Skilsmisse, separation eller et nyt forhold?

Man kan argumentere for, at grunden til skilsmissen blev lagt i en bar i det britiske parlament på, hvad der på overfladen kunne ligne en helt almindelig tirsdag aften i marts i år, med et karaoke-arrangement til at underholde politikerne.

Eric Joyce, Labour-politiker og kandidat fra den skotske by Falkirk, der med sine 34.000 indbyggere ikke har gjort sig specielt bemærket siden de skotske uafhængighedskrige, havde fået for meget at drikke.

Det i en sådan grad, at aftenen endte med, at han befandt sig i detentionen efter at være kommet i klammeri med to betjente.

At den aften ville få så vidtrækkende konsekvenser for den britiske arbejderbevægelse og Labour, var svært at overskue på selve aftenen.

Men slagsmålet i baren betød, at Eric Joyce allerede nu har meddelt, at han trækker sig fra sin post ved det kommende valg i 2015.

Og så begyndte balladen, der har truet med at rive den britiske fagbevægelse væk fra det parti, den selv stiftede for 113 år siden.

For den mistanke opstod hurtigt, at fagbevægelsen ikke skyede nogen midler for at få sin egen kandidat Karie Murphy til at afløse Eric Joyce.

Der var forlydender om, at Storbritanniens største fagforening Unite, der årlig donerer 3,25 millioner pund (knap 29 millioner kroner) via omkring en million automatisk tilknyttede medlemmer, havde snydt på vægtskålen ved at hasteindmelde en række medlemmer i Labour – uden deres vidende  - for at få større magt i den lokale vælgerforening. Faktum er, at ud af en vælgerforening med under 200 medlemmer var flere end omkring 100 indmeldt i Unite.

Fagforeningen er siden blevet frikendt af en undersøgelse, men episoden startede et bittert skænderi med Labours leder Ed Miliband, der selv i sin tid blev valgt med fagbevægelsens støtte.

Til til modernisering

Miliband meddelte kort efter Falkirk-skandalen, at det nu er på tide at reformere og modernisere forholdet mellem Labour og fagbevægelsen.

Med andre ord er det tid til løsrivelse.

- Vi ønsker et moderne forhold til arbejderne som individer, har Ed Miliband sagt.

Men den melding er ikke blevet pænt modtaget af fagbevægelsen, der ikke er parat til at miste indflydelse i Labour.

- Der er ingen, der skal skubbe os ud af vores parti, lyder meldingen fra Unites generalsekretær Len McCluskey, der mener, at det er Labour og ikke fagbevægelsen, der har et problem.

- Labour har ikke nogen gudsbenådet eksistensberettigelse. Partiet eksisterer kun, hvis det taler for almindelige arbejdere, siger han.

Men lige netop der ligger en del af problemet, vurderer professor emeritus ved London School of Economics Richard Hyman, der netop har udgivet en afhandling om Europas fagforeninger og deres historiske udvikling.

- Over store dele af Europa har man den samme grundlæggende konflikt, at de traditionelle arbejderpartier tager deres stadig færre arbejderklassevælgere for givet og i stedet forsøger at appellere til midtervælgerne for overhovedet at opnå valg, siger han.

Han sammenligner arbejderbevægelsens forbindelse med politiske partier med siamesiske tvillinger.

- Måske er det på tide at skille dem ad. For deres egen skyld.

Men en adskillelse vil komme til at koste Labour meget dyrt. I modsætning til under Tony Blair er det ikke lykkedes for Ed Miliband at tiltrække store donorer, der kan spæde i partikassen.

Derfor er Labour ekstra afhængigt af penge fra de i alt 14 fagforeninger, der er med til at finansiere et parti, der i forvejen har en gæld på 8,7 millioner pund (knap 80 millioner kroner) med et valg på vej om halvandet år.

Pandoras æske

Det er Ed Milibands tanke, at de i alt otte millioner medlemmer af fagforeninger, der i dag automatisk støtter Labour økonomisk via deres medlemskab, for fremtiden skal skulle vælge det aktivt til eller fra.

Det er en manøvre, der med ét kan komme til at koste omkring fem millioner medlemmer. Håbet er så, at de tilbageværende vil være aktive medlemmer af Labour.

Men det er højt spil, advarer James Moher, der er koordinator ved tænketanken History and Policy og tidligere rådgiver for Labour i spørgsmål om fagforeninger.

- Sandheden er, at Miliband sprang med begge ben ud i den her diskussion uden at tænke sig om. For hvad vil han gøre uden fagbevægelsens penge? Han har stadig brug for dem. Nu risikerer han så, at de vil blive givet fra enkeltsag til enkeltsag i stedet for, og udsætter sig i virkeligheden for anklager om at blive langt mere styret af fagbevægelsen, mener James Moher, der også påpeger, at fagbevægelsen også vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved forholdet.

- Han har åbnet den berømte Pandoras æske, for nu vil fagforeningerne måske også internt begynde at diskutere, om de egentlig får noget for de mange penge, siger han, og påpeger, at Ed Miliband efter hans mening ikke har gjort sig selv nogen tjenester ved at melde så bastant ud.

- Ironisk nok tror jeg ikke, det her får den mindste betydning for vælgerne. Om noget, så fornemmer jeg, at stemningen faktisk har flyttet sig lidt i de senere år, og mange tænker, at fagforeningerne måske er blevet for svage – at de arbejdsforhold, folk arbejder under efter krisen, er så dårlige, at det ville være en god ting, hvis fagforeningerne fik lidt mere at sige, mener James Moher.

Uden visioner

Også Richard Hyman har observeret, at fagforeninger over det meste af Europa har trukket sig tilbage fra at udøve åbenlys politisk indflydelse direkte på partier.

- Fagforeningerne er blevet mere passive og reagerende. Men hvor kan de ellers gå hen end til arbejderpartierne, selvom de ikke bryder sig om, hvordan de opfører sig?, konstaterer han og peger på, at krisen har været med til at definere forholdet mellem parti og fagbevægelse og ridse det skarpere op.

- Det er en ikke helt lineær trend. Men man kan groft sagt sige, at fagforeninger har det bedre med arbejderpartier i opposition, der kræver bedre forhold for arbejderne. Mens arbejderpartier i regering, der er tvunget til at føre en ansvarlig økonomisk politik med nedskæringer, typisk har et mere anstrengt forhold til fagforeningerne.

Bedre relationer i Sverige

Han peger eksempelvis på Sverige som et sted, hvor relationerne er blevet styrket i den seneste tid.

Ifølge Richard Hyman er der et behov for at forsøge at definere både fagbevægelsens og arbejderpartiernes rolle i et nyt samfund.

- Mange socialistiske partier vakler lige nu lidt igennem udviklingen uden en klart defineret vision. Samtidig ser vi fagforeningerne blive langt mere sofistikerede politisk. De har deres egne fokusgrupper og kan sagtens gå økonomisk ind i kampagner for enkeltsager eller i værdidebatten og dermed være med til at lægge politisk pres på en ny måde end ved direkte partitilknytning, siger han.

Det betyder ikke, at fagforeningerne ikke har et problem, understreger den britiske professor.

- Fagforeningerne har brug for den samme proces, hvor de skal være bedre til at argumentere overfor deres medlemmer om, hvad de egentlig er her for? Jeg tror, mange generalsekretærer ville have svært ved at komme med et oprigtigt svar, der er skrællet fri for slogans og kan skabe en virkelig forbindelse til folk, siger han.