Kommunen.dk
MENU

Sårbare kan stå over for et tredje vaccinestik

Storbritannien vil give millioner tredje stik, og ifølge professor bør sårbare grupper i Danmark få samme mulighed. Sundhedsstyrelsen følger udviklingen nøje.

Sårbare kan stå over for et tredje vaccinestik

Storbritannien vil give millioner tredje stik, og ifølge professor bør sårbare grupper i Danmark få samme mulighed. Sundhedsstyrelsen følger udviklingen nøje.
Det kan blive nødvendigt med en tredje dosis vaccine til en række personer, der egentlig er færdigvaccineret.
Det kan blive nødvendigt med en tredje dosis vaccine til en række personer, der egentlig er færdigvaccineret.
Foto: Kristian Djurhuus, Ritzau Scanpix

Borgere, der er færdigvaccineret mod coronavirus, kender proceduren: Et stik efterfulgt af nogle ugers ventetid, derpå endnu et stik, og så er den fulde vaccination sikret. Men Storbritannien går nu skridtet videre og ventes at tilbyde cirka 32 millioner færdigvaccinerede personer et tredje stik.

Spørgsmålet er, om Danmark skal følge trop. Det mener Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, er en god idé.

- Vi har altid vidst, at effekten af vaccinen vil aftage over tid. Hvor lang tid ved vi ikke, og den holder stadigvæk mod alvorlig sygdom og død som gennemsnitsbetragtning. Men der er en aftagende effekt med tiden, det er nu dokumenteret. Og det ser ud til, at effekten aftager hurtigere blandt for eksempel ældre, som er i risikogrupperne, siger han.

Fredag lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at overvejelserne om et tredje stik pågår.

- Det holder vi skarpt øje med, og i første omgang går overvejelserne på, om ældre og sårbare grupper, som især risikerer alvorlig sygdom som følge af coronavirus, skal revaccineres på et tidspunkt, hed det i et skriftligt svar fra Brostrøm.

Udvikling viser vejen

Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet, afviser ikke, at det kan blive aktuelt. Men han mener, det kommer helt an på udviklingen blandt de sårbare grupper.

- Det kan være, vi begynder at se nogle med et lavt antistofniveau og nogle, som rent faktisk bliver syge trods færdigvaccination. Hvis det sker, vil overvejelserne om et tredje stik rykke tættere på.

- Men vi skal huske, at vi ikke er færdige med at vaccinere befolkningen med stik nummer to endnu, så det skal vi have gjort først. Det er ikke tredje stik, vi skal begynde at give nu, siger han.

  Vi skal huske, at vi ikke er færdige med at vaccinere befolkningen med stik nummer to endnu, så det skal vi have gjort først. Det er ikke tredje stik, vi skal begynde at give nu.

Planen om det tredje stik i Storbritannien er endnu ikke bekræftet af den britiske regering eller myndighederne.

Men avisen The Telegraph kan ifølge nyhedsbureauet Reuters fortælle, at de mange millioner borgere fra 6. september indtil begyndelsen af december får muligheden. Også Israel vil tilbyde et tredje skud vaccine til borgere over 60 år.

Ifølge Hans Jørn Kolmos kan et tredje stik til færdigvaccinerede danskere ligge et stykke ude i fremtiden.

- Men tager man de store briller på, vil vi jo nok skulle indstille os på, at vi skal revaccineres på et tidspunkt, siger han.

Partier er åbne

Allan Randrup Thomsen mener heller ikke, et tredje stik til særligt sårbare skal tilbydes allerede nu.

- Men vi skal i en ikke så fjern fremtid overveje, om vi ikke i første omgang i hvert fald skal give det til sårbare grupper, siger han.

Dansk Folkeparti, De Konservative og Enhedslisten vil alle afvente sundhedsmyndighedernes vurdering, men meldte sig fredag åbne over for, at nogle grupper skal tilbydes endnu et stik.

- Vi stiller os positive over for et tredje stik. Vi har hele tiden vidst, at det kunne komme på tale ved det, at nogle grupper ikke bliver dækket lige så meget af de stik, man har fået, lød det fra Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Vacciners langvarige effekt diskuteres

  • Studier har nået forskellige konklusioner om, hvor lang tid coronavaccinerne i det officielle danske program giver beskyttelse. I det program indgår vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna.
  • I juni blev et stort studie offentliggjort i tidsskriftet Nature. Studiet peger på, at effekten fra Pfizer/BioNTechs vaccine kan vare adskillige år. Fagfolk var glade for resultaterne, men pegede også på usikkerheder i studiet.
  • Ifølge de nuværende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen kan færdigvaccinerede betragte sig som immune i mindst otte måneder.

Kilder: Ritzau, New York Times

 



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR