6. marts 2022 vil gå over i historien, både for Danmark og for Det Konservative Folkeparti. Det var nemlig dagen, hvor vi endelig besluttede os for at gå fra at være afhængige af, at andre beskytter os, til at blive en del af et fællesskab, hvor vi beskytter hinanden. Med andre ord blev det dagen, hvor vi besluttede at leve op til vores NATO-forpligtelser.

Sikkerhed og frihed er ikke gratis. Det har resten af Christiansborg efterhånden erkendt. Derfor bliver vi nødt til at finde et større milliardbeløb. Grundlæggende er det sådan, at alle ikke kan gå fri af en så stor investering. Men vi har skruet aftalen sammen på en måde, hvor vi får dansk økonomi stærkt igennem, samtidig med at vi bibeholder et højt serviceniveau.

Vi står nemlig et godt sted, hvor vi har råd til at have et underskud. Derfor er der ikke behov for, at vi skærer i kernevelfærden, og der skal stadig være penge ude i kommunerne til, at vi kan tage hånd om alle dele af Danmark. Denne aftale kommer på ingen måde til at udhule kommunernes økonomi.

Stadig behov for reformer

Aftalen ændrer heller ikke på, at vi skal lave reformer. Danmark mangler arbejdskraft, og danskerne bliver ramt på pengepungen af de stigende priser. Derfor skal virksomhederne have flere hænder, og danskerne skal kunne beholde flere af deres egne penge. Med det konservative finanslovsforslag skaber vi 56.600 arbejdspladser og gør Danmark 57,9 mia. kr. rigere frem mod 2030. Det vil vi stadig. Hvis det stod til os, skal vi altså gøre samfundskagen endnu større. 

Det er om muligt endnu vigtigere end før Putins forfærdelige og uprovokerede invasion. Desværre kan vi nok ikke få de andre partier fra aftalen overtalt til den del.

Men jeg er stadig stolt af det nationale kompromis. Partier fra SF til Konservative er blevet enige om, at vi selvfølgelig skal yde vores bidrag til den fælles sikkerhed. Det er en historisk dag, især når man som jeg og mit parti længe har kæmpet for netop dette. 

Politik er det muliges kunst, og det er denne aftale et skoleeksempel på.

Vi konservative har længe sagt, at frihed og sikkerhed koster penge. Dem har vi nu fundet uden at gå på kompromis med kernevelfærden, hverken i staten, regionerne eller kommunerne.

Det er politik, når det er allerbedst.