I Alternativet vil vi hellere forebygge end behandle. Vi vil have borgeren i centrum. Tillid i stedet for kontrol. Vi vil afbureaukratisere. Og derfor er vi vilde med socialt entreprenørskab, der boner positivt ud på samtlige disse parametre.

Og netop en opblomstring af det sociale entreprenørskab oplever vi i den grad i de danske kommuner, hvor indsatsen for socialt udsatte bliver styrket over en bred kam. Her taler jeg om initiativer som for eksempel Herning-modellen og Hjørring-metoden. Her investerer man i flere frontmedarbejdere som for eksempel sagsbehandlere, selvom investeringen først tjener sig hjem på sigt – og endda til andre kasser end den, man investerede fra.

I Hjørring anvender man samme entreprenante tilgang og metodemæssige helhedstænkning i serviceringen af en anden målgruppe, nemlig alle nye sygedagpenge- og kontanthjælpssager, hvor der vurderes at være risiko for, at borgeren ender på længerevarende offentlig forsørgelse. Her har et enigt byråd investeret 125 millioner ekstra i arbejdsrettet rehabiliteringsindsats. Størstedelen af resourcerne går til ansættelse af ”varme hænder” – og det ikke bare i arbejdsmarkedsforvaltningen, men i en bred kommunal indsats, der involverer for eksempel psykologer, sygeplejersker og fysioterapeuter.

Når man investerer store beløb i den kommunale indsats, er det selvfølgelig, fordi investeringen skal skabe værdi for udsatte borgere. Og når det lykkes, er der naturligvis også en økonomisk gevinst af denne investering.

Nu er begge indsatser og flere som disse rundtomkring i danske kommuner i pilotfasen, så det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvilke gevinster investeringerne konkret vil give i de enkelte kommuner.

I Hjørring beregner man, at der går fire år, før investeringen for alvor begynder at forrente sig, og her har man foreløbig kun regnet på gevinsten via besparelser på overførselsindkomster, fordi folk kommer i job. Det bliver spændende at se, hvilke besparelser den tværgående indsats kommer til at betyde for andre forvaltninger – for eksempel på sundhedsområdet.

I det hele taget må vi forvente, at forebyggelse altid tjener sig rigeligt hjem. Hvis vi i fremtiden kan identificere de besparelser og geninvestere dem i nye sociale entreprenørskaber, så er der for alvor tale om initiativer, der skaber værdi hos borgeren og mulighed for videre investering. Og det bedste er næsten, at den slags fremskridt er resultatet af kommunal opfindsomhed og risikovillighed i en økonomisk incitamentstruktur, der altid vil komme borgeren til gode. :