I snart sagt alle dele af den offentlige sektor er medarbejderne pressede, og socialrådgiverne er ikke nogen undtagelse. Vi har svært ved at nå vores opgaver, kommer bagud med arbejdet, bliver bragt i følelsesmæssige krævende situationer og oplever chikane fra borgerne. Det er formentligt blandt årsagerne til, at vi udgør den næstmest stressede faggruppe.

Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan løse dét problem med et snuptag, men en del af løsningen er at indføre en grænse for antallet af sager, hver enkelt socialrådgiver højst må have ansvar for.

I folkeskolen har man for længst anerkendt, at antallet af elever i klasseværelset påvirker børnenes trivsel og indlæringsevne samt lærerens arbejdsmiljø og mulighed for at bringe sin faglighed i spil. Derfor har man indført klassekvotienter. Ud fra samme logik er man ved at implementere minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Når det gælder socialrådgivere, så er der dog ingen grænser for antallet af børn i mistrivsel, unge med diagnoser, udsatte ledige, psykisk syge, borgere med handicap eller andre udsatte grupper, som en socialrådgiver må have ansvaret for. Derfor kan man jævnligt finde historier i medierne om socialrådgivere, som sidder med ansvaret for hele 150 borgere med handicap eller psykisk sygdom.

Arbejdsbyrden belaster socialrådgivernes arbejdsmiljø. Men det har også konsekvenser for borgerne, når socialrådgivere har for travlt eller kommer bagud med arbejdet.

Derfor har vi taget ansvaret på os i Dansk Socialrådgiverforening og udviklet ”vejledende sagstal” til kommunerne. Disse vejledende sagstal er vores faglige vurdering og anbefaling af, hvor mange sager - dvs. borgere - en socialrådgiver på et givent forvaltningsområde forsvarligt kan have ansvaret for.

For nylig offentliggjorde vi så en undersøgelse af socialrådgivernes faktiske antal sager. Den viser desværre, at socialrådgiverne på næsten halvdelen af de kommunale arbejdspladser har sagstal, som ligger over vores anbefalinger. Det er stærkt kritisk.

Derfor har vi i Dansk Socialrådgiverforening foreslået, at man laver politisk vedtagne sagslofter i kommunerne, så kommunerne årligt forpligtes til at fastsætte et loft over sagstal. Selvfølgelig med inspiration fra vores vejledende sagstal og som led i en drøftelse med de ansatte socialrådgivere.

Desværre mener formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) ikke, at der er brug for sagslofter - selvom jeg dagligt møder socialrådgivere, som netop efterspørger sådan et, fordi de kan se antallet af sager på deres skrivebord vokse sig større og større. Peter Rahbæk Juhl mener derimod, at svaret på socialrådgivernes tårnhøje arbejdspres er at fjerne bureaukratiet på beskæftigelses- og socialområdet.

Sidstnævnte er jeg slet ikke uenig med ham i, men i min og socialrådgivernes verden er det ikke enten-eller. Tværtimod er det både-og. Vi skal både have sagslofter, som sætter en øvre grænse for antallet af borgere, som socialrådgivere kan bære ansvaret for - og så skal vi også rydde op i bureaukratiet.

De to ting går faktisk hånd i hånd, hvis vi både skal forbedre socialrådgivernes arbejdsmiljø og samtidig forbedre hjælpen til de mest udsatte i vores samfund.