Pressens og opposi­tionspolitikernes manisk gentagne messen, der kører som en slidt vinyl-plade, hvor pickuppen hænger fast. Ups! Der tabte jeg vist de yngre læsere, der ikke har oplevet de gode, gamle LP-plader. Men jeg kan betro disse yngre generationer, at når en rids i yndlings-pladen fik pladespilleren til at gentage og gentage et par sekunder af musikken, så var det IRRITERENDE. Så skulle man hen til pladespilleren og give pickuppen et lille skub. 

Der skal nok mere end et lille skub til for at afbryde de politiske fraser, som vi var mange, der håbede ville få en ende, når valgkampen var ovre. I min radio fortsætter politikerne med deres monotone, men skrattende gentagelser og snakken højt i munden på hinanden, så ingen kan høre et pluk. 

”Jeg bliver nødt til at sige …” ”Der er ingen tvivl om …” ”Lad det være sagt med det samme … ” ”Jeg tror, enhver kan forstå …” ”Det siger sig selv, at …” Skrat! Skrat! Skrat! Nogen gange kunne ridserne i LP-pladen være så alvorlige, at pickup’en simpelthen hoppede højt, forlod pladen og røg ud over kanten. Så tav musikken. Ak ja, det var tider.

Her fortsætter pladen - ”Løftebrud! SKRAT! Løftebrud! SKRAT! Løftebrud …” 

Denne gang er det statsministerens nytårstale, der er anledningen til, at koret sætter ind. Her looovede Helle Thorning-Schmidt inden valget, at landets kriseramte økonomi kunne rettes op – ikke ved at spare, men ved at investere … Og så sidder hun dér på Marienborg og siger, at der skal beskæres og bespares, og vi kommer alle til at mærke til det. 

Den slags budskaber, som her vel ret beset handler om at udstikke én af to principielt forskellige måder at indrette samfundet på, kommer let til at fremstå temmelig bastante under en valgkamp. Der er – i hvert fald for mig – ikke noget overraskende i, at der er denne principielle forskel mellem, hvad socialdemokrater og borgerlige vil med samfundsøkonomien. Der er jo tale om to velbeskrevne samfundsøkonomiske tænkemåder – to samfundsøkonomiske skoler. Og der er intet usædvanligt i, at det bliver understreget i en valgkamp.

Når de samfundsøkonomiske problemer så skal tackles konkret, og for eksempel et underskud i statsbudgettet skal nedbringes, så er der intet overraskende i, at ingen af måderne får lov at stå alene. Dét er mildest talt set før med regeringer af alle tænkelige kulører.

At påstå, at den slags politiske erklæringer kan betragtes som gyldne løfter, er efter min mening langt ude. Medier og oppositionspolitikere optræder, som om der er tale om en helt enestående situation, hvor en ny regering begår en endeløs stribe af utilgivelige løftebrud – Arrr, mor! Du havde LOVET mig en ny cykel til jul! 

Det har da ikke været kønt, bestemt ikke. Men det er jo ikke første gang i politik, at de politiske ønsker, drømme og fjerne mål lå et pænt stykke fra den politiske virkelighed, der indtræder, efter at vælgerne har talt.

Nu kunne nogle måske mene, at oplevelsen af løftebrud skyldes, at vi netop har haft en halv snes år med kontraktpolitik. Dengang skete sådan noget ikke. Da vidste vælgerne, hvad de fik for deres stemme. Hmmm. Jaså.

Nu fik vælgerne f.eks. ikke at vide, at vi – for første gang siden 1864 - skulle være en krigsførende nation. 

Og så var der efterlønnen – hvem kan mindes, at vælgerne på forhånd fik at vide, at nu ville den blå regering forsøge at gennemføre en alvorlig reduktion af den? 

Men så var regningen betalt, fik vi at vide af både stats- og finansministeren, da de var færdige med deres ’genopretningspakke’. Det var den som bekendt ikke. Tværtimod voksede underskuddet på forunderlig vis hen over en valgkamp, et valg og en regeringsdannelse fra 80 til 100 milliarder. 

Jo, politik er noget ganske andet end et gyldent løfte til sønnike om en ny cykel til jul. Sku’ vi ikke forsøge at skubbe forsigtigt til pickuppen og høre, om der måske skulle være andre toner længere fremme på pladen?