Skoler, daginstitutioner og dagpleje har på mange måder hidtil været det kit, der har sikret sammenhængskraften i et åbent, demokratisk velfærdssamfund som det danske. Pædagoger og lærere har evnet at skabe fantastisk flotte resultater. Resultater der på mange måder har sikret et demokratisk samfund præget af stabilitet og meget lidt social uro, når vi sammenligner os med andre lande.

På en og samme tid er det lykkedes at give vore børn og unge nyttige kundskaber og færdigheder og samtidig sikre dem en personlig alsidig udvikling. Åbenhed, tolerance, gå-på-mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker uanset baggrund er nogle af de flotte resultater udover de faglige, der kan nævnes, når regnebrættet gøres op i forhold til arbejdet med børn og unge læring og alsidige udvikling. Og det i miljøer præget af tryghed og tillid.

Resultaterne kan konstateres på rigtig mange områder. Danske unge scorer højest på internationale undersøgelser, når det gælder samfundsviden og ønske om aktiv medvirken i demokratiet. Skoleelever i Danmark ligger højest i verden, når det gælder glæde ved at gå i skole. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag. Vores vidensniveau har sikret os en plads blandt verdens rigeste nationer. Vore dygtige lærere og pædagoger har en meget stor del af æren for disse flotte resultater.

Tryghed, tillid og glæde er nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger for børn og unges læring og udvikling. Børn og unge skal også lære nyttige faglige kundskaber og færdigheder. Og de skal udvikle kompetencer inden for kreativitet, innovation, samarbejds- og problemløsningsevne. Det er i høj grad gennem de senere år lykkedes at skabe den fornødne balance i forhold til at sikre endnu flottere faglige resultater og samtidig udvikle personlige kompetencer.

Godt nok?

Men er det så ikke godt nok? Er vores demokratiske samfund så ikke sikret det kit, der kan holde sammen på velfærdssamfundet og skabe den økonomiske og menneskelige vækst, der er behov for i fremtiden?

Det håber jeg selvfølgelig. Når jeg alligevel kan blive i tvivl, har det sin baggrund i en række iagttagelser, jeg har gjort mig i de senere år. Skoler og daginstitutioner bliver mere og mere præget af social sortering. Der er så at sige fare for en ghettoisering af daginstitutioner og skoler.

Det frie valg mellem først private og offentlige tilbud og dernæst mellem de offentlige tilbud indbyrdes kan desværre medføre yderligere social sortering. En sortering der indebærer en risiko i forhold til at sikre den menneskelige vækst og forståelse, der følger af at kunne udvikle sig i og begå sig i forpligtende fællesskaber præget af mangfoldighed. Nu må det ikke misforstås. Det frie valg er selvfølgelig at betragte som et gode i et demokratisk samfund. Men er vi nu sikre på, at vi bruger det frie valg på den helt rigtige måde? Giver vi borgerne hjælp til indsigt i både, hvad de vælger til, og hvad de vælger fra? Husker vi også de positive tilgange til offentlige tilbud?

Vælger vi som samfund det rette medicin, når der skal ageres i en verden præget af økonomisk og finansiel krise? Det danske samfund har tidligere reageret på tilsvarende kriser ved at investere i børn og unges uddannelse og sikre forpligtende folkelige fællesskaber, der kunne virke som kit i forhold til samfundets sammenhængskraft.

Trængslerne efter Store Nordiske Krig i starten af 1700-tallet fik Frederik den Fjerde til at investere i rytterskoler spredt ud over hele landet, så også almuens børn kunne komme i skole. Statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 fik Frederik den Sjette til at indføre den første folkeskolelov med undervisningspligt for børn mellem syv og 14 år.

Vi står som samfund med nogle udfordringer af samme dimensioner som de nævnte historiske kriser. Vores danske velfærdsmodel er under økonomisk pres. Identitetskrisen er åbenbar. Mange falder af samfundsudviklingens lyntog og kan ikke hænge på i forhold til den læring, dannelse og uddannelse, der er så nødvendig for både den enkeltes og for samfundets fremtidige udvikling.

På mange måder har vi gjort det og gør det stadig bragende flot både i børne- og i skoleområdet. Men vi gør det ikke godt nok, hvis vi fortsat skal være kittet, der sikrer både den enkeltes velbefindende og velstand og samfundets sammenhængskraft. (forkortet af red.)