Søren Pind kørte en offensiv oppositionsstil med sædet tilbage, én hånd på rattet og hovedet ud af vinduet, råbende efter alt, hvad der bevægede sig. Han kastede sig ind i Lars Løkkes bilagssager med en argumentationsform lånt fra en dopingramt cykelrytter. Han diskuterede udenrigspolitik i et toneleje, der kunne smadre termoruder, og han angreb politiske modstandere med alle de tarveligste elevråds-trick.

Men som det kan ses i brand-diagrammet, er det noget andre sager og stil, der indtil videre har defineret Søren Pinds justitsministertid. I begyndelsen af Søren Pinds virke forsøgte han sig i rollen som ”den nye sherif i byen”. Blandt andet gik Pind hårdt ind i sagen om nogle unge, der knuste ruder på Nørrebro, som han kørte aktivistisk ved at være helt ude og besøge åstedet med maksimal presse på.

Men da sagen om flygtningestrømmen eksploderede, var det en noget anden, mere afdæmpet Pind, som mest lænede sig op ad sit system/politiet. Den aktivistiske stil var lagt på hylden; det samme var sherif-retorikken. Søren Pind håndterede flygtningesituationen som justitsminister fremfor som en værdikriger på højrefløjen. Det gav ham en del tæsk fra den ideologiske højrefløj, der ikke brød sig om den afdæmpede og blødsødne stil. Men i forhold til at ramme den brede folkelige stemning var det nok fornuftigt at lade hundene og tåregassen blive på politigården.

Generelt var Søren Pind overraskende usynlig under krisen med flygtningestrømmen, hvor scenen mere blev overladt til Inger Støjberg. Det var, som om den virkelige verden havde ramt Søren Pind og han ikke kunne finde sine ben at stå på. Først ved krisens afslutning - da der skulle gøres status - forsøgte Søren Pind at få en stemme i debatten ved at dænge politiet til med ros.

Voksen-ministeriet

Søren Pind har på det sidste forsøgt at genvinde noget af det hårde image med nogle solomeldinger om hårdere straffe (voldtægt og pædofili), men fælles for de meldinger er, at det er blevet små systemhistorier, der ikke er blevet store og definerende sager for borgerne. Men Pind formåede dog at signalere, at han er en venstrepolitiker, der står for en hård kurs.

Som det fremgår af Pinds definerende sager som minister, har han flyttet sig fra at være en oppositionspolitiker, der konstant skulle provokere og sætte tingene på spidsen, til nu at være en mere voksen og moden politiker. Da han håndterede sagen med ”sigøjnerbossen” (Leva-ko-vic), skete det på en afdæmpet måde, hvor han var på sagen, men med en anmodning om, at den skal prøves ved Højesteret.

Ikke et vildt provokerende sving, der skulle skabe kæmpe overskrifter og debat. Pind har også sparket det kontroversielle forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år til hjørne, og han undlader at lave en ”Lene Espersen” og råbe ”hårdere straffe”, hver eneste gang medierne dækker en retssag. De fleste havde nok forventet, at Pind havde trykket gaspedalen i bund på en række af de sager, da det ville have givet ham stor gennemslagskraft ude ved kakkelbordene.

Det brand, som Søren Pind har bygget op i den første tid som justitsminister, er fornuftigt tænkt af Pind og hans rådgivere. For siden tiden som udviklingsminister og provokerende oppositionspolitiker har han nu fået et voksen-ministerium at tage sig af. Det har dog haft den konsekvens, at Pind ikke længere er den politiker, der er helt tæt på de dagsordner, som borgerne taler om. Faktisk har han haft overraskende få sager, der er borgernære (jævnfør diagrammet).

Søren Pind står et sted på karrierestigen, hvor han skal gå mere til den, når det handler om troværdighed og om at fremstå som en tung politiker. Derfor skal der skrues ned for de vilde meldinger til fanklubben på Facebook og op for rollen som minister på en tung og vigtig samfundspost. Til trods for den mere afdæmpede stil har Pind formået at bevare en blå farve på en del af den politik, han sender udover rampen. Så selvom Pinds håndtering i flygtningesagen var usikker og usynlig, har han fået en god start, der matcher hans ressortområde og rolle i Venstre.

[intense_content_box icon="thumbs-o-up" animation="floating"]Pind er en af de ministre, hvor der er bedst sammenhæng mellem det, han siger, og det, han gør. Og når pro l og identitet hænger sammen, står man med et politisk brand med en stærk etos.[/intense_content_box]

[intense_content_box icon="thumbs-o-down" animation="floating"]Pind har nærmest opgivet at kommunikere tæt på vælgernes hverdag. Dermed er der også skruet godt ned for den patos, der ellers er en mangelvare i dansk politik.[/intense_content_box]