Det har været svært for Lene Tanggaard at finde gode cases til sin nye bog Det kreative nej, for erfaringer med afvisning og fiasko er sjældent noget, folk har lyst til at dele med andre. Men det er ikke den enkeltes svar at ruste sig imod kriser og mistrivsel, det er en fælles udfordring, skriver hun her.
Det har været svært for Lene Tanggaard at finde gode cases til sin nye bog 'Det kreative nej', for erfaringer med afvisning og fiasko er sjældent noget, folk har lyst til at dele med andre. Men det er ikke den enkeltes svar at ruste sig imod kriser og mistrivsel, det er en fælles udfordring, skriver hun her.
Pixabay

Smid rustningen og skab en robust kultur

SOMMERLÆSNING: Professor i kreativitet Lene Tanggard har skrevet en bog om det kreative potentiale i at blive afvist. Kommuen.dk bringer her et uddrag.

boguddrag

Af bogens forfatter Lene Tanggaard, professor i kreativitet og rektor på Designskolen | [email protected]

  Med et fokus på afvisninger kan vi for eksempel få øje på, at man ikke selv bestemmer alting, men at andre kan vælge ikke at inkludere, ikke at give adgang og simpelthen at afvise henvendelser. At lære at acceptere denne kraft, som kommer uden for os selv, kan måske gøre os mindre sårbare.

DA VI RYKKEDE ’IND I HOVEDET’

Engang var spøgelser, djævle, onde ånder og sære væsener en del af naturen. Det var fænomener uden for mennesket, som man måtte forhandle med og komme overens med efter bedste evne. I det hele taget gjaldt det i gamle, gamle dage om at finde sin plads i en verden, hvor den enkelte ikke var altings centrum og derfor heller ikke behøvede at bære alting på sine skuldre. Men så skiftede kulturen fra middelalder til renæssance, individet kom i centrum, og det var godt. Og det var ondt. Hele hæren af spøgelser, djævle, onde ånder og sære væsener rykkede ind i hovedet. Vi må stadig prøve at forhandle med dem og komme overens med dem, men det er svært, for de lever inde i os selv.

De færreste af os bruger i dag ord som ånder og djævle, men det gør Bjørn Bredal, forstander på Johan Borups Højskole i København, i ovenstående uddrag fra en klumme i Politiken i februar 2020. Jeg inddrager den her, fordi klummen i sin essens fortæller, hvorfor vi i stigende grad forhandler med ’det onde’ inden i os selv. Psykiatriske diagnoser er med til at vende vores blik indad, fordi de forklarer mange psykologiske tilstande ved at henvise til individuelle symptomer, mens djævle og onde ånder mest bor ude i verden og vist højest tager bolig i os, hvis man tror på den slags, hvilket de færreste moderne mennesker jo gør. Kenneth Gergen og Karsten Mellon henviser i deres seneste bog Socialkonstruktionisme til, at hver tiende amerikaner nu er diagnosticeret som psykisk syg. Der bruges milliarder af dollars på psykofarmaka, og psykoterapien suppleres i stigende grad af neurovidenskab og farmakologi. De spørger også, om vi ikke bør være mere kritiske over for denne sygdomskultur, som vi langsomt og sikkert overtager. I min terminologi i denne bog kunne et bud være, at vi i højere grad burde afvise noget i stedet for at tage tingene ind. Vi burde se nærmere på vores handlinger eller på vores fællesskaber og mangel på samme mere end at tro, at vi hver især kan forklare vores liv ved at se indad.

  De spørger også, om vi ikke bør være mere kritiske over for denne sygdomskultur, som vi langsomt og sikkert overtager. I min terminologi i denne bog kunne et bud være, at vi i højere grad burde afvise noget i stedet for at tage tingene ind.

Vi retter nemlig ikke i særlig grad skylden udad, men snarere indad. Det skyldes uden tvivl, blandt mange andre faktorer, en sekulariseret verden, hvor religiøse termer er veget for videnskabelige forklaringer på vores sindstilstande. Psykologien som fag har også været med til at vende vores blik indad i os selv. Mange af de klassiske psykologiske begreber som for eksempel kognition, emotion eller motivation henviser til tilstande inden i det enkelte individ. Man er motiveret, eller man kan være det. Man føler noget, eller man har en følelse. Man tænker, eller man har en tanke. Vi taler om det intra-psykologiske (det, som er inden i) og sætter det i forhold til det inter-psykiske (det, som er imellem os), men vi forbinder meget sjældent ’intra’ og ’inter’ i en ægte forbindelse, der opløser begge for at se mennesket som værende situeret i verden og ikke stående uden for denne i et interaktionsforhold. Med andre ord: Når jeg står med et andet menneske i hånden med blikket rettet ud over højdedraget, bylandskabet eller søen, så er jeg ikke nødvendigvis i en interaktion. Måske er jeg bare i verden sammen med den anden.

Nødvendigheden af udfordringer til main­ streampsykologien
Nyere psykologiske teorier, for eksempel den kulturpsykologi, som jeg selv arbejder med, forsøger at udfordre den meget individualistiske mainstreampsykologi for at rette vores blik mod den verden, som vi sammen bebor, og som er med til at gøre os til de mennesker, vi er, med de præferencer og særheder, vi måtte have. Nogle taler endda om en post-psykologi, som stadig er en psykologi, men en position, der forholder sig kritisk til en ensidig individualisering af termer knyttet til det psykologiske. En post-psykologi har ikke noget imod følelser eller motivation, men det er en psykologi, der vil lære os at komme lidt ud af hovederne og at blive opmærksomme på det, der skaber det, vi oplever. Sådan lidt enkelt skrevet, så er der forskel på at bruge motivation eller vendingen ’at være motiveret for noget’. Sidstnævnte formulering henviser til, at det ikke er en tilstand inden i mig, at man kan mangle motivation, men at man kan være motiveret for noget eller det modsatte. Vi får pludselig øje på det ’noget’, som er i den verden, vi bebor sammen.

Ved at rette opmærksomheden mod afvisningen som begreb kan man sige, at jeg også melder mig under de post-psykologiske faner, i hvert fald i den forstand at begrebet vender opmærksomheden ud i verden. Vi kan opleve os afvist og mærke modstand, men vi kan også afvise andre. Problemer eller muligheder er altså ikke blot inde i mig som person. De findes mellem os; det er nogle, vi skaber eller kan gøre noget ved sammen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde at udvikle begreber og sprog om det, som er imellem os, fordi jeg tror, at det kan give os mod på at handle på de udfordrin- ger, vi møder.

Bjørn Bredals klumme i Politiken om de mange djævle og onde ånder udfordrer vores ideer om de unges udfordringer. Vi skal have fokus på de strukturelle og samfundsmæssige vilkår, der er medvirkende til at skabe mistrivsel, skriver han. Stadigt flere børn og unge diagnosticeres med psykiske lidelser. Rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Trine Nielsen, skrev tilsvarende 6. februar en kronik på mediet Altinget. Her skriver hun, at de aldrig tidligere på journalisthøjskolen har haft så mange studerende, der ikke trives, og under alle omstændigheder har der givet ikke været et stort fokus på det. Det er et alvorligt samfundsproblem. Trine skriver meget klogt:

'For et sårbart sind er det vigtigt at kunne stoppe op, tage en pause, udsætte et semester eller på anden måde opleve fleksibilitet, så krop og sind kan følge med. Det at tage en uddannelse er selvfølgelig et spørgsmål om at tilegne sig et fag. Men det handler også om at blive styrket som aktiv sam- fundsborger, så den enkelte unge endnu bedre kan være med til at forme fremtiden og være noget for andre. Det er svært, hvis man som menneske ikke selv har det godt.'

Trine Nielsen skriver, at vi fra tidligere undersøgelser ved en del om, hvad der fremmer trivsel blandt studerende. Det handler om et godt socialt miljø, faglige fællesskaber og det at være en del af en gruppe. Det er simpelthen det, der hjælper allermest – at være del af noget og at opleve, at man hører til. Bjørn Bredal skriver i sin klumme, at vi er gået fra at skulle vare os for en række trolde og uhyrer i naturen, senere blev det samfundsmæssige strukturer, som man gav skylden for dette og hint, men i nutidens samfund er vi tilbøjelige til at klandre os selv. Vi vender skylden indad. Måske er det på tide at finde på noget andet. Med et fokus på afvisninger kan vi for eksempel få øje på, at man ikke selv bestemmer alting, men at andre kan vælge ikke at inkludere, ikke at give adgang og simpelthen at afvise henvendelser. At lære at acceptere denne kraft, som kommer uden for os selv, kan måske gøre os mindre sårbare. At kunne håndtere afvisninger og modstand kan tilsvarende være med til at gøre os mere robuste, hvis vi samtidig forstår, at mennesket har værdi i sig selv, og at en afvisning ikke i sig selv behøver at udfordre denne værdi.

Mens afvisningsbegrebet med det samme retter vores opmærksomhed på handling og på den, der måtte forårsage eller opleve en afvisning, så er for eksempel robusthedsbegrebet straks mere individualiseret. Det er, måske som tegn på en tiltagende individualiseret kultur, for alvor kommet ind i hver- dagssproget. Det er de robuste, der kan tackle afvisninger. Eller er vi nu så sikre på det? Jeg synes ikke, det er noget særlig godt begreb. Der er nemlig meget usikkerhed om, hvad vi overhovedet mener med robusthed. Hvem er det, der skal være robuste og hvorfor? Det kan synes tidstypisk, at vi netop er optaget af at kunne ruste os. I en stadig mere usikker og kaotisk verden har vi tilsyneladende brug for at kunne være robuste. Eller vi mener måske retteligt en masse om, at det er noget, andre skal være. Det bliver en slags svar på vores livsvilkår, men brugen af begrebet robusthed har store kon- sekvenser i praksis. Nogle kunne også tænke, at jeg med et fokus på afvisninger egentlig bare vil lære de unge at være mere robuste, men jeg er ikke så sikker på, at det er klogt. Lad os se lidt nærmere på de dilemmaer, som begrebet sætter i spil, med afsæt i nogle konkrete eksempler, som forbinder sig til afvisningen som fænomen.

  Overordnet set var han af den overbevisning, at hans egen generation af læger er mere hårdføre og mere kaldsbevidste samt mere robuste end den yngre generation. Udsagnene fremkaldte straks en modreplik fra en af de lidt yngre, kvindelige overlæger. 'Nej', sagde hun. 'Det kan aldrig blive den enkelte læges ansvar at være robust nok. Vi skal bygge miljøer op, der er robuste. Vi bliver stærkere sammen. Det handler om den kultur, man skaber på afdelingerne. Det handler om, hvor gode vi er til at støtte hinanden'.

Er de unge mindre robuste?
For et par år siden holdt jeg oplæg for en række overlæger et sted i Danmark. Vi kom i den forbindelse til at tale om robusthed. En af lægerne – jeg husker det, som om det var en ældre, mandlig overlæge – mente, at de yngre generationer af læger ikke er robuste nok. Han sagde nogenlunde følgende: 'De er ikke klar til at investere det, det kræver at blive en virkelig dygtig læge. De går for meget op i den såkaldte balance mellem arbejde og livet som sådan'. Lægen mente også, at kaldet er på retur. Det vil altså sige den ægte kærlighed og livslange forpligtelse til faget og oplevelsen af at være kaldet af noget større end sin egen karriere. Overordnet set var han af den overbevisning, at hans egen generation af læger er mere hårdføre og mere kaldsbevidste samt mere robuste end den yngre generation. Udsagnene fremkaldte straks en modreplik fra en af de lidt yngre, kvindelige overlæger. 'Nej', sagde hun. 'Det kan aldrig blive den enkelte læges ansvar at være robust nok. Vi skal bygge miljøer op, der er robuste. Vi bliver stærkere sammen. Det handler om den kultur, man skaber på afdelingerne. Det handler om, hvor gode vi er til at støtte hinanden'.

Når jeg nævner episoden i denne kontekst, så er det ikke for at udstille hverken den ene eller den anden position, men for at fremhæve, at disse findes, og jeg mener sådan set, at begge positioner er helt legitime, og min erfaring fortæller mig også, at de findes mange steder, i flere fag, i forskellige udformninger. Der kan være tale om generationsforskelle, kønsforskelle og alle mulige andre forskelle i vores grundlæggende opfattelser af, hvad det vil sige at være i et fag, at være robust nok til at magte det og måske også i relation til vores traditioner for at tale om den slags. Et afgørende spørgsmål er, om robusthed er noget, den enkelte skal klare og tage ansvar for, eller om vi kan arbejde med det mere organisatorisk og i miljøet. Jeg hælder klart til den sidste fortolkning, som ikke behøver at tage ansvaret fra os hver især til at være mere modige, risikovillige eller tage ansvar for at turde at afvise eller at håndtere afvisninger fra andre.

Et par uger efter oplægget for overlægerne ringede en arbejdsmiljørepræsentant fra et gymnasium til mig. Hun fortalte, at mange gymnasielærere oplever en stigende følelsesmæssig belastning i deres arbejde, med ændrede arbejdsvilkår, nye opgaver for gymnasierne, en ændret elevgruppe og en medfølgende moralsk udmattelse på grund af afstand mellem det, man ved, man kan levere som lærer, og de behov, eleverne måtte have for god undervisning, og så de vilkår, der er for dette. Hun fortalte, at der ikke er tradition for at tale om dette i gymnasiet. Man taler, lidt karikeret, om det fag- lige. Hun mente, at en vej frem for lærerne er, at de får et arbejdsfællesskab, hvor de også kan diskutere de ændrede vilkår for deres lærergerning. Dette flugter på sæt og vis med pointen om, at robusthed i forhold til nye krav er noget, man kan skabe betingelser for i et professionelt og kollegialt fæl- lesskab, således at det ikke alene bliver den enkeltes moralske opgave at kunne stå imod nye krav. Robustheden vil her kunne fortolkes som et spørgsmål om at udvikle et sprog for den nye opgave, som ligger i arbejdet, frem for at det alene forstås som en indre kvalitet, som nogen har eller ikke har. Her kan man netop hævde, at modstanden fra nye arbejdsvilkår kan blive et kreativt afsæt for at udvikle nye forståelser af, og nye praksisser for, undervisning i et gymnasium eller for opfattelsen af, hvordan en læge skal arbejde og leve sit liv. Lad os se lidt nærmere på selve robusthedsbegrebets forskningsmæssige ophæng.

Modstandsdygtighedens opkomst
Forskningen i resiliens er det forskningsområde, som nok er mest relevant i en diskussion om robusthed. I denne forskning er det en ofte fremhævet pointe, at resiliens, forstået som modstandsdygtighed, er et resultat af et komplekst samspil af en række sammenvævede beskyttende faktorer for eksempel i et barns eller et ungt menneskes liv. Man er ikke enten robust eller ikke robust. Det afhænger af alt det, der i øvrigt er i det enkelte menneskes liv. Selvom man som barn er født i en familie med få økonomiske, sociale eller kulturelle ressourcer, så kan en række andre faktorer beskytte mod de konsekvenser, dette kan have. Hvis et barn er blevet svigtet, hvis skolen viser sig at rumme en masse nederlag, så kan mødet med en signifikant person, for eksempel en fremragende og omsorgsfuld lærer eller pædagog, være netop det, der ender med at beskytte barnet imod et sammenbrud. En ven, en plejefamilie eller andet netværk, der ender med at fungere som primær støtte i hverdagen for barnet, kan for eksempel gøre en enorm forskel. Derved kan et barn, der i udgangspunktet ikke er begunstiget af beskyttende faktorer, ende med at blive særdeles robust.

  Men måske er det ikke et spørgsmål om at galvanisere sig, tage en rustning på eller at ruste nogen til noget. Med den retorik risikerer vi at sætte kursen i en gal retning, fordi vi i for høj grad overlader ansvaret for robusthedens tilstedeværelse til individet. I stedet for at designe rustninger til folket skal vi måske tale om, hvordan vi kan designe og bygge noget op sammen.

Et biologisk begreb i en usikker tid
Resiliensbegrebet kommer oprindeligt fra biologien, hvor det betegner økosystemers evne til at gendanne sig eller genopstå i en ny form, efter at de er blevet ødelagt af noget udefrakommende.

I et moderne samfund med flere valg, flere usikkerheder og mere kaos skabes en grobund for resiliensbegrebet. Svælget mellem behovet for selvrealisering og de reelle muligheder for dette er voksende. Vi bliver afvist og kan opleve, at vi skal være mere robuste. Kort sagt: Et samfund, hvor alt er forudsigeligt, behøver ikke at gøre sine borgere modstandsdygtige, fordi forudsigeligheden vil minimere eventuelt kaos. Borgeren sættes ganske enkelt ikke i en række valgsituationer, der kan udgøre risici i forhold til livsvalg. Et sådant forudsigeligt samfund findes naturligvis ikke, men med sti- gende og intensiveret usikkerhed sættes borgere og individer i et givet samfund med disse karakteristika mere usikkert på fødderne. Rødderne rækker ikke så dybt ned. Så vi står altså i en situation, i en moderne og usikker tid, med et tilsyneladende intensiveret behov for at kunne være robuste og for at kunne tackle afvisninger.

Men måske er det ikke et spørgsmål om at galvanisere sig, tage en rustning på eller at ruste nogen til noget. Med den retorik risikerer vi at sætte kursen i en gal retning, fordi vi i for høj grad overlader ansvaret for robusthedens tilstedeværelse til individet. I stedet for at designe rustninger til folket skal vi måske tale om, hvordan vi kan designe og bygge noget op sammen. Det kan vi for eksempel gøre ved at bruge noget tid på at opbygge stærke arbejdsfællesskaber og dermed i fællesskab lære at være kreative i den modstand og med den modstand, som livet kan byde os.

Er vi lige robuste?
Er bestemte brancher eller fag mere hårde end andre? Og hvem er det, der skal være robuste og hvorhenne?

På en konference om videregående uddannelser i Wales i december 2019 holdt tre danske forskere oplæg om studerendes forhold til deres egen karriere undervejs i universitetsstudierne. Her blev det, med afsæt i fokusgruppeinterview med omtrent 30 studerende fra Aarhus Universitet, fremhæ- vet, at der findes fag, hvor de studerende forekommer at være mere robuste end i andre fag. Studerende fra filosofi synes for eksempel ifølge disse forskere at have en tilgang til egne studier og til egen karriere, der bygger på en grundopfattelse af, at viden har værdi i sig selv og ikke skal tilegnes med henblik på en bestemt karriere. Disse studerende blev af oplægsholderen betegnet som robuste, selvsikre og selvstændige. I sammenligning hermed fandt forskerne to andre typer af studerende. Ud over de robuste fandt man de rationelle og usikre studerende og de socialt bevidste. Svarende til det, forskerne benævnte som henholdsvis universitetsmodus 1, 2 og 3.

Universitetsmodus 1 er den klassiske universitetsmodel med rødder tilbage til Humboldt og et klassisk dannelsesideal, hvor viden betragtes som en værdi i sig selv. Modus 2-universitetet vokser frem i løbet af det 20. århundrede og betragter viden som værdifuld i den forstand, at denne viden er nyttig for samfundet. Modus 3-universitetet er det hyper-moderne universitet, hvor man begrunder både viden og valg af studier under hensyn til, hvorvidt disse er med til at forandre verden og gøre en meningsfuld forskel.

Et eksempel på modus 3-universitetet er Syddansk Universitet, der har lanceret sig som et FN’s Verdensmåls-universitet. Alle tre universitetsmodi kan sameksistere på det samme universitet og i varierende grad på forskellige fag og i forskellige perioder. Pointen i forskernes oplæg var, at de tre modi for det at bedrive universitet ser ud til også at svare til tre forskellige typer af studerende.

Man kan således hævde, at de studerendes orienteringer er betinget af universitetets overordnede strukturer samt de økonomiske, kulturelle og politiske rammer, men det er interessant, at det er ’modus 1-studerende’, der betragtes som de mest robuste, og at bestemte fag som for eksempel filosofi konnoterer robusthed. Robust er altså ikke bare noget, man er eller ikke er, men også noget, der opstår som led i et studievalg, og som måske også er betinget af studerendes sociale baggrund. Sidstnævnte kunne det pågældende studie dog ikke udsige noget om, da man ikke havde data om de studerendes sociale baggrund eller om betydningen af køn i forhold til robusthed. Under alle omstændigheder viser studiet, at robusthed ikke bare er noget, nogle studerende ejer som en indre kvalitet. Det har sammenhæng med både universitetskarakteristika og med fagenes egenart. Vi har altså brug for at kunne afvise alt for simple forklaringer på, hvad og hvem der er robuste.

At afvise simple forklaringer
Den danske forsker Lars Knudsens ph.d.-afhandling om lærerstuderendes praktik er interessant i en diskussion af de forklaringsmodeller, vi anlægger, når vi skal forklare succes eller fiasko, robusthed eller det modsatte. En af Knudsens pointer er, at lærerstuderende er tilbøjelige til at forklare egne succeser som lærer med henvisning til egen indsats og egen tilsvarende fiasko med henvisning til sig selv. Kort sagt: Når vi lykkes, er det vores egen skyld, og når vi ikke lykkes, så er det også vores egen skyld.

  Jeg mener, at vi skal lære at vende blikket mod relationer og mod strukturelle og samfundsmæssige vilkår for at kunne give mere plads til en bedre forståelse af menneskets lidelser, mistrivsel og ubehag og for at kunne forklare dette i et lys, der ikke altid vender mod individet selv.

Knudsen baserer sine konklusioner på analyser af lærerstuderendes praktikrapporter og har som en af sine afgørende anbefalinger, at læreruddannelserne fokuserer på at lære de studerende de analytiske færdigheder, som det kræver at kunne se handlinger i et bredere, situeret perspektiv. Det vil altså sige, at man kan træne studerende i at anskue en given situation med blik for det hav af samvirkende aspekter og faktorer, som er i spil. For at forklare det, der sker i en given undervisningssituation, skal man kort sagt ofte medtænke en række forhold i selve situationen såvel som uden for situationen, for eksempel hjemme i barnets hjem, i fritidslivet, i livet uden for klasseværelset og så videre. En god lærer er ikke altid noget, man selv kan bestemme sig for at være, for man er afhængig af, at andre også er med til at spille en 'fri', om man så må sige.

På tilsvarende vis er robust heller ikke noget, man er eller ikke er. Det ligger ikke som en hemmelig ingrediens og venter på at blive fundet. En dygtig lærer er ikke noget, man bare er eller ikke er. Det er noget, der forbinder sig til situationens vilkår. Det er noget, der kan skabes betingelser for i en given kulturel ramme. Det er noget, der forbinder sig til bestemte fag og bestemte uddannelser og for eksempel uddannelses- eller universitetstraditioner.

Afslutning
Vi får nok ikke moderne mennesker til igen at tænke på djævle og onde ånder, og det er måske heller ikke videre frugtbart, men afvisningen som begreb kan lære os noget om at vende blikket udad mod verden og ikke forklare alle handlinger med afsæt i noget, der foregår inde i hovedet på os selv Jeg mener, at vi skal lære at vende blikket mod relationer og mod strukturelle og samfundsmæssige vilkår for at kunne give mere plads til en bedre forståelse af menneskets lidelser, mistrivsel og ubehag og for at kunne forklare dette i et lys, der ikke altid vender mod individet selv. Vi skal skabe robu- ste kulturer og forsøge at forkaste tanken om, at det er den enkelte, der skal have rustning på for at kunne klare livet. En af de veje, vi også kan gå, er at udfordre den nul-fejls-kultur, som findes mange steder, og den følgende ængstelighed for at begå fejl. Det handler det næste kapitel om.

Arbejdsmarked

Bøger

Børn & unge

Demokrati

Kultur

Netværk

Tema: Faglitterært

Tilmeld dig nyhedsbrevet