Den slags er rent ud sagt pisseirriterende. Undskyld mit fransk, men det er svært ikke at blive lidt latrinær i sproget, når tankerne kredser om de følelser, utålelig indblanding fra kloge og bedrevidende fagfolk kan udløse.

Her har man virkelig lagt sig i selen for at finde frem til, hvordan man kan nå sine mål og har meldt sine visioner og konkrete tiltag ud. Og så kommer der nogle Kloge-Åge'r og blander sig. Siger, at det er ulovligt, at det vil få nogle helt andre effekter end de tilsigtede - måske ligefrem de stik modsatte.

Det er den onde lyne mig irriterende. Og bliver det ved, så kan det en dag ligefrem slå over i indestængt vrede og rent ud sagt hævntørst. Det ser man jævnlig. For eksempel når en whistleblower afslører alvorlige uregelmæssigheder i en organisation – forhold, det åbenlyst er vigtigt at få frem i lyset – og det hele så ender med, at den eneste, der bliver straffet, er whistlebloweren.

Det er der utallige eksempler på – herhjemme og ude i verden. Og den eneste fornuftige forklaring er, at systemet ville have sin hævn over den formastelige. Magtfulde mennesker bryder sig sjældent om at blive modsagt – og da slet ikke med saglige og velbegrundede argumenter og kendsgerninger. Det straffes som minimum med at koste jobbet.

Den omstridte Eritrea-rapport er et illustrativt eksempel. Efter en såkaldt fact-finding mission lavede to fagligt kompetente medarbejdere i Udlændingestyrelsen en rapport, der skulle bruges til vurderinger af, om flygtninge kan sendes sikkert tilbage til Eritrea. De mere end studsede, da de så den færdige rapport. Og da en internationalt anerkendt forsker, der var hovedkilde til rapporten, offentligt utvetydigt lagde afstand til den og dens konklusioner, valgte de to danske embedsmænd også at stå offentligt frem med kritik, de ikke kunne komme af med internt.

Dræb budbringeren

Der blev naturligvis stor opstandelse, og de to blev med brask og bram suspenderet og hjemsendt. De protesterede og fik senere medhold i højere instanser – det var ikke lovligt. Alligevel blev enden på det, at de to røg ud. Og den fordrejede rapport - ja, den ligger tilsyneladende fortsat i styrelsen og indgår i grundlaget for konkrete vurderinger af, om det er liv eller død for de flygtninge, man ønsker at sende hjem til Eritrea.

Nej, der er ikke meget, der er mere pain-in-the-ass end lige netop at få lagt hindringer i vejen for at nå de mål, man har sat sig. Så spænder mangen en magtfuld person hanen på revolveren. Eritrea-sagen er fra Helle Thorning-regeringens tid, men den blå regering fra 00’erne kan fremvise flere lignende sager. Nogle med fyrede whistleblowers, andre uden – men hvor det senere er afsløret, at en minister har fået bøjet fakta og fagfolks udsagn, så konklusionerne matchede de gældende politiske ønsker.

Cavling-prisvinder og DR Orientering-medarbejder Jesper Tynell afslørede blandt andet med stædighed og grundighed, hvordan faglig viden og lovens bogstav blev bøjet og manipuleret i Claus Hjort Frederiksens beskæftigelsesministerium i beslutningsgrundlaget for i ganske dramatiske beslutninger og eksperimenter med mennesker. Her var der kun Tynell at fyre, men det havde ministeren ikke lige rækkevidde til.

Som det ofte ses, er det ganske bøvlet og giver en masse ubehagelige skriverier, før sådanne sager kan stedes til hvile i glemmebogen. En meget besværlig måde at skaffe sig af med medarbejdere, der er blevet for besværlige og ulydige.

Det kan gøres betydelig mere elegant.

Statsministerens mange spøgelsesbyer

Regeringens store plan for udflytning af statslige arbejdspladser har den luftige titel ’et Danmark i bedre balance’. Det virker komisk, når man tænker på, at det var den nuværende statsminister, der i 00’erne stod i spidsen for store strukturreformer og kommunale hestekure, der tømte meget store dele af provinsen for offentlige arbejdspladser og efterlod i hundredvis af spøgelsesbyer.

Der er kun få fagligt funderede argumenter for den rekordstore manøvre og en overvældende mængde imod. Der er ganske få af udflytningerne, der giver mening lokalpolitisk og samfundsøkonomisk. De fleste virker komplet absurde. I denne gakkede afdeling finder vi som det mest lysende eksempel udflytningen af Statens Værksteder for Kunst fra det vidtspændende kunstnermiljø og de kunstneriske uddannelsesinstitutioner i København til Helsingør. Det værksted en nok lukket om få år.

Hele cirkusset er anslået til at koste 400 millioner i rene flytteomkostninger. Lur mig, om ikke det slag på tasken vil række som en skrædder i helvede. Og flytteomkostningerne kan blive den mindste del af regningen.

For efter at beslutningen blev meldt ud til 3.900 chokerede medarbejdere, er det blevet undersøgt, hvor mange der har tænkt sig at rive familierne op med rode og forlade netværket for at sidde og administrere i Hjørring eller Rønne. Det bliver efter alt at dømme ned imod fem procent af de 3.900.

Nu er det jo ikke ufaglærte altmuligmænd og -kvinder, der på den måde med ét slag mister jobbet og skal erstattes af gode mennesker fra Hjørring, Rønne eller en af de øvrige 38 byer. Det bliver nok ikke så let og kommer sikkert også til at koste en del. Til gengæld får staten jo nogle dejligt ubeskrevne blade at arbejde med. De nye medarbejdere kan få den rette oplæring, FØR de begynder at få faglige nykker.

Hvordan mon de statslige opgaver vil blive løst i den lange periode med rekruttering og oplæring? Skægt nok fremhæver tilhængerne af den store udflytningsplan den succes, det blev, da skatteminister Kristian Jensen flyttede en masse arbejdspladser i SKAT hjem til sin valgkreds. Men er der ikke noget om, at netop SKAT har lidt problemer? Og at selv Kristian Jensen erkender, at det nedsmeltende væsen er i dyb krise og har mistet danskernes tillid?

Nå, tilbage til bøvlet med at slippe af med medarbejdere, der stiller deres besværlige faglighed i vejen for regeringens våde drømme. Prøv udflytning - det er da en stensikker metode til at få grundigt renset ud og sikre en frisk start – ovenikøbet i frisk provinsluft.

I øvrigt har jeg størstedelen af mit liv boet i provinsen. Og det foretrækker jeg faktisk.