Skrantende sundhed kræver skrappere metoder
Skrantende sundhed kræver skrappere metoder

Danskerne er blandt klodens rigeste folk. Vi kan uddanne os og arbejde os op. Der er gratis hjælp, hvis du bliver syg eller arbejdsløs. Alligevel har vi det ikke godt. Trods fremskridt med færre rygere og et lavere alkoholforbrug, så har vi ondt, spiser mere usundt, bevæger os for lidt og bliver tykkere.
Næsten hver femte dansker er i dag svært overvægtig. Og overvægten trækker oftest en række kroniske sygdomme i sit kølvand.
Oveni viser det mentale helbred såsom stress, angst og ensomhed en alarmerende negativ spiral. Ikke mindst hos de 16-24-årige, hvor hver tredje kvinde og hver femte mand kæmper med den mentale sundhed.
Det viser den største kortlægning af danskernes sundhed, som over 180.000 borgere har svaret på. Undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed er netop offentliggjort for fjerde gang siden 2010.
Sundhedsudspil på trapperne
Generelt er tingene blevet værre gennem årene.
Regeringen er i de allernærmeste uger på vej med sit længe ventede sundhedsudspil. Fra organisationer og foreninger er der ingen tvivl om længere, at der er brug for en decideret folkesundhedslov.
Sundhed skal gennemsyre lovgivningen, og frygten for at indføre regler og afgifter må stoppe. Sådan lyder det fra 71 organisationer inklusive Danske Regioner, som tidligere har skrevet under på en fælles appel til regeringen.
Den nye formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), mener, at den nye undersøgelse i den grad understreger behovet for en mere radikal tilgang end kampagner og velmente råd.
Vi bliver nødt til at tænke sundhed og trivsel bredt ind i al politik. Uanset om man laver byplanlægning eller uddannelser, så skal sundhed være med fra starten.
- Vi bliver nødt til at tænke sundhed og trivsel bredt ind i al politik. Uanset om man laver byplanlægning eller uddannelser, så skal sundhed være med fra starten, siger han.
- Der er alt for mange barrierer i dag for at lave noget fysisk. Det skal være meget nemmere for os alle sammen at leve sundere, siger han.
Han peger på, at den nye undersøgelse viser, at rigtigt mange gerne vil spise mere sundt og bevæge sig mere, hvis det var lettere.
Lægeformand: Vi skal tænke i nye måder
Formanden for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke kalder det rigtigt bekymrende, at det på så mange områder fortsat går den forkerte vej.
Hun mener også, der skal tænkes sundhed på en helt anden måde end tidligere. Hvor det både skal handle om den enkeltes sundhed, men også om at sundhedsvæsenet ikke skal behandle alle mulige sygdomme, som vi kunne undgå.
- Vi skal skabe nogle bedre rammer for, at befolkningen kan holde sig mest muligt sygdomsfri. Det handler om boligpolitik og beskæftigelsespolitik. Men det handler også om at hjælpe folk med regler og afgifter, som da vi engang indførte sikkerhedsseler til folks bedste, siger hun.
- Vi skal turde bruge lovgivning, prissætning og afgifter i langt højere grad til at skabe mere sundhed. Det gælder ud over tobak og alkohol også om højere priser på de ting, der er fedende såsom chokolade, slik og sodavand.
Desuden peger hun på, at priserne på varer, som er gode for helbredet, herunder frugt, grønt og grove produkter, skal sænkes.
- Men det kræver et langt sejt træk, før det slår igennem.
Sådan har den danske befolkning det
Sundhed i hovedtræk:
- Rygning: Der er fortsat mange, der ryger. Dermed er der langt til ambitionerne om en røgfri fremtid.
- Alkohol: Danske unges forbrug og forbrugsmønster er stadig markant højere sammenlignet med unge i andre lande.
- Mental sundhed: Den mentale sundhed bliver stadig dårligere især i de yngre aldersgrupper.
- Svær overvægt: Andelen af borgere med svær overvægt fortsætter med at stige.
- Fysisk aktivitet: Andelen, der lever op til WHO's minimumsgrænse for fysisk aktivitet, er lav - også blandt unge.
- Social ulighed: Der er en ophobning af sundhedsrisikofaktorer blandt borgere med kortere uddannelser og borgere uden for arbejdsmarkedet.
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























