Stop offentligt tyveri af private arbejdspladser
Stop offentligt tyveri af private arbejdspladser
I Danmark har vi en kæmpe offentlig sektor, som tit udbreder sit arbejdsfelt til opgaver, som både kan og burde løses af private. Over den seneste tid har Børsen sat fokus på, at kommuner og stat gentagne gange overtager private virksomheders arbejde eller metoder og dermed undergraver deres marked. Det er på tide at sætte en stopper for det offentlige tyveri af private arbejdspladser. Staten og kommunerne skal fokusere på deres kerneopgaver fremfor at drive virksomhed i konkurrence med private aktører. Det bliver endda helt grotesk, når private virksomheder skal hive statslige institutioner i retten, fordi de kopierer deres produkter uden tilladelse for at sælge dem til de samme kunder.
Når jeg læser historier om virksomheder, som føler, at kommunerne enten kopierer deres ydelser direkte eller langsomt udvider deres egne arbejdsopgaver udover, hvad der kan forventes af en kommune, bekræfter det blot, at Danmark for alvor har verdens største offentlige sektor. Et konkret eksempel er virksomheden Adecco. Adecco leverer HR-løsninger til virksomheder som vikarer, projektansættelser og match mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Sidstnævnte har Næstved Kommune kastet sin kærlighed på og tilbyder nu samme løsning som Adecco –bare gratis. Når vi har en dygtig privat leverandør, er det skævt, at en kommune vælger at tilbyde samme løsning og endda gratis. Hvis kommunen mener, at det er en grundig og effektiv leverandør, må de betale den private virksomhed for det.
Og når Styrelsen for IT og Læring vil lave en ny portal for 35 millioner til landets gymnasier, kan man undre sig over, at man ikke bare køber den ydelse hos Lectio, som over 80 % af gymnasierne allerede bruger.
Principielt må det være således, at hvis der findes et velfungerende og sundt privat marked og en kommune ønsker at udvide sit virke, skal det offentlige købe ydelser dér fremfor selv at løse opgaverne. Og hver gang det offentlige sætter en opgave i udbud og selv giver et kontrolbud, der vinder, så skal det indgå en kontrakt med sig selv. Såfremt det offentlige ikke lever op til deres eget bud på enten pris eller kvalitet, så skal udbuddet gå om, således at en privat aktør kan komme til. Kun på den måde sikrer vi, at det offentlige ikke ”stjæler” opgaver fra private leverandører til underpris.
Netop på grund af det offentliges absurde opførsel i disse sager er jeg glad for, at Sophie Løhde har varslet et eftersyn af lovgivningen, så vi kan sætte en stopper for det offentlige opgavetyveri. Det er kun rimeligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.