Søren Pind kørte en offensiv oppositionsstil med sædet tilbage, én hånd på rattet og hovedet ud af vinduet, råbende efter alt, hvad der bevægede sig. Han kastede sig ind i Lars Løkkes bilagssager med en argumentationsform lånt fra en dopingramt cykelrytter. Han diskuterede udenrigspolitik i et toneleje, der kunne smadre termoruder, og han angreb politiske modstandere med alle de tarveligste elevråds-trick.