Socialdemokratiske eksborgmestre får kritik for at give posten videre i utide
Socialdemokratiske eksborgmestre får kritik for at give posten videre i utide

Det kom som noget af en overraskelse, da Herlevs mangeårige borgmester Thomas Gyldal (S) i sidste uge annoncerede, at han forlader lokalpolitik.
- Hele mit voksne liv har handlet om politik, og jeg har været bevidst om, at den dag ville komme, hvor andre med nye idéer og stort politisk engagement vil tage over, forklarede Thomas Gyldal i en pressemeddelelse.
- Personligt har jeg et ønske om at bruge mig selv og lære noget nyt uden for livet som folkevalgt.
Han havde netop overtaget posten som KL’s næstformand, efter Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) havde forladt sin borgmesterpost med nogenlunde samme begrundelse:
- Jeg er nået til vejs ende i mit politiske virke. Det har været et enestående privilegie at stå i spidsen for den by, jeg er født i, vokset op i og har tilbragt næsten hele mit liv, sagde han på et pressemøde.
- Jeg stopper ikke, fordi jeg er træt eller ked af det. Jeg stopper, fordi jeg har brug for at prøve noget andet, lød det desuden fra Jacob Bundsgaard.
Det kræver utvivlsomt energi og overskud at være borgmester i dagens Danmark, hvor man skal stå på mål for både svære beslutninger og konstant kritik.
Beslutningen om at stoppe er taget efter lange og modne overvejelser, lød det fra begge borgmestre, men timingen er ikke tilfældig med et kommunalvalg lige om hjørnet.
- Jeg trækker mig nu, fordi der er et år til kommunalvalget, og hvis min efterfølger skal have skabt sig en profil, så skal man bruge et års tid på det, sagde Jacob Bundsgaard på pressemødet, hvor han også gjorde det klart, at det havde spillet ind i hans overvejelser, at der var en egnet afløser i kulissen.
Men det sender et uheldigt signal til vælgerne, mener Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved SDU.
- Jeg har meget sympati for, at man efter mange år i lokalpolitik har lyst til at skulle prøve noget andet. Det er helt fair, men det er et betænkeligt signal at sende, at man når frem til den konklusion et år før valget, hvor man passende kan få kørt en anden i stilling inden KV25.
Kræver gyldig grund
Som borgmester og medlem af byråd eller kommunalbestyrelse er man valgt for en fireårig periode. I det kommunale system har man indrettet det således, at man som borgmester nyder en vis form for sikkerhed.
Det er fx kun i sjældne tilfælde, en borgmester kan afsættes mod sin vilje. Borgmesteren kan blive siddende selv med et flertal imod sig eller udenfor en budgetaftale.
- Når man giver den form for demokratisk beskyttelse til borgmesteren, virker det ekstra mærkeligt, at man selv kan forlade posten i utide med den begrundelse, at man har lyst til at prøve noget nyt, siger Ulrik Kjær.
Lovgivningen kræver en særlig begrundelse for at udtræde i byrådet, som eksempelvis grundet helbred, at man flytter fra kommunen eller job.
Men det er hverken eller i Jacob Bundsgaards tilfælde, gjorde han det selv klart:
- Jeg stopper ikke, fordi jeg er træt eller ked af det. Jeg stopper, fordi jeg har brug for at prøve noget andet, lød det fra Jacob Bundsgaard på pressemødet.
Der er da også tidligere eksempler på, at det kræver den rette begrundelse at kunne udtræde af et byråd. Eksempelvis fik Jan Jespersen, tidligere Enhedslisten, nej til at udtræde af kommunalbestyrelsen i Stevns, da “personlige årsager” ikke blev vurderet som værende en gyldig grund i henhold til styrelsesvedtægtens bestemmer om borgerligt ombud.
Sidste år fik Per Skovmose (K) lov til at udtræde af Thisteds kommunalbetyrelse, fordi han følte sig dårligt behandlet af forvaltningen. Han havde i sin anmodning tilføjet, at hvis ønsket ikke ville blive imødekommet, ville han melde afbud til alle fremtidige møder og samtidig frabede sig sit vederlag.
Også Kim Hjerrild fra Alternativet fik lov at udtræde af Københavns Borgerrepræsentation umiddelbart efter KV21, efter at Christina Olumeko (nu i Folketinget) havde fået næsten dobbelt så mange personlige stemmer som ham. Men fordi listen ved en fejl ikke var sideordnet, fik Kim Hjerrild pladsen i repræsentationen. Dengang blev udtrædelsen officielt vedtaget med henvisning til jobhensyn.
Stop må ikke være af taktiske årsager
Mens de ovenstående eksempler kan betegnes som kuriøse, er der en anden alvor og bekymring omkring de to borgmester-exits.
- Hvis der er noget intern socialdemokratisk taktik i, at man kan forlade borgmesterposten i utide, fordi man vil hjælpe sit parti ved et kommende valg, så er det da noget, man bør stille spørgsmålstegn ved. Det er ikke en gyldig grund til at stoppe. Det er ikke meningen, at man skal kunne stoppe undervejs i perioden for at give en anden muligheden, siger Ulrik Kjær.
Tidligere i år fik Socialdemokratiet kritik for at lave en intern rokade mellem Sophie Hæstorp Andersen og Pernille Rosenkrantz-Theill i en manøvre, som bredt er blevet udlagt som et forsøg fra partitoppen at fastholde overborgmesterposten.
Tilliden til politikere er generelt faldende i disse år, og timingen i de to borgmester-exits giver igen grobund for spekulationer om taktik og intern strategi, og det ærgrer Ulrik Kjær.
- Jeg har det svært med det, og jeg ønsker ikke, at det er noget, der normaliseres. Sådan har det aldrig været meningen med måden, vi har indrettet vores system. Det sender et meget uheldigt signal til vælgerne.
Thomas Gyldal og Jacob Bundsgaard er langtfra de eneste borgmestre, som har meddelt, at de stopper i denne periode.
Thomas Kastrup Larsen stoppede i foråret 2023. Også han henviste til, at han ønskede at “prøve noget nyt”. Ved at udtræde tidligere ville han desuden “give mit parti god tid til at finde min afløser”.
Kent Max Magelund (S) i Brøndby gik i april 2024 på pension, hvorefter Maja Højgaard overtog borgmesterposten.
Birgit S. Hansen (S) annoncerede i foråret, at hun ikke ønskede at genopstille som borgmester ved KV25, men da hun fik nyt job hos KL, trådte hun allerede tilbage ved udgangen af oktober. Også Steen Wrist (S) i Fredericia havde meddelt, at han ikke genopstillede og er efterfølgende stoppet før tid til fordel for et nyt job.
H.C. Østerby (S) og Hans Stavnsager (S) har meddelt, at de ikke genopstiller.
Syv Venstre-borgmestre har desuden meddelt, at de ikke genopstiller til KV25, men alle bliver perioden ud. Også Jacob Trøst (K) og Tonni Hansen (SF) har meddelt, at de ikke genopstiller ikke, men bliver perioden ud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





























