Skriget om synlighed er forstummet

På trods af en abrupt afgang fra Socialrådgiverforeningen mener Bettina Post, at hendes mål som formand er nået. Men munden er endnu ikke lukket på socialpolitikkens kaptajn Haddock, og en fremtid i politik siger hun ikke nej tak til.

post

Af Laura Fischer Larsen | [email protected]

Efter fire år som næstformand og fire som formand for Dansk Socialrådgiverforening fortryder Bettina Post intet. Som en maratonløber, der efter et langt stræk med hårde modstandere kommer ud ovenpå. Ifølge den 51-årige, sølvhårede kvinde selv er det ikke et nederlag, at det ikke bliver til ”four more years”.

”I forhold til at få sat det sociale arbejde på dagsordenen, få sat præg på lovgivningen og komme ind på besøg på ministerkontorerne – der var vi altså ikke, inden jeg startede som formand. Så spørgsmålet er jo, om jeg egentlig kunne opnå mere,” siger Bettina Post selvsikkert.

Som formand har Bettina Post sparket døren op til medieverdenen, måske på grund af hendes ikke helt stuerene, men skarpe tunge. Opvæksten har i høj grad formet den indignerede 'kaptajn Haddock', som hun senere er blevet kaldt.

”Jeg kommer fra en håndværkerfamilie. Og hvis man endelig siger noget i sådan en, så kommer det ud rimelig råt for usødet. Så jeg har faktisk måttet lære at tale pænt,” siger hun og tilføjer hurtigt, at det har hun nok ikke helt lært alligevel. Nogle gange skal ting bare siges med kraft.

Det skarpe og selvsikre dækker over et noget overraskende træk ved den tidligere formand.

”Jeg er ikke typen, der altid ved præcis, hvad jeg mener. Så jeg er meget nødt til at overveje, hvad jeg egentlig synes om dit eller dat,” siger hun.

Tvivlens nådegave kommer man dog ikke langt med som fagformand, og snart måtte Post lære at blive vækket klokken kvart i seks om morgenen af en journalist, der beder om en kommentar, og skyndsomt finde ud af, hvad hun egentlig mente.

Jeg er sgu min egen

Formandsstilen, Bettina Post lagde for dagen i 2008, var en radikal anden end hendes forgængers, men den var tiltrængt. Henning Breinholt var en forhandlerformand. Noget Bettina Post vidste, hun ikke var. Det gav anledning til tunge overvejelser af sig selv i forhold til ham. Det socialpolitiske var Breinholt lidt mere rusten på, og der var et tomrum, der kunne fyldes ud. Der var et skrig om: hvorfor er vi ikke mere synlige?

”Jeg kunne kun gøre det, jeg var god til. Og jeg var ikke forhandler, jeg var socialpolitiker. Jeg blev valgt på det socialpolitiske engagement og løftet om synlighed, som var helt vildt efterspurgt hos vores medlemmer,” siger hun.

I 2004 stillede hun op som næstformand, og det lykkedes Bettina fra Søllerød at blive valgt ind i Socialrådgiverforeningens hovedbestyrelse for første gang – uden at kende et øje. Hun kom ind ’fra gaden’, uden om de traditionelle trin i hierarkiet som tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant.

”Jeg kom jo helt ude fra mørket og ikke nok med, at jeg ikke kendte nogen; der var også nogle, der syntes det var helt galt, at jeg var blevet valgt. Jeg var jo bare et ganske almindeligt medlem,” fortæller Bettina Post.

Hun var blevet træt af sin fagforening og syntes, at nu skulle der ruskes op i det. Dagsordenen var klar: der skulle gøres op med alt det sludder, som folketingspolitikerne sagde om socialrådgiveres arbejde, og som ofte blev til lovgivning. Hun ville forklare – ikke forsvare – hvorfor det sociale arbejde ikke altid lykkedes, og hvad det behøvede for at blive bedre.

Hun gjorde op med den ulempe ved det hierarkiske system, som hun mener, der er i fagbevægelser: At formændene tit ikke har haft faget ordentligt i hænderne, så de må spørge andre om, hvad det egentlig handler om. Indholdet havde Bettina Post haft 17 års grundig praksis med.

Medierne fik øjnene op for Dansk Socialrådgiverforening, og skriget om synlighed er i dag forstummet. Nu har medlemmerne imidlertid valgt en ny formand, som vil have fagbevægelsen tilbage i Socialrådgiverforeningen.

Bettina Post mener ikke, forhandleropgaven har været dysset ned under hendes formandstid, men hun forstår godt Majbrit Berlaus udmeldte visioner.

”Jeg håber meget, at Majbrit vælger sin egen stil. Hun hverken kan eller skal forsøge at være en ny Bettina Post. Så hun må finde sin egen vej. Og så må vi jo se, om det er det, medlemmerne vil have. Det tager vi jo temperaturen på hvert andet år,” siger hun.

Hårde kår i bestyrelsen

Som erfaren praktiker, men ung og grøn fagboss, har bestyrelsessamarbejdet været en udfordring. Da Post for eksempel i foråret 2012 udtalte, at nogle unge burde aktiveres i stedet for at "gå og klø røv", satte det ild under stolene i bestyrelseslokalet, og formanden måtte senere proklamere, at det ikke var foreningens holdning, hun havde givet udtryk for. Men i dag er der ingen anger at spore; Post mente, hvad hun sagde.

”Man hørte slet ikke, hvad det var, jeg sagde, men reagerede med automatpiloten. Det var begrædeligt. Fordi jeg syntes faktisk selv, at det var et bud på, hvordan vi kan gøre noget anderledes for en meget lille og afgrænset målgruppe,” siger hun.

Bettina Post fandt ud af, at formandsåget kan være tungt. Det er ikke nemt at ville have noget igennem i Socialrådgiverforeningens hovedbestyrelse, mener hun i dag.

”Der er store forventninger til, hvad formanden både magter af arbejdsopgaver og kan tåle af modstand. Det har været svært for mig at skulle være formand for en bestyrelse, som jeg ikke synes, altid har været opdateret på, hvad det er, en formand har brug for i den daglige politiske ledelse,” siger hun.

Men er det så bare, fordi hun er svær at samarbejde med? Fra hende selv falder svaret prompte, og noget tyder på, at den altid tvivlende socialrådgiver ligger langt fra dagens Bettina Post:

”Nej, det er jeg ikke. Jeg synes sgu, jeg er meget fremkommelig. Men det er jo nok nogle andre, du skal spørge om det.”

Politik i horisonten

Selvom målene om at højne vidensniveauet om socialt arbejde og få sat fokus på Socialrådgiverforeningen er nået, er arbejdet ikke slut for den fortsat indignerede socialarbejder.

”Der er masser mere at gøre på socialområdet, så de mindst privilegerede i det her land får den rigtige hjælp til at komme ud af sumpen og få et bedre liv,” siger hun.

Pennen er spidset til kommende klummer i flere danske medier, men hendes interesse og viden om socialpolitik lægger op til et andet karriereskift, som stedet for interviewet – Vandrehallen på Christiansborg – meget passende sætter rammen for.

”Jeg oplever en stor vilje hos den regering, vi har, til faktisk at forandre noget til det bedre. Men der er stadigvæk masser at gøre for mig med at bringe den praktiske virkelighed ind i ministerkontorerne,” siger hun, uden at kommentere på, om hun er blevet tilbudt et sådant kontor. Hun er ikke medlem af noget politisk parti – på trods af at hun er blevet beskyldt for alt fra at være mere venstreorienteret end Enhedslisten til at have solgt sin sjæl til Venstre – og har immervæk sine betænkeligheder.

”Mit problem er, at jeg kun kan det her med socialt arbejde. Det er mit engagement i det, der har drevet mig i alle årene. Jeg ville aldrig kunne finde samme engagement i for eksempel et trafikordførerskab. Derfor er det ikke noget for mig at stille op til Folketinget. Hvis jeg skal være politiker, så skal det være, fordi jeg får tilbudt en post inden for det socialpolitiske område. Så vil jeg gerne. Det ville være svært at sige nej til. Men jeg er ikke noget organisationsmenneske. Jeg er socialarbejder af hjertet.”

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet