Medierne blinker også gul breaking, når Sass Larsen ikke kan blive sikkerhedsgodkendt, når Özlem Cekic stemmer imod sin regering, eller når Mette Frederiksen ikke lever op til de skoleprincipper, hun selv prædiker. Drivkraften i den gode politiske fælleshistorie er ballade og konflikt, og derfor må politikere, der vil gøre karriere i toppolitik, indregne, at de på et tidspunkt kommer til at stå i et politisk stormvejr. 

Pynter på CV'et

Faktisk er der ved at tegne sig et overraskende mønster i, at skal man gøre karriere i politik, kræver det næsten, at man har et par 'tunge' kriser eller skandaler at fremvise på CV'et. Både Thorning og Løkke har fået godt med tæsk i årene op til de kunne indtage Statsministeriet. Morten Messerschmidt måtte forlade DF efter en tur i Grøften, inden han kom tilbage i folden og støvsugede sidste Europaparlamentsvalg for stemmer. Stærke politiske brands som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard har også taget deres ture på forsiden, og begge må siges at være politikere, der nærmest er et produkt af ballade og konflikthistorier

Der er særligt to årsager til, at skandaler på sigt kan pynte på CV'et. Først og fremmest siger det noget om, at man har en vis tyngde, når man kan tage spidsen af nyhedsudsendelserne. Er en politiker topnyhed, har vedkommende også lettere ved at komme i medierne med 'gode' sager fremover. Politikere som Messerschmidt og Søren Pind er fine eksempler på politikere, der helt bevidst strammer budskaber og fremprovokerer konfrontationer for at få noget hurtig medieomtale. De har fanget, at man kan sidde 20 år på bagerste række på Borgen og levere hårdt arbejde uden at komme ud af stedet. Skal man frem i forreste geled, skal man kunne tale mediernes sprog, og her handler det om at levere drama, konflikt og action.  

Historier i håndteringen

Den anden årsag til, at den politiske skandale kan pynte på CV'et, er, at der i selve håndteringen af krisesituationen ligger en fortælling om, hvem man er som person. Da Thorning afbrød sin ferie i 2010 for at svare igen på beskyldningerne om, at hun havde snydt i skat, sendte det et stærkt signal om, at hun kunne stå på broen i stærk storm. Indtil da var der flere, der havde tvivlet på, om hun var stærk nok, når bølgerne gik højt, men efter det impulsive pressemøde i lufthavnen beviste hun, at hun kunne håndtere krisesituationer.

Ritt Bjerregaard er også mere kendt for sin koldblodighed og stålfasthed i de forskellige skandaler, hun har været indblandet i, end hun er kendt for sine politiske resultater. Anders Foghs image som en stærk politisk leder er i høj grad også skabt af hans håndtering af de mange dårlige sager fra regeringstiden i 00'erne. Omvendt har Lene Espersens og Villy Søvndals krisehåndtering ikke været særlig køn, og det har kostet dem begge på image-kontoen.

Korttidshukommelsen

De politiske skandaler går også hurtigere væk, end de gjorde tidligere. Hastigheden i den politiske nyhedsstrøm betyder, at hukommelsen i politik er forkortet væsentligt, og at vi simpelthen hurtigt glemmer de forskellige skandalesager. Mediestrømme kører i døgndrift, og de politiske nyheder pumper løs, og det er lige før, at en almindelig nyhedsdag i dansk politik i dag svarer til, hvad der skete på en hel uge for 10 år siden.

Sass Larsen og Özlem Cekic er kommet rekordhurtigt tilbage efter deres degraderinger, og på samme måde er Mette Frederiksen også langt forbi sin privatskolesag og nu en af de mest populære ministre. Så bare fordi man som politiker har fået en omgang tæsk i medierne, er det slet ikke sikkert, at det vil koste den politiske karriere.

Selvfølgelig afhænger omkostningerne af krisesituationen af, hvilken type krise der er tale om. Handler det om kriminalitet eller meget dårlig moral, er det svært at komme tilbage i politik. Ligeledes er det også problematisk, hvis krisen udstiller nogle åbenlyse faglige inkompetencer.

Men den korte hukommelse i politik gør, at det er meget nemmere at ryste de dårlige sager af og genskabe et godt image. Så selv om mange politikere er ængstelige for at ende på forsiden, behøver det slet ikke at være så tosset. Hvem ved, om vi i fremtiden vil se nye unge politikere selv opsøge de politiske skandaler og kriser for at få lidt farverigt guf til CV'et.