Beroligende, antipsykotisk og bivirkningsdæmpende medicin ordineret til mennesker med demens gør mere skade end gavn. Det oplever i hvert fald personalet på det lille private demens-plejehjem Dagmarsminde i Græsted, hvor selv de hårdest ramte nye beboere blomstrer gevaldigt op, når de med lægens hjælp bliver trappet ud af stort set al medicin.

- Sagen er jo, at al medicin har bivirkninger. Kvalme, hovedpine, svimmelhed, psykiske symptomer, appetitløshed, ondt i maven osv., forklarer Dagmarsmindes leder og stifter, May Bjerre Eiby.

-  I dag får demensramte ordineret mange slags medicin både for at dulme forskellige symptomer og for at dulme bivirkningerne. Men når vi går den anden vej og fjerner medicinen, forsvinder bivirkningerne og beboerne får mere overskud.

May Bjerre Eiby er selv uddannet sygeplejerske. Da hun åbnede Dagmarsminde i 2016, var medicin en vigtig del af friplejehjemmets koncept med omsorg og nærvær, fællesskab og naturoplevelser i højsædet. Men på de fem år er hendes syn på den helt almindelige praksis med at ordinere otte, ti eller flere forskellige medicinske præparater til borgere med demens vendt 180 grader. 

I dag giver hendes personale ikke engang panodiler som fast rutine, men kun ved behov. Beroligende midler og psykofarmaka bruger de slet ikke på det lille plejehjem i Græsted. Antidepressive, blodtryksdæmpende og stærke smertestilende midler skæres ned til et minimum og kan som regel helt undværes efter nogen tid. Det samme kan de midler, der er ordineret for at dæmpe bivirkninger ved anden medicin, herunder kvalmestillende medicin, fortæller hun.

- Især for ældre mennesker er det risikabelt at indtage store mængder medicin. Det virker ikke altid, som det skal, og hvis nyrerne ikke længere fungerer optimalt, bliver præparaterne ikke udskilt igen. Så ophobes de i kroppen og kan give flere bivirkninger. Der skal ikke mere end fire-fem midler til, før virkninger og bivirkninger ryger ud af kontrol, men det er desværre et område, der er alt for dårligt undersøgt, påpeger May Bjerre Eiby, der derfor efterlyser mere seriøs forskning. 

Personale er bange for demens

Især savner May Bjerre Eiby skudsikker dokumentation, der kan få flere kommunale plejehjem i gang med systematisk afmedicinering, for hun møder ofte modstand fra plejepersonalet, når hun er ude og holde oplæg for ansatte og pårørende til demensramte plejehjemsbeboere.

- Lægerne er meget åbne og vil rigtig gerne i gang med mere systematisk afmedicinering på demensområdet. Men sosuerne og sygeplejerskerne er ofte skeptiske og bange for, at beboere med demens kan blive aggressive og farlige, hvis de ikke får beroligende medicin og psykofarmaka, siger plejehjemslederen.

- Det forstår jeg godt. Men hos os oplever vi altså ikke den type reaktioner. Måske fordi vi følger beboerne tæt. Og måske netop fordi de ikke er så belastede af alle mulige bivirkninger fra stærk medicin. 

Selv oplever hun, at den plejefaglige tilfredsstillelse og tryghedsfølelse øges med afmedicinering, nærhed og omsorg. Men det budskab er svært at sælge til kollegerne på de kommunale plejehjem. 

- Selvfølgelig oplever vi også, at en beboer kan fare op og være frustreret. Men aldrig, så voldsomt, at det bliver farligt for personalet. Vi kan lytte, berolige, kramme eller aflede. Mere skal der sjældent til, siger hun.

Det tager typisk nogle måneder at afmedicinere en ny beboer fra de i snit otte-ti forskellige præparater, der er normen på andre plejehjem, til mindre end ét.

Diabetesmedicin, krampestillende og blodfortyndende midler er nogle bedst tjent med fortsat at få. 

Vilkårene er ens

-  Det virker hos os og vil også virke på et kommunalt plejehjem, siger May Bjerre Eiby. 

Hun lægger stor vægt på, at Dagmarsminde hverken er forbeholdt velhavende eller på anden måde priviligerede beboere.

Her blev hun overvældet af den allestedsnærværende skarpe lugt af urin og lyden af beboere med demens, som forgæves sad og kaldte “Hallooo hallooo”. Da hendes egen far få år senere blev indskrevet på samme plejehjem og døde efter blot fem måneder, havde May Bjerre Eiby fundet sit kald. Et værksted i Græsted blev købt og bygget om til Dagmarsminde og danner nu ramme om dokumentarfilmen “Det er ikke slut endnu”.