Hvis jeg var koncernchef i en stor virksomhed, ville jeg have verdens bredeste smil over de foreløbige regnskabstal 2016 for kommunerne: Sorte tal på bundlinjen, igen-igen. Juhuu!

Men nu er jeg bare en almindelig borger, der gerne vil give børnebørnene en god start i livet, være sikker på, at mine børn og svigerbørn kan få hjælp hos kommunen, hvis de bliver syge, ligesom jeg jo også gerne selv gerne vil kunne få hjælp til at klare dagligdagen, når den tid kommer.

Med den vinkel, som jeg deler med det meste af befolkningen, er der ingen grund til begejstring over de ”flotte” regnskaber. Bag de sorte tal gemmer der sig en lige så sort kendsgerning: Mindre velfærd.

Hvis det var et enkelt år, var det måske til at leve med; så kunne man jo rette op næste år, ikke helt uoverkommeligt, da mindreforbruget i 2016 ”kun” forventes at være 2,8 milliarder.

Men det er jo ikke første gang, kommunerne bruger færre penge, end de må. Det har de gjort siden 2011. Siden da, er der samlet set tale om et mindre forbrug på 22,5 milliarder kroner!

Resultatet har været, at der i 2016 er knap 7.000 færre skolelærere, 3.000 færre pædagoger, 2.000 færre pædagogmedhjælpere og assistenter, 7.500 færre dagplejere, 11.500 færre social- og sundhedsmedarbejdere, 3.500 færre specialarbejdere og knap 3.500 færre rengøringsassistenter – end 1. januar 2010.

Ikke underligt, at kritikken af den manglende velfærd vokser i befolkningen. Her er der ingen, der tror på skiftende finansministres påstand om, at man kan få mere velfærd for de samme eller færre penge.

KL har i flere år med rette peget på budgetloven som en vigtig årsag. Af frygt for at blive ramt af sanktioner – kollektive såvel som individuelle straffeforanstaltninger – tør de ikke bruge de aftalte beløb.

Som KL-formanden Martin Damm sagde for nylig i anledning af de foreløbige regnskabstal: - ”Hvis der bliver tegnet en streg i jorden og du bliver skudt, hvis du går over, så stiller du dig lige et stykke fra stregen”.

Men man kan ikke skyde al skylden på Bjarne Corydons budgetlov, som blev gennemført sammen med Martin Damms partifæller i Venstre. KL har jo selv aftalt en stadigtsnævrere serviceramme, som budgetterne er lagt efter.

Jeg indrømmer, at de gennem alle årene har været – og stadig er – oppe imod et flertal i Folketinget, der har prioriteret skattelettelser, som især kommer de 10  procent rigeste til gode, fremfor velfærd for det store flertal af befolkningen og  - som led i det – helt frivilligt har påtaget sig en spændetrøje i form af EU´s finanspagt.

Men det er jo ingen undskyldning. Al forandring begynder med en selv, som vi sagde i de glade 70´er, da velfærdsstaten stadig var under opbygning.

Jeg synes, det er på tide, at Martin Damm og KL selv trækker en streg i sandet, stiller sig på borgernes side og kræver en markant genopretning af velfærden og en afskaffelse af budgettyranniet som betingelse for at indgå en økonomiaftale for 2018.

Alternativet er skræmmende. Ikke kun for borgernes velfærd, men også for KL´s anseelse i befolkningen. KL er trods alt sat i verden for at være kommunernes – og dermed borgernes – forlængede arm overfor finansministeren, ikke omvendt. Det vil KL sikkert blive mindet om ved en række demonstrationer og protester mod nedskæringspolitikken den 10. maj.  :