Rundt omkring i de danske kommuner cykler lokale politikere i disse dage rundt for at gøre opmærksom på sig selv. Kommunalvalget nærmer sig, valgkampen er i gang. Det er nu, det afgørende slag om vælgerne skal slås. Problemet er bare, at vælgerne ikke helt har opdaget, hvad det er, der foregår.

Lige pludselig står der en mand i en rød jakke eller en dame i en blå jakke udenfor håndboldhallen, når man afleverer ungerne til træning, eller de dukker op til de lokale byfester. Og langt de fleste mennesker vil tænke: 'Hvem i alverden er det, og hvorfor står han der i regnvejret – så gå dog hjem'. Folk der går forbi, genkender ikke de mennesker, der står der i røde, blå eller grønne jakker, for de aner dybest set ikke, hvem deres lokalpolitikere er. Kommunalvalget virker lige nu som uendelig langt væk, hvis man da overhovedet var klar over, at det er i år.

Tilfreds eller selvoptaget?

Stemmeprocenten er ikke imponerende, og lige nu arbejdes der i mange kommuner på højtryk for at finde de gode kampagner til at hverve flere vælgere. Særlig de unge hænger i bremsen, men heller ikke de 35-50-årige er flittige i den kommunale stemmeboks. Men hvorfor er der egentlig så få, der vælger at gøre brug af deres demokratiske ret og indflydelse? I andre lande ville man give sin højre arm for at få lov til at stemme og få indflydelse på den lokale politik.

I Danmark er vi sådan lidt ligeglade. Det er på en måde lidt pinligt. Vi har virkelig gode muligheder for at få indflydelse, men når det kommer til stykket, så gider vi ikke rigtig involvere os – det går jo meget godt. I andre lande ville man slå ihjel for den samme mulighed.

Det er lidt absurd. På den anden side så giver det ikke meget mening at lave den slags sammenligninger. Vi kan jo dårligt tillade os at beklage, at demokratiet er så rodfæstet en del af vores kultur og selvforståelse, at vi nærmest ikke engang længere lægger mærke til det. Vi kan jo dårligt tillade os at beklage, at det dybest set går meget godt, og at vi i store træk har mulighed for at leve præcis det liv, vi vil, i den kommune, vi bor i. Det er jo positivt, hvis det altså er et udtryk for tryghed ved demokratiet og tilfredshed med tingenes tilstand. Hvis det derimod alene handler om ligegyldighed eller selvoptagethed, forstået som, at man har så travlt med sit eget, at man ikke lige nåede det, så er der grund til at råbe op.

Den tabte helhed

Den kommunale politik interesserer os, når vi har brug for den. Det er måske lidt groft sagt, men der er vel noget om det. Interessen for den lokale politik kunne tænkes at være højest blandt de vælgere, der har brug for de lokale kommunale tilbud. Så forenklet hænger tingene nok ikke sammen. Men der er vel noget om, at vi i tiden har nemmest ved at blive optaget af det, der har en direkte relevans for vores liv: Hvordan de gamle har det på plejecentrene, om de rehabiliteres til at kunne klare sig selv eller får besøg af varme hænder fra det offentlige, hvordan normeringerne er i børnehaverne, eller om den lokale skole skal lukkes – jamen det kan vi ikke rigtig forholde os til, før vi selv bliver berørt af det.

Udfordringen for lokalpolitik er måske netop, at den er lokal og dermed meget konkret, hvilket man kunne forledes til at tro ville skabe et større engagement, men måske gør det modsatte. For om de lukker skolen i Søndermagle, det er jeg lidt ligeglad med, når jeg bor i Vestermagle. Man kunne indvende, at jo mere optaget man er af det nære, jo sværere bliver det at forholde sig til helheden.

Pligt til demokrati

Helheden er måske lige præcis det, der er kommunalpolitikkens udfordring. Det er svært at diskutere politik og især værdipolitik på kommunalt plan. Det er svært at engagere mennesker i lokale forhold, når de har 117 andre ting, de skal forholde sig til.

Men hvad skal vi stille op med alle de vælgere, der enten er ligeglade eller har for travlt med alt muligt andet til at gøre brug af deres demokratiske ret? Ja, allerede her har vi et fokus, der kan ændres, nemlig at det alene er en ret, en stemmeret. Vi kunne lægge langt mere vægt på, at der faktisk er tale om en stemmepligt. En pligt til at give sin stemme til kende. Jeg ved godt, at der er meget gammeldags og kedeligt at tale om pligter, undskyld. Men måske er det på tide, at vi betragter vores demokrati som en pligt i lige så høj grad, som det er en ret.

Ingen stemme, ingen brok

Det er da irriterende at være vidne til, at man ligefrem skal lokke vælgerne til stemmeurnerne med indsmigrende kampagner eller uddeling af søde æbler. Helt ærligt: Kom nu ind i kampen, kære vælgere.

Vi kunne starte med skolernes undervisning. Det er jo helt afgørende, at vi dannes til at forholde os til vores demokratiske pligt, dannes til at sætte pris på den og gøre brug af den. Vi kunne føre det med videre på ungdomsuddannelserne. Vi kunne alle gøre os umage med at diskutere værdierne for vores samfund. Vi kunne allesammen opfordre til, at man gør sin pligt og afgiver sin stemme. I hvert fald synes jeg, vi skulle blive enige om, at hvis man ikke afgiver sin stemme, så har man heller ikke lov til at brokke sig efterfølgende.

Lad os vedtage, at med stemmepligten følger brokkeretten.