Selvom vi modsat mange andre lande har en velpolstret velfærdsstat, sætter børnefattigdom et mærkbart samfundsaftryk. 

Manglen på kroner og ører efterlader målbare mærker og spor fra spæd til voksenlivet.

Børn vokser op i relativ fattigdom landet over. Ingen kommuner kan se sig fri. I kommunen med mest udbredt børnefattigdom omfatter det hvert 12. barn. Men problemet handler ikke bare om ydelser i statslig regi. Også kommunerne kan bidrage til at mindske problemet. 

Og hvis det lykkes, peger meget på betydelige samfundsgevinster. 

Alligevel argumenterer en række organisationer for, at problemet er overset. Det samme mener lektor emeritus Morten Ejrnæs, der i to årtier har fulgt området. 

- Det er et adelsmærke for velfærdssamfundet at tage sig af de allersvageste. Men opgaven bliver ikke taget seriøst for denne gruppe. Børnene er ikke ansvarlige for deres forældres fattigdom. Men det danske samfund sætter dem i en position, hvor de er meget dårligere stillet end andre børn, siger han og fortsætter:

- Det er et oplagt indsats-område, hvor vi med flere penge kunne komme en stor del af problemet til livs. I stedet kaster politikerne sig over andre problemer, som ofte skyldes børnefattigdommen. Vi overser et af velfærdssamfundets største problemer, siger han.

Rune Vammen Lesner, seniorforsker hos Vive, mener ligeledes, at vi bør forholde os til børnefattigdom som samfundsproblem. 

- Det interessante ved fattigdom er, at politikerne kan gøre ret meget ved problemet, hvis de vil. 

- Et væsentligt omfang af børn går hjem fra skole og oplever, at deres hverdag er betinget af dårlig økonomi. Børnene har jo ikke selv valgt det. Derfor er det en samfundsmæssig udfordring, siger han.

Kommunerne kan hjælpe til

Rune Vammen Lesner mener, at kommunerne har mange muligheder for at hjælpe fattige børn og familier. Han har sammen med et ekspertpanel udarbejdet 29 anbefalinger til Odense Kommune  til bekæmpelse af børnefattigdom. 

Alle anbefalinger, som andre kommuner kan overtage, og som tydeliggør, at kommunerne har et handlerum til at sætte ind på området.

- Kommunerne kan ikke gøre noget ved ydelses-niveauerne. Men de kan gøre rigtig meget i forhold til beskæftigelsesindsatserne og bruge forskellige redskaber til at understøtte og hjælpe børnene og familierne. Man skal huske på, at det er kommunerne, der har kontaktfladen med de her familier, siger han.

Med beskæftigelsesindsatser kan kommunerne være med til at løfte børn ud af fattigdom. Men kommunernes  største handlerum handler om at afbøde konsekvenser.

-  Kommunernes indsatser er i begge lejre. I forhold til at løfte børn ud af fattigdom ligger beskæftigelsespolitikken i nogen grad i kommunerne. 

- Men det er klart, at kommunerne i rigtig høj grad har mulighed for at afbøde konsekvenser. Det er virkelig her, hvor de kommunale medarbejdere kommer i centrum, siger Rune Vammen Lesner. 

Langstrakte konsekvenser

Konsekvenserne af den relative børnefattigdom handler ikke bare om manglen på vinterjakker og sportsudstyr.

De umiddelbare konsekvenser af fattigdom rammer også socialt og psykisk, påpeger Rune Vammen Lesner. 

For udover afsavnet af basale goder risikerer børnene også at blive ekskluderet fra fællesskaber, fordi de på grund af familiens økonomiske situation ikke kan deltage på lige fod med andre børn. Familiens økonomiske mangler kan også lægge et væsentligt psykologisk pres på familien, forklarer han.

Tilbage  i 2018 publicerede Rune Vammen Lesner en forskningsartikel med registerdata til sammenligning af variationer i opvæksten mellem søskende. Målet var at isolere effekten af en opvækst i fattigdom. 

Resultaterne viste tydeligt, at oplevelsen af børnefattigdom kunne ses i 30 års alderen på tværs af en række parametre som uddannelseslængde og type, indkomst, samt sandsynligheden for at bo med en partner, være gift og have børn. 

Konkret kunne han også påvise, at blot ét års fattigdom i opvæksten har en effekt på 2,2 pct. lavere disponibel indkomst og 4,4 pct. lavere erhvervsindkomst som 30-årig.

Noget kan altså tyde på, at vi som samfund ikke helt får afbødet konsekvenserne af børnefattigdommen, forklarer han: 

- Børnefattigdom kan have konsekvenser igennem hele livet. 

Risiko for to grupper

I tænketanken Kraka har man også gransket, hvordan økonomisk udsathed sætter spor gennem tilværelsen. Gruppen af børn, der vokser op lige over Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse, er lige så stor som gruppen under, og ifølge Krakas undersøgelser har de en tilsvarende risiko for at ende i fattigdom som voksne. 

For begge grupper ligger risikoen på omkring 15 pct. 

Det, mener Thomas Wilken, seniorøkonom hos Kraka, er relevant at inddrage i diskussionen om børnefattigdom.

- Politisk har man brugt grænsen til at sige, at hvis man lige præcis får tippet et barn over den, er det en succes. 

At begge grupper børn har 15 pct. risiko for at ende i fattigdom som voksne, indikerer også, at vi i Danmark er gode til at bryde den sociale arv:

- Det kan man sige. 85 pct. undgår det her udfald som voksne. Og generelt er vi nok bedre til det end i andre lande. Men derfor er der stadig en pointe, at næsten hver syvende ender med at blive ramt af vedvarende konsekvenser af deres opvækst, siger han.

I Kraka har man også regnet på potentialet ved at løfte de to grupper. Hvis man bare kan mindske risikoen med fem procentpoint, er der milliarder på spil for børnene, lyder analysen. Faktisk 30 mia. kr.

Thomas Wilken forklarer, at analysen beregner, hvor meget livstidsindkomsten kan stige for børnene, hvis man får mindsket risikoen med fem procentpoint – en indsats, der i høj grad kræver aktive kommuner, mener Thomas Wilken, der dog også noterer, at analysen ikke medregner samtlige omkostninger ved de kommunale indsatser.

- Der er et katalog af indsatser, man kan bruge. Man har selvfølgelig ydelser fra centralt hold, som er vigtige. Og så handler det også om indsatser, der kan afbøde konsekvenser. Der er en række forhold, som kommunerne kan handle på. Det kan f.eks. være to-lærerordninger i folkeskolen eller andre indsatser, som forbedrer forholdene for børn tidligt i deres liv.

Viklet ind i andre dagsordener

Morten Ejrnæs mener, at debatten de seneste mange år har været afsporet. Man har ikke taget problemet alvorligt nok. 

- Der har været en tilbageholdenhed for overhovedet at tale om børnefattigdom som et reelt problem, siger han. 

Ifølge ham skyldes det, at debatten om børnefattigdom altid bliver viklet ind i andre dagsordener. 

Ønsket om at mindske indvandringen har ført til, at man har nedsat ydelserne for flygtninge og indvandrere uden at tænke på konsekvenserne for familielivet og børnene. Der er derfor mange børn med anden etnisk baggrund, der på grund af en forfejlet integrations-politik vokser op i relativ fattigdom, forklarer Morten Ejrnæs. 

En anden dagsorden, der har overskygget debatten om børnefattigdom, er mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Tydeligst personificeret med omtalen af Dovne-Robert. 

Den diskussion har ført til, at ydelserne er blevet nedsat, for at forældrene skal få arbejde. Men det lykkes kun for få på grund af sygdom og sociale problemer. Langt de fleste familier bliver bare fattige, og børnene lider store afsavn, mener Morten Ejrnæs.

- De to dagsordener har domineret debatten. I debatten glemmes de fattige børn, selvom det er dem, der hver dag i daginstitution, skole og nabolag oplever, at de ikke har penge, tøj og mulighed for udflugter og fritidsaktiviteter som kammerater. Politikerne vil regulere de voksnes adfærd, men det går ud over børnene, som jo ikke selv har valgt deres forældre, siger han.

Det har betydet, at man i debatten ikke har nået roden af problemet. I stedet har man på Christiansborg lavet lappeløsninger som medicintilskud eller fripas målrettet børnene. Indsatser, der ikke for alvor rykker børn ud af fattigdom, mener Morten Ejrnæs. 

- De målrettede indsatser er ikke tilstrækkelige, fordi de grundlæggende ikke retter op på familiens situation. Der er ikke en forståelse for, at når ens forældre konstant skal tænke på at klare næste måned, påvirker det hele familien. Med målrettede ydelser følger også en form for stigmatisering, siger han. 

Debatten har i stor stil også været centreret om Christiansborg. Om de ydelser og rammer, som Christiansborg udstikker. Men kommunerne har også en væsentligt rolle, forklarer de to forskere. 

Kommuner kan også sige fra

At kommunerne har en vigtig rolle at spille, kommer ikke bare til udtryk gennem deres indsatser med at afbøde de værste konsekvenser af børnefattigdom og hjælpe de enkelte familier og børn, pointerer Morten Ejrnæs. Han henviser til kommunernes rolle i afskaffelsen af de lave kontanthjælpssatser tilbage i 1999.

En række aktører var dengang kritiske over for den daværende regerings kurs, men ifølge Morten Ejrnæs gav det først for alvor bonus, da kommunerne stemplede ind i debatten og lagde pres på regeringen. 

Som så siden korrigerede kursen. 

- Beskrivelserne fra kommunerne tydeliggjorde, at man umuligt kunne administrere lovgivningen på en anstændig måde over for borgerne. Både politikerne og ansatte i kommunerne har større indsigt i konsekvenserne for børnene, siger han.

Ifølge ham er det en vigtig pointe: At kommunerne modsat Christiansborg står ansigt til ansigt med konsekvenserne af den førte politik.

Og når den førte politik skubber flere børn ud i fattigdom, eller den nuværende kurs ikke rykker børn ud af relativ fattigdom, bør kommunerne italesætte konsekvenserne. 

For de ender altid med at skulle afbøde de afledte konsekvenser af børnefattigdommen.

- De kan tydeliggøre, hvor håbløs situationen er, og at den har nogle klare bivirkninger i forhold til marginalisering. De kan dokumentere, at fattigdommen ekskluderer børn fra de sociale fællesskaber og ødelægger deres trivsel og udviklingsmuligheder, siger han.

Kommunerne har derfor ikke bare et vigtigt ansvar for at afbøde de værste problemer i familien, men også at gøre landspolitikerne opmærksomme på børnefattigdommens konkrete konsekvenser i form af afsavn og eksklusion og dens konsekvenser:

- Fattigdom er ond. Vi lever i et af verdens rigeste samfund, og alligevel har vi ikke formået at udrydde eller reducere børnefattigdommen. 

- Kommunerne ser rammerne og lovgivningens virkninger. Kommunernes protest har før været drivkraften for afskaffelsen af de lave ydelser. Det kunne de jo blive igen, siger han.