Skoleleder trådte forkert på Facebook og udløste viral debat
Skoleleder trådte forkert på Facebook og udløste viral debat

Midt i marts sender skoleleder Steffen Lawaetz, ligesom resten af landets skoleledere, sine medarbejdere og elever hjem. Han er skoleleder på Urbanskolen i Esbjerg og skal til at sætte nødundervisning i gang. På kort tid går klasseværelserne fra at bestå af borde og stole på rækker til at være en mosaikker af ansigter på en skærm.
Efter en hektisk uge i en ny virkelighed, sætter han sig en torsdag aften til at reflektere over det system, han nu har været med til at igangsætte. Han tænker på, om de gør det rigtige. Sine tanker deler han i en tekst, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, om man kan bruge den nye hverdag på en anden måde.
'Men gør vi os den ulejlighed, at stoppe op og spørge, hvad vi egentlig har gang i? Er det vi gør hver eneste dag gennem 10 års skolegang så vigtigt, at vi krampagtigt skal søge at fortsætte så uforandret som muligt – også når verden i nogle uger pludselig ser fuldstændig anderledes ud? Jeg synes det faktisk ikke. (...) Så; Kære alle os, der definerer de kommende dage og uger med hjemmeskole: Lad os ikke være så bange for hvad vi kan tabe af manglende pensum og læringsmål, men lad os række ud efter det vi lige nu har en enestående chance for at vinde med ekstra fordybelse & tryghed, kærlighed & nærvær.'
Sådan skriver skolelederen blandt andet i opslaget, der i alt fylder en A4-side.
Budskabet bliver sendt forbi et par af skolelederkollegerne i kommunen, og de er enige i Steffens betragtninger.
- Mine kolleger siger, at jeg sætter ord på nogle af de tanker og følelser, som de også går rundt med, siger han.
Steffen Lawaetz sender teksten til sine medarbejdere. Tilbagemeldingerne er positive, så han beslutter, at den skal på skolens facebookside. Og her begår Steffen Lawaetz en fejl, der er med til at forvandle en ellers god hensigt, til en samtale med chefen.
En gave i grimt papir Så er vi ved at runde den første uge af med hjemme-undervisning og dittoarbejde. Som skoleleder...
Slået op af Urbanskolen i Søndag den 22. marts 2020
Delt over 3.000 gange
Facebookopslaget bliver taget godt imod. Over 3.000 personer deler det, og Steffen Lawaetz bliver kontaktet af skoleledere fra hele landet, der er glade for at han har sat gang i en debat om, hvorvidt tingene går lidt for hurtigt. Han modtager endda blomster med bud fra Københavns Lærerforening, som også deler opslaget.
- Jeg ved godt, jeg skriver noget, der sætter nødundervisningen i perspektiv. Allerede da jeg sender det til mine kolleger i begyndelsen, bliver jeg bekræftet i, at det er noget, der er brug for, nogen siger højt, fortæller skolelederen.
Men facebookopslaget vækker ikke kun begejstring. Chef for børn og kultur i Esbjerg, Jørn Henriksen, får nys om facebookopslaget og ringer Steffen Lawaetz op. Steffen Lawaetz har nemlig ikke spurgt forvaltningschefen om lov, og han har brugt skolens officielle facebookside til at dele sin personlige holdning.
Tilmed læstes opslaget som en opfordring til at droppe undervisningen helt. Og det var ikke Steffen Lawaetz’ hensigt.
- Det er et problem, at det opslag, Steffen sender ud, bryder de kommunikationsregler, som vi forinden har lagt for vores skoletilbud. Jeg ville gerne have haft, at opslaget også understregede, at vi lever op til den bekendtgørelse om nødundervisning, der kom fra undervisningsministeriet. Det havde jeg haft mulighed for at få med, hvis Steffen Lawaetz havde fulgt vores aftalte regler, siger Jørn Henriksen.
Jeg oplever ofte i kommunikationssituationer som den her, at folk synes, at den, der er højest i hierarkiet, er en idiot.
Han oplever, at mange har stillet spørgsmålstegn ved, at han blandede sig. Men han mener ikke, at det er sort-hvidt.
- Selvom mange synes, jeg skulle have set igennem fingre med det, fordi det blev så populært, er det mit job som chef at påtale det. Jeg har som leder ansvar for at sikre, at Steffen Lawaetz kender til reglerne, og handler i tråd med det, vi sammen har aftalt, siger Jørn Henriksen.
Krisestrategien blev brudt
Normalt må skolelederne i Esbjerg sende de beskeder, de har lyst til, uden at skulle få dem godkendt hos forvaltningen først. Men på grund af coronakrisen, har Jørn Henriksen med krisestaben vedtaget en særlig kommunikationsstrategi. Den skal blandt andet sikre, at forældre får den rigtige information på de rigtige kanaler. Og det var Facebook ikke en del af.
Jørn Henriksen fortryder ikke, at han ikke så igennem fingre med fejlen. Men han havde måske handlet anderledes i dag, siger han. Hans indblanding fik kritik af byrådsmedlemmer, og opslaget var jo populært. Men han mener, han gjorde det rigtige i situationen.
- Vi var i en helt ny krisesituation. Når man har nedsat et kriseberedskab, er det vigtigt, at folk følger reglerne, ellers virker det ikke. I dag ville jeg måske handle anderledes, fordi det er blevet hverdag, siger Jørn Henriksen.
Steffen Lawaetz tænkte slet ikke på de nye regler, da han lagde opslaget op.
- Jeg var ikke bange for at lægge det op, og det er nok derfor, jeg gjorde det. Det er klart, at når man ikke er nervøs, så siger man det, man tænker. Formelt set burde det selvfølgelig have været til tjek i vores beredskab inden offentliggørelse, siger skolelederen.
Mine kolleger siger, at jeg sætter ord på nogle af de tanker og følelser, som de også går rundt med.
Han er dog glad for, at at debatten blev taget, selvom det skete, fordi han kom til at bryde reglerne.
- Jeg ved ikke, hvordan opmærksomheden havde været, hvis beskeden udelukkende var blevet sendt ud på Aula eller havde været forbi forvaltningen til et check. Men jeg tror ikke, at den havde fået lige så stor opmærksomhed, som den fik, siger han.

Ytringsfrihed og fri fortolkning
Da Jørn Henriksen kontakter Steffen Lawaetz, bliver den lovestorm, forvaltningen oplevede på grund af opslaget, forvandlet til en lille shitstorm. Både Jørn Henriksen og Steffen Lawaetz fortæller, at de oplevede, at nogen havde fået den opfattelse at Steffen Lawaetz havde fået mundkurv på efter sagen, og at Jørn Henriksen havde vredet armen om på ham.
På den måde fik den ellers gode historie en bismag af unødvendigt bureaukrati. Og så selvom det ifølge de to hovedpersoner ikke var tilfældet.
- I kommunikationssituationer som den her, bliver ham, der er højest i hierarkiet ofte set som en idiot, siger Jørn Henriksen.
- Jeg var hverken fået mundkurv på eller frataget min ytringsfrihed. Tværtimod har jeg været i rigtig mange medier, og udtalt mig om sagen, siger Steffen Lawaetz.
For Jørn Henriksen er det også vigtigt at understrege, at opslaget med fuld overlæg stadig er at finde på facebooksiden
- Jeg synes, det er at knægte Steffen Lawaetz ytringsfrihed, hvis han skal tage opslaget ned.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























