Det kom som lidt af en overraskelse, da Bertel Haarder i sidste uge foreslog, at antallet af folketingsmedlemmer skulle reduceres til 149 med den begrundelse, at mange MF’ere angivelig ikke havde noget fornuftigt at lave.

De frie tanker fik lov at flyve som opfølgning på en kronik fra de to MF’ere Karsten Lauritzen (V) og Jeppe Bruus (S), der i Berlingske slog på tromme for at flytte magten tilbage til politikerne – og væk fra embedsmænd og kommissioner.

En af grundene til, at Bertel Haarder vil reducere antallet af politikere, er, at det kommunale selvstyre har overtaget en del af de opgaver, som tidligere blevet varetaget af Folketinget.

Der er vist ingen, der betvivler, at de 98 kommuner er blevet langt mere magtfulde efter kommunalreformen. Det stiller borgmestre, lokalpolitikere og embedssystemer overfor en række nye udfordringer, ligesom det også åbner for nye muligheder for at udøve indflydelse.

Det seneste eksempel er Aarhus Kommune, som vil åbne en ambassade i København. Tanken er, at den skal dække bybæltet omkring den jyske hovedstad. Det er interessant, at denne form for interessevaretagelse ikke længere anvendes som et mediestunt fra Lolland-Falster, men benyttes aktivt af landets ressourcestærke kommuner. Det understreger, at de nye kommuner har fået flere muskler at spille med, og at de er villige til at bruge dem i en benhård varetagelse af egne interesser. 

Travle kommuner 

De landspolitiske betragtninger fra d’herrer Haarder, Bruus og Lauritzen kunne imidlertid også give anledning til visse kommunale overvejelser. For hvis Folketinget har fået mindre at lave, så må kommunerne jo have fået mere.

Selvom indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager indledte KL’s topmøde den 20. marts med at finde portemonnæen frem og give de fremmødte kommunalpolitikere en klækkelig lønforhøjelse, skulle man ikke bevæge sig mange meter rundt i lokalet for at forstå, at det for mange er et helt andet sted, skoen trykker. 

For de fleste består udfordringen i at genvinde den politiske magt fra et embedssystem, som i de nye storkommuner opleves som uforholdsmæssigt stærkt. Menige kommunalpolitikere fortæller om støt voksende bunker af mødepapirer og sagsakter, som ikke levner megen tid eller plads til politiske og principielle diskussioner, og flere borgmestre melder om,  at det kan være vanskeligt at sætte en politisk dagsorden, fordi det kommunale embedssystem har stor berøringsangst i forhold til at blive involveret i partipolitisk rådgivning og idéudvikling.

Landspolitisk har man søgt at afhjælpe problemet ved at give ministrene mulighed for at ansætte en særlig rådgiver – også kaldet spindoktor – som bistår med udvikling af politik og mediehåndtering under friere rammer, end det øvrige embedskorps har mulighed for. Statsminister Helle Thorning-Schmidt udvidede ordningen til, at de ministre, som havde sæde i regeringens centrale udvalg, kunne ansætte to særlige rådgivere. Der er således klare regler for, hvordan den slags ansættelser skal håndteres. Ligeledes får partierne i Folketinget økonomisk støtte til presse- og sekretariatsbistand.

Behov for rådgivning

Københavns Kommune har tidligere haft sager om politiske ansættelser i overborgmester Frank Jensens sekretariat. Det er såmænd forståeligt, at borgmestre i store kommuner kan have behov for politisk rådgivning og sekretariatsbistand, men der findes i dag ikke et regelsæt, som muliggør dette. Kommunalpolitisk er disse funktioner derfor fuldstændig fraværende, og betjening af byråd og borgmester er stort set uforandret oven på kommunalreformen, selvom kommunerne er tredoblet i størrelse.

Der er ingen tvivl om, at behovet for politisk rådgivning og sparring, som hjælper borgmesteren med at sætte en retning og løfte en dagsorden, forøges, når kommunerne vokser. Ligeledes kunne det være en overvejelse at lade grupperne i byrådet ansætte sekretariatsbistand, som kan hjælpe med at snitte de politiske ideer til og bistå med rådgivning og det praktiske i forbindelse med udarbejdelse af nye forslag.

Kommunerne holdes i disse år under meget stram finansministeriel styring samtidig med, at det demografiske pres vokser. Det vil med stor sandsynlighed medføre en skærpet indbyrdes konkurrence om anlægsinvesteringer, placering af offentlige arbejdspladser med videre. Aarhus Kommunes beslutning om en ambassade viser, at denne indsats er i fuld gang med at blive professionaliseret. I lyset af de seneste ugers landspolitiske debat om at styrke politikernes indflydelse overfor embedsmændene kunne det være en overvejelse værd at åbne for ansættelse af politiske rådgivere og ditto sekretariatsbistand i kommunerne, så den politiske og pressemæssige bistand matcher kommunernes størrelse.