

Stress og chikane forfølger politikere

Undersøgelse viser, at mange folketingspolitikere døjer med stresssymptomer, og at de bliver chikaneret. Det påvirker demokratiet negativt, siger professor.

Stress og chikane forfølger politikere

Undersøgelse viser, at mange folketingspolitikere døjer med stresssymptomer, og at de bliver chikaneret. Det påvirker demokratiet negativt, siger professor.
Den oplevede arbejdstid for folketingspolitikere er 60 timer om ugen, og mange folketingspolitikere oplever ugentlige tegn på stress. (Arkivfoto).
Den oplevede arbejdstid for folketingspolitikere er 60 timer om ugen, og mange folketingspolitikere oplever ugentlige tegn på stress. (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
18. feb 2025
RITZAU

Trusler på sociale medier og i det offentlige rum. Stress på grund af et for uforudsigeligt arbejdsliv. Og en frygt for at udtale sig om politiske emner.

Det er et dystert billede, der tegner sig for de danske folketingspolitikere i spørgeskemaundersøgelsen "Politik under pres", som Helene Helboe Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, har udarbejdet.

28 pct. af folketingspolitikerne oplever, at de mindst én gang årligt bliver udsat for fysisk chikane.

- Det vil sige, at de bliver slået, skubbet og får kastet ting efter sig, eller nogle trænger sig ind på dem, siger hun.

Helene Helboe Pedersen peger på, at det er fem procent af svenske politikere, som inden for et år bliver udsat for fysisk chikane.

- Så ved selve niveauet for fysisk chikane - og det gælder også psykisk chikane og trusler - dér ligger danske politikere over svenske politikere. Det overrasker mig, at niveauet er så højt, siger hun.

Spørgeskemaundersøgelsen er blevet gennemført i efteråret 2024, og omkring 1.200 kommunal-, regionsråds- og folketingspolitikere medvirker. Omkring 80 folketingsmedlemmer, knap halvdelen af Folketingets medlemmer, har medvirket.

Helene Helboe Pedersen peger på, at danske folketingspolitikere er meget digitale og blandt andet er aktive på sociale medier. Derudover har borgerne mulighed for direkte kommunikation med mange politikere, hvis mailadresser og mobilnumre for manges vedkommende er frit tilgængelige.

De danske folketingsmedlemmer er ellers grundlæggende rigtig glade for at være politikere. Også selv om en arbejdsuge på måske 60 timer sætter sig i manges kroppe i form af stress.

- Hvis man forestiller sig, at de skal kunne træffe vigtige beslutninger og sætte sig ind i komplekst materiale, der kræver høj koncentration, så er det uhensigtsmæssigt - både for den enkelte, men også for demokratiet - at stresssymptomer er så udbredte, siger Helene Helboe Pedersen.

Folketingspolitikerne mener, at mulige løsninger på problemerne blandt andet kan være strengere straffe for trusler, digital sortering af beskeder samt bedre støtteordninger til for eksempel psykologhjælp.

Dertil kommer en bedre tilrettelæggelse af deres arbejde, så de ikke skal modtage indkaldelser til udvalgsmøder med kort afsæt eller papirer til samme møder i sidste øjeblik.

Her er man allerede i gang, siger Folketingets formand, Søren Gade (V).

- Vi reducerer antallet af udvalg efter næste valg, vi får bedre læsetid og længere tid fra fremsættelse til førstebehandling, siger han.

- Noget af det, der er lidt sværere, er det, der kommer udefra, chikanedelen. Men den måde, vi arbejder på i Folketinget og med regeringen, det er menneskeskabte udfordringer, som vi kan løse, hvis vi vil, siger Søren Gade.

Han kalder tallene for fysisk og psykisk chikane mod politikere, herunder trusler, for "vanvittige tal".

Over 40 pct. af folketingspolitikerne angiver desuden, at de enten undgår at ytre sig om emner eller at udtrykke holdninger, fordi de har oplevet at blive chikaneret.

- Det betyder, at den politiske chikane har den uønskede effekt, at nogle politikere simpelthen holder sig fra vigtige emner og debatter. Der bliver selvcensurering, og den er ikke tilfældigt fordelt, siger Helene Helboe Pedersen.

- Kvinder og yngre politikere er mere tilbøjelige til at drage den konsekvens af chikanen. Så den politiske repræsentation bliver ikke bare mindre, men den bliver også skæv, fordi det er nogle bestemte politikere, som især reagerer på chikanen, siger hun.

Travle politikere udsættes for trusler

Folketingspolitikere har en gennemsnitlig score på 7,7 på en skala fra 0 (meget utilfreds) til 10 (meget tilfreds) på spørgsmålet "hvor tilfreds er du helt overordnet med at arbejde som politiker?"

Den oplevede arbejdstid for folketingspolitikere er 60 timer om ugen.

Folketingspolitikere oplever ugentlige tegn på stress:

- 24 pct. har fysiske symptomer (søvnbesvær, åndedrætsbesvær og hjertebanken).

- 30 pct. har kognitive tegn på stress (svært ved at huske, koncentrationsbesvær og ubeslutsomhed).

- 35 pct. føler sig udbrændte (ulyst til opgaver, manglende overblik og finder opgaver uoverkommelige).

Folketingsmedlemmer oplever at blive udsat for chikane mindst hvert halve år:

- 28 pct. oplever fysisk chikane.

- 82 pct. oplever psykisk chikane (på gaden, i private beskeder eller via sociale medier).

- 43 pct. har modtaget trusler (på gaden, i private beskeder eller via sociale medier).

Kilde: Spørgeskemaundersøgelsen "Politik under pres".

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR