Regeringen lader covid-milliarderne rulle
Regeringen lader covid-milliarderne rulle

Normalt bliver en finanslov indgået efter ugers politisk armlægning i medierne, tænders gnidsel og partiledere, der med matte øjne siger tak for kampen. Men ikke søndag.
Her kunne en smilende finansminister Nicolai Wammen (S) præsentere et væld af tiltag sammen med ligeledes smilende partiledere fra De Radikale, SF og Enhedslisten. Flankeret af Alternativets eneste tilbageværende medlem af Folketinget, Torsten Gejl.
- Finansloven for 2021 er en corona-finanslov, som handler om at få Danmark sikkert igennem en meget svær situation. Vi ønsker med denne finanslov at holde en sikker hånd under Danmark og danske arbejdspladser. Og samtidig prioriterer vi en grøn omstilling og velfærd, sagde finansministeren.
En historisk stor sum penge har da også været med til at smøre alle politiske jul og give plads til at væld af politiske mærkesager.
Aftalen betyder, at nye tiltag for 16 mia. kr. bliver sat i værk over de næste fire år.
Noget til alle støttepartier
SF kunne fejre minimumsnormeringer, oprydning af generationsforurening og psykologhjælp til unge. Enhedslisten økonomisk hjælp til udsatte børn, og De Radikale grønne initiativer for omkring 4,5 mia. kr.
Derudover indeholder finansloven finansiel stimulus som en udvidelse af boligjobordningen, velfærdstiltag for unge og ældre og en lille milliard til at undgå besparelser på DR.
Normalt er det De Radikale, der bryster sig at holde en rød regering på den finansielle dyds smalle sti som midterparti. Men partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, havde ingen betænkeligheder.
- Der bliver brugt mange penge, og vi er også påholdende. Men vi er mest fokuserede på, at pengene bliver brugt rigtigt. Altså på initiativer, der skaber varige job og sikrer, at vi komme styrket ud af krisen.
- Vi er ikke i mål endnu, og opgaven er nu at holde fast i, hvad det er, vi skal lave af, og hvordan vi får mennesker nok i økonomien til at komme videre herfra, sagde hun efter aftalen.
Pengene til de mange udgifter kommer i høj grad fra råderummet og fra de milliarder, som regeringen forventer at få fra EU's covid-19 genopretningspulje.
Ingen skattestigninger
Derfor indeholder finansloven ikke skattestigninger eller andre emner, der kan få de sure miner frem.
Der kom da også roser til initiativerne fra alt fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv og Dansk Industri. Blandt de få kritisk røster var den liberale tænketank Cepos og De Konservatives Rasmus Jarlov.
Selv Enhedslistens Pernille Skipper havde svært ved at finde huller i osten.
Det er et nybrud i dansk, økonomisk politik at styrke velfærden for andet år i træk. Og at krisepolitik består i at investere i arbejdspladser via grøn omstilling og at gøre forholdene bedre for dem, der bliver ramt af arbejdsløshed.
- Det er et nybrud i dansk, økonomisk politik at styrke velfærden for andet år i træk. Og at krisepolitik består i at investere i arbejdspladser via grøn omstilling og at gøre forholdene bedre for dem, der bliver ramt af arbejdsløshed. I stedet for at dele skattelettelser ud til de rigeste.- Så man kan godt blive helt håbefuld, selv en jyde som mig, sagde hun.
Svært at finde politisk vrede
Med en finanslov, der med EU-midler og råderum sparker gang i økonomien uden skattelettelser, måtte selv oppositionens leder lede efter den politiske vrede.
Der er mange elementer, vi godt kan se os selv i. Der er nogle som vi er uenige i, og så er der nogle områder, hvor vi ønsker, at finansloven pegede mere fremad.
- Der er mange elementer, vi godt kan se os selv i. Der er nogle som vi er uenige i, og så er der nogle områder, hvor vi ønsker, at finansloven pegede mere fremad, siger Jakob Ellemann-Jensen (V).
Milliarderne er ikke færdige med at rulle. 2020 vil stadig skulle byde på store politiske aftaler om grøn skattereform, politiaftale og erstatning til minkavlere. Og i 2021 skal der laves en klimaaftale med landbruget.
Finansminister Nicolai Wammen understregede dog, at hele sparebøssen ikke er tømt med søndagens finanslov.
- Bare rolig. Der er massere krudt tilbage. Både i finansministeren og statskassen, sagde han.
Finansloven i hovedtræk
4,5 milliarder kroner i grønne initiativer. De dækker blandt andet energirenoveringer, udtagning af oliefyr, cykelpulje, oprensning af generationsforureninger og udtagning af landbrugsjord.
Milliarder til økonomisk stimulus i form af forøgelse af boligjobordningen, støtte til oplevelsesøkonomien, bredbåndspulje og opkvalificering.
1,3 milliarder kroner til kulturen i form af et stop for besparelser på DR og støtte til museer, musik og scenekunst.
Pulje til at tage imod op til 500 kvoteflygtninge.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























