Kommunen.dk
MENU

Socialchef om “kommunalt tabu”: Vi er nødt til at være ærlige om udfordringerne

Det er et tabu at indrømme, at økonomi har en rolle på anbringelsesområdet. Kommunerne bør snakke højt om dilemmaerne, mener socialchef Tine Vesterby Sørensen.

Socialchef om “kommunalt tabu”: Vi er nødt til at være ærlige om udfordringerne

Det er et tabu at indrømme, at økonomi har en rolle på anbringelsesområdet. Kommunerne bør snakke højt om dilemmaerne, mener socialchef Tine Vesterby Sørensen.
Billede
Foto: Kollage: DK Creative. Fotots: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Mads Jensen/Ritzau Scanpix, Mikkel Berg Pedersen/freelance/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix

Da Tine Vesterby Sørensen, social- og handicapchef i Egedal, holdt oplæg ved Ombudsmandens konference om anbringelsesområdet i anledning af Børnekontorets 10-års jubilæum i januar, ridsede hun en række store kommunale udfordringer op:

At budgetterne strammer, at kommunerne har stor personaleomsætning, presset faglighed, komplekse sager, mangel på og skæv matchning med anbringelsessteder og et hav af dårlige sager i medierne.

Egentlig havde hun også planlagt at snakke om kommunernes muligheder. Men hun ombestemte sig. For som hun sagde: ”Kommunerne har allerede alle mulighederne for sig”.

I stedet tog hun hul på at give kommunernes besyv på udfordringerne. For ifølge hende er det helt afgørende, at kommunerne snakker højt om dilemmaerne på anbringelsesområdet, selvom de kan være lidt af et kommunalt tabu. 

- Anbringelsesområdet er ikke sort-hvidt. I medierne bliver vi ofte hængt til tørre, når der dukker sager op. Men der er masser af børn, som vi får velanbragt, og forløb der lykkes. Langt hen ad vejen gør vi et godt stykke arbejde på området.

- Men vi står også med store udfordringer og dilemmaer, som vi bliver nødt til at snakke højt om. Og det har vi ikke været gode nok til. Det er et tabu, at økonomi spiller en rolle på anbringelserne. I et samfund som det danske bliver vi nødt til at lykkes med at håndtere anbringelsesområdet. Og det kræver, at vi i kommunerne er ærlige, siger hun. 

Kommunens sag 

På konferencen på Christiansborg den 24. januar var en række aktører inviteret til at holde oplæg. Her blev der sat fokus på en række kommunale udfordringer med sagsbehandlingen og sager om fejlslåede anbringelser. 

Tine Vesterby Sørensens påpegede i sit oplæg, at kommuner på grund af økonomien ikke altid har råd til at vælge de bedste anbringelsessteder eller må gå på kompromis med inddragelsen af børn, når de skal træffe afgørelser. 

I et interview med Kommunen.dk folder Tine Vesterby Sørensen perspektiverne ud og forklarer, hvorfor det er vigtigt at være ærlig om de udfordringer, som kommunerne står med. 

- Det er svært at snakke højt om. Jeg har heldigvis fået positiv feedback fra kollegaer, der har fortalt mig, at det er befriende, at jeg tør sige de her ting højt. Det er vigtigt, hvis området skal forandres, at der kommer bedre forståelse for de mange dilemmaer, som vi sidder med på socialområdet. Ofte handler fokus om fejl, hvor den enkelte kommune forklarer, forsvarer og undskylder, når de har en mediesag. I andre kommuner ser vi jo til og kan ofte tænke, at det lige så godt kunne have været ens egen kommune, der blev hevet frem. 

- Det er et tabu at indrømme, at der er en risiko for, at man tyr til de billigste muligheder, når kommuner er pressede på økonomien, siger hun. 

Kommunalt arbejde er i dag uhyre komplekst. Men vi tør ikke råbe højt om, hvor komplekst og svært det egentlig er at håndtere områder som anbringelsesområdet.

Kommunernes kæmpe ansvar

Tine Vesterby Sørensen mener, at der absolut er berettiget kritik af kommunerne. For eksempel når kommuner tager for meget hensyn til økonomien, trækker anbringelser for længe eller sætter for sent ind med nødvendig hjælp. 

En anden udfordring er, at dialogen med anbringelses-stederne nogle gange går skævt og ender med et dårligt match mellem institution og barn. Det skaber problemer og resulterer i for mange skift og dyrere sager.

- Vi har som kommuner et kæmpe ansvar for, at anbringelserne lykkes. Men ikke alt ansvar skal ligge på vores skul-dre. Vi oplever for eksempel anbringelsessteder, der oversælger sig selv, har for brede målgrupper, og steder, der ender med at opgive børnene efter kort tid eller kræve højere tillæg for at fortsætte anbringelserne. 

- Det kan skabe skift for børnene. Vi hører jo jævnligt om børn, der er anbragt for mange steder i løbet af deres barndom. Det skal der gøres noget ved, siger hun. 

En fremtid med tidligere indsats

Regeringen har længe lagt op til, at kommunerne skal sætte ind tidligere og anbringe flere børn. Hvis alt går efter regeringens plan, bliver Barnets Lov vedtaget snarest. Og det vil give mere fokus på den tidlige indsats og inddragelse af børnene, forklarer Tine Vesterby Sørensen. 

Men udfordringerne, som kommunerne står over for, vil ikke blive løst af sig selv med Barnets Lov. Kommunerne vil fortsat være underlagt stramme budgetter, der presser anbringelsesområdet ligesom andre kommunale områder. 

- Vi bliver nødt til at snakke om rammerne og strukturerne på socialområdet og blive ved med at tale om kommunernes udfordringer. Alle kommuner gør deres bedste for at lykkes med anbringelser. 

- Men man må bare konstatere, at statistikkerne om personer, der tidligere har været anbragt, er nedslående. Og det skal der gøres noget ved, siger hun. 

Mangler fælles forståelse

Et af de helt store problemer for kommuner handler om manglende fælles, faglig forståelse for, hvad og hvilke indsatser og foranstaltninger der har en reel målbar effekt. For kommunerne har allerede mulighederne til rådighed og får endda endnu flere, når Barnets Lov bliver vedtaget, mener Tine Vesterby Sørensen. 

Spørgsmålet er bare, hvilke muligheder der er de bedste i de konkrete sager.

- Der er ikke brugt kræfter nok på at undersøge, om det, vi laver, egentlig virker for børnene. Vi har som kommune en best practice at gå ud fra, men det er ikke nok. Der er en kæmpe mangel på viden på det sociale område. 

- Der er jo ikke én sandhed på det sociale område. Men vi bliver nødt til at arbejde på at komme nærmere en form for sandhed om, hvad der virker. Der er for meget, der bliver op til personlige synsninger, og hvad den enkelte socialrådgiver har med i rygsækken. 

Serviceloven er en lov, der handler om skøn, og det bør den også være, forklarer Tine Vesterby Sørensen. For hver sag er sin egen. 

Men alligevel er der brug for mere ensartethed på området. For når en myndighed anbringer et barn uden for hjemmet, så skal den også være sikker på, at den kan skabe en bedre fremtid, end hvad forældrene kunne byde barnet, forklarer hun. 

Blå bog:

Tine Vesterby Sørensen er centerchef for Social- og Handicapafdelingen i Egedal Kommune. 

Inden hun i 2021 blev chef i Egedal, havde hun i 19 år arbejdet i Gladsaxe Kommune, hvor hun siden 2013 har været chef for Familie og Rådgivning.

I sin stilling som chef i Gladsaxe var hun med i et frikommuneprojekt, der skulle arbejde med regelforenkling og give hurtigere og bedre kvalitet i sagsbehandlingen. Projektet blev fulgt af Social- og Indenrigsministeriet som en del af forarbejdet til Barnets Lov. I den forbindelse sad Tine Vesterby Sørensen også med i arbejdsgruppen, der skulle udforme loven. 

Hun er uddannet socialrådgiver og har desuden en Master of public administration fra CBS.

 

Hvad skal kommunerne gøre mere af? 

Ifølge Tine Vesterby Sørensen skal kommunerne også blive bedre til at forebygge de sociale problemer, inden de ender som sager med foranstaltninger fra kommunen.  

- Vi ved jo, at det statistisk set giver børnene et sværere liv, hvis forældrene er langtidsledige, bor i et udsat boligområde, har kriminalitet eller misbrug bag sig eller har psykiske udfordringer. Det er ikke altid en viden, som vi som kommuner tør handle på. Det skal vi blive bedre til. 

Samtidig er det også vigtigt at råbe højt om det store pres, som kommunerne er under. 

- Paletten af opgaver, kommunerne har, er enorm. Vi skal håndtere komplekse sager, bruge vores faglighed og støtte borgernes behov under stramme budgetter, samtidig med at vi skal leve op til en omfattende lovgivning. 

- Kommunerne vil altid være underlagt budgetter, der resulterer i prioriteringer i de enkelte kommuner. Men lige nu oplever størstedelen af kommunerne store stigninger på socialområdet, og det har regeringen ikke anerkendt. Hvis vi fortsat skal levere på socialområdet, skal vi så skære på skoleområdet, spørger Tine Vesterby Sørensen retorisk. 

- Kommunalt arbejde er i dag uhyre komplekst. Men vi tør ikke råbe højt om, hvor komplekst og svært det egentlig er at håndtere områder som anbringelsesområdet. Der er brug for, at området bliver bedre belyst, så vi har rammerne til at gøre vores bedste og bruge vores penge bedre, end vi gør i dag.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR