I slutningen af juni 2014 kom der en glædelig udmelding fra KL: Næsten alle kommuner bruger arbejdsklausuler  og stiller dermed krav om overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår, når de sender opgaver i udbud.

Både 3F og Enhedslisten glædede sig over nyheden, men begge understregede, at én ting er at stille krav om arbejdsklausuler, noget andet at sikre sig, at de bliver overholdt.

Socialdemokraternes Leif Lahn Jensen var vældig glad; han så det som en bekræftelse på, at det går fint ad frivillighedens vej.

Jeg tillod mig at være skeptisk og stillede derfor i juli 2014 en række spørgsmål til beskæftigelsesministeren for at få afklaret, om kommunerne bruger arbejdsklausuler i alle udbud, om de sikrer sig ret til kontrol og sanktioner, og om de stiller krav om økonomisk sikkerhed for, at arbejdsklausulen er overholdt hele vejen ned igennem kæden af underleverandører.

Mere end et halvt år efter har jeg ikke fået svar. Besynderligt. KL må da have en undersøgelse liggende som baggrund for deres udtalelser?

Eller rettere: Jeg har fået svar – bare ikke fra dem, jeg spurgte, men fra 3F, der for nylig udgav en opdateret rapport om, hvordan det egentlig ser ud.

Det er helt klart gået fremad. Men der er stadig lang vej igen, førend kommunerne lever op til KL´s rosenrøde beskrivelse.

9 ud af 10 kommuner bruger arbejdsklausuler, men kun knap halvdelen bruger dem på andre områder end byggeriet, hvor der jo også er brug for at sikre ordentlige løn og ansættelsesvilkår, det vil sige i forbindelse med rengøring, transport, servicetrafik, renovation, det grønne område og teknisk service. Under 40 procent af kommunerne anvender dem konsekvent, altid og på alle områder.

I forhold til de selvejende institutioner står det rigtig sløjt til. Det er kun hver femte kommune, der stiller krav om arbejdsklausuler, når de skriver kontrakt med dem.

Hver anden kommune kontrollerer aldrig eller sjældent, om kravene efterleves. Det er dog positivt, at af de kommuner, der foretager kontrollen, bruger 3 ud af 4 kædeansvar og sanktioner, som sikrer, at kravene bliver overholdt hele vejen ned gennem kæden.

Helt deprimerende er det med hensyn til krav om uddannelsesklausuler. Det bruges en del på byggeområdet, men stort set ikke på de andre områder, selvom det burde være en selvfølge i en tid, hvor der mangler cirka 13.000 praktikpladser.

Min konklusion er, at nu må det være slut med hensynsbetændelse overfor de kommuner, der ikke kan tage sig sammen. Folketinget må pålægge alle offentlige myndigheder og selskaber at stille krav om arbejds-  og uddannelsesklausuler, når de sender opgaver i udbud, og præcisere, hvordan de bruges. Hvad arbejdsklausulerne angår, bør det ske på grundlag af Beskæftigelsesministeriets glimrende cirkulære fra juni 2014.

Det burde ikke være noget politisk problem. Alle erklærer sig enig i, at skattekroner ikke skal kunne misbruges til social dumping og at det offentlige skal fungere som rollemodel på arbejdsmarkedet, hvilket blandt andet fremgår af internationale konventioner (for eksempel ILO 94), som vi har tiltrådt. Så spørgsmålet er nu: Skal vi leve op til skåltalerne eller give fodslæberne vetoret? Vil KL virkelig være iblandt de sidstnævnte? I så fald er det dobbelt pinligt.