I denne tid er ministres særlige rådgivere - populært kaldet for spindoktorer - atter kommet i søgelyset, hvor medierne er gået i selvsving i deres behandling af fænomenet. Det sker stort set hver gang, at en af spindoktorerne er blevet taget i den blotte mistanke om urent trav. I det seneste tilfælde har tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens daværende særlige rådgiver Peter Arnfeldt angiveligt for halvandet år siden forsøgt at lække oplysninger om Helle Thornings og hendes mands private skatteforhold til Ekstra Bladet. Det er selvsagt bundulovligt og en dybt alvorlig sag, og hvis man findes skyldig, risikerer vedkommende fængselsstraf, siger de juridiske eksperter. Tidligere har en række af spindoktorer i offentligheden været anklaget for at have forbrudt sig mod diverse regler, uden at det dog er endt med en egentlig straffesag og domfældelse.

Siden Ekstra Bladet forrige søndag valgte at bryde kildefortroligheden, har spindoktorerne og deres rolle igen været til debat, hvor aviserne flyder over med populistiske avisredaktører, kloge, men noget verdensfjerne professorer fra medielæreranstalterne samt ofte fuldstændigt uvidende vox populi, der står i kø for at angribe spindoktorerne og alt deres uvæsen. Fælles for kritikerne er at de stort set intet svar har på, hvad man så skal sætte i stedet for. For det er for de fleste indsigtsfulde mennesker på området en kendsgerning, at toppolitikere har brug for rådgivere, der kan håndtere de stadigt mere krævende medier, der vokser i antal, og som kræver ministrenes opmærksomhed 24 timer i døgnet. 

Svævende idéer

Nogle af de mere letbenede kritikere af spindoktorerne forsøger således at fremmane en virkelighed, der ikke længere eksisterer. Man forestiller sig, at man i en moderne medietid lader spindoktorer udskifte med almindelige ministerielt ansatte pressemedarbejdere, der blot sender pressemeddelelser ud til redaktionerne og så i øvrigt prioriterer adgangen til ministeren ligesom en personlig sekretær. Idealet er – sådan ser det ud - noget i retning af, at ministrenes kommunika­tion skal ske på nogle helt andre vilkår og i andre rammer end dem, som en opposition er underlagt. Det er i sig selv svært at forestille sig, at moderne politikere - både dem, der befinder sig i regeringskontorerne, og regner med at komme det - vil acceptere de krav, og spørgsmålet er, om det i det hele taget er hensigtsmæssigt. For uden spindoktorer vil politikerne blive nødt til at finde andre måder at skærme sig af fra omverdenen og kommunikere med pressen i dølgsmål. I en sådan verden vil endnu flere myter om lukkethed så kunne opstå. Alternativt kan man gøre som Birthe Rønn Hornbech og helt lade være med at kommunikere.

Der bør i øvrigt sondres mellem spindoktorer ansat af partierne i pressetjenesterne, som man som oftest benævner ”pressechefer”, der aflønnes af partierne, og så ministrenes ”særlige rådgivere”, der får løn fra statskassen. De sidste er underlagt for længst vedtaget og ganske omfattende regulering for, hvad de må og ikke må foretage sig. Kritikerne efterspørger i et betydeligt omfang noget, der allerede findes. Problemerne opstår, når reglerne bliver overtrådt, som Ekstra Bladets afsløring tyder på, er sket i sagen med de lækkede skattepapirer. Statsministeren selv formulerede det glimrende på sit pressemøde i sidste uge, da hun sagde, at man ikke laver trafiklovgivningen om, blot fordi nogen er kørt over for rødt. 

Politikerne har for længst indset nødvendigheden i at have rådgivere, de kan spare med i det daglige, uden at embedsværket blander sig.  Denne del af deres arbejdsopgaver er så også den mindst kontroversielle, selvom den faktisk er den vigtigste. Det er egentlig først, når spindoktorer bliver ’proaktive’ i forhold til medierne, dvs. begynder at sælge historier eller oplysninger ind til journalister, at problemerne kan opstå. Og det er nu engang en del af det politiske spil at få ens bly til at ligne guld og naboens guld til at ligne bly.  Det er en måde, hvor politiske modstandere tester hinandens politik, og hvor alle svagheder og nuancer dermed kommer med. 

Fyrsten

Det er i øvrigt morsomt at opleve, at de samme medier, der rynker på næsen af spindoktorerne – samtidig også fascineres af hele myten om denne ’Mørkets Fyrste’, der i det skjulte trækker i trådene og kan udrette mirakler ved at kunne få møgsager forsvinde fra mediedagsordenen som dug for solen. Det ses for ­eksempel i tv-serien Borgen, hvor skuespilleren Pilou Asbæk portrætterer spindoktoren ’Kasper Juul’, der klarer ærterne for statsministeren, ’Birgitte Nyborg’. I den amerikanske serie ’West Wing’ er spindoktoren i højere grad end i den danske kopi en ­idealistisk arbejdsnarkoman, der er såre bevidst om, at de er dybt privilegerede ved at arbejde på en ganske særligt spændende og betydningsfuld arbejdsplads.  

Mediernes syn på spindoktoren skifter derfor afhængig af situationen.  Det ene øjeblik er spindoktorer som for eksempel ’Kasper Juul’ fra ’Borgen’ portrætteret og omtalt som en glamourøs figur, mens han eller hun i det næste øjeblik, for eksempel i det mere og mere bornerte Ekstra Blads bodegasegments-leflende kontekst, i et betydeligt omfang ses som overvurderede yngre mennesker hinsides moral, der helt uforståeligt tjener i omegnen af en million kroner årligt, og som aldrig har lavet et ærligt stykke arbejde. Men som til gengæld bruger skatteydernes penge til at få tiden til at gå med at manipulere rundt med de folkevalgte politikere, bedrive uendelige rænkespil, desinformere vælgerbefolkningen og tiltuske sig magtbeføjelser, som ingen har givet dem. 

Sandheden? Ja, den er ofte mere nuanceret end som så. Men det er der ingen, der bryder sig om nu, hvor kræfterne sættes ind på at få klynget hele kollektivet af de forbandede spindoktorer op!