Ordførerdebat: Skal kommunernes økonomi fredes i jagten på de 18 mia. mere om året til forsvaret?
Ordførerdebat: Skal kommunernes økonomi fredes i jagten på de 18 mia. mere om året til forsvaret?

Jeg er i forbindelse med denne klumme blevet opfordret til at svare på spørgsmålet, om Dansk Folkeparti vil frede kommunernes økonomi, når der lige om lidt årligt skal findes 18 milliarder til at styrke Forsvaret.
I Dansk Folkeparti er svaret på det spørgsmål entydigt ja. Det er ikke kommunerne, der skal betale for oprustningen.
I DF er vi skam store tilhængere af, at Danmark skal have en styrke, som afskrækker potentielle invasionshære. Den russiske invasion af Ukraine har gjort nødvendigheden af det projekt tydelig for snart sagt alle personer i Danmark.
Regeringen kunne med fordel opgive nogle af de mange kommissioner, arbejdsgrupper og task forces, som den omgiver sig med, for i stedet at bruge pengene på at hjælpe samfundets svageste.
Årsagen til, at vi mener, at kommunernes økonomi skal holdes ude af dette, skal snarere findes i, at samfundets udsatte grupper risikerer at miste den sociale velfærd, som er et hjertebarn for DF.
Det ville være problematisk nok i sig selv, men vi har allerede en social sektor, som lader meget tilbage at ønske.
Risikofrit at svigte handicappede
Som Rigsrevisionen for få dage siden demonstrerede i en opsigtsvækkende beretning, er der f.eks. alt for mange svigt i levering af ydelser til handicappede. Svigt, som Social- & Ældreministeriet har sløset med at følge op på.
Fejlen ligger delvist i en problematisk struktur, som blev født ud af kommunalreformen i 2007.
Da man dengang flyttede ansvaret for sociale ydelser over på kommunerne, blev der ikke indarbejdet en sanktionsmulighed mod de kommuner, der ikke lever op til deres forpligtelser på handicapområdet.
Når det kommer til at levere sociale ydelser, kan kommunerne derfor snyde på vægtskålen uden at skulle frygte for konsekvenserne.
Rigsrevisionens beretning er en ordentlig begmand til social- og ældreminister Astrid Krag. Og der er flere problemer end det.
Spar på kommissionerne i stedet
Mediet Altinget har også afsløret, at den socialdemokratiske regering vil finansiere den kommende handicapreform via besparelser i Socialstyrelsen, hvilket vil komme til at gå ud over blandt andet udsatte børn og unge.
I Dansk Folkeparti vil vi ikke acceptere, at man på den måde svigter samfundets udsatte grupper, der ellers skulle nyde godt af vores berømmede velfærd, og nedskæringer for at finansiere Forsvaret vil kun gøre tingene værre.
Regeringen kunne med fordel opgive nogle af de mange kommissioner, arbejdsgrupper og task forces, som den omgiver sig med, for i stedet at bruge pengene på at hjælpe samfundets svageste.
I Dansk Folkeparti ønsker vi entydigt, at Danmark skal have et stærkt forsvar.
Det gør vi ikke som andre nationer, fordi vi vil være den største i skolegården, men fordi vi mener, at Danmark er et land med et samfund og værdier, som er værd at kæmpe for.
Én af disse værdier er omsorgen for samfundets svageste, og netop derfor ville det være en eklatant fejltagelse at tage pengene fra dette område, som gør Danmark dejligt til at begynde med.
Vi opfordrer regeringen til at få ryddet op på handicapområdet og finde andre måder at finansiere fremtidens forsvar af Danmark end at tage pengene fra dem, der har reelle behov.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.