Hvis Venstre ved regeringens fødsel for et år siden var bange for ikke at blive synlig nok i samarbejdet, så gik det på en måde som frygtet. Men det gik også modsat med al for megen opmærksomhed, man gerne havde været foruden.

Det gik galt fra starten. Ikke helt forståeligt valgte daværende partiformand Jakob Ellemann-Jensen at blive forsvarsminister, men nåede dårligt at markere sig for alvor på den post, før helbredet sagde fra, og han blev sygemeldt efter mindre end tre måneders funktionstid. Da han vendte tilbage til forsvarsministerposten efter sommer, gik der blot tre uger, før han skiftede til Økonomiministeriet, og blot to måneder yderligere før han stemplede helt ud af regeringen, af Folketinget, af partiformandsposten og af politik.

Samlet aktiv ministertid fire og en halv måned. Helbredet er man ikke selv herre over, men suppleret med fejldispositionerne var slutfacit ikke desto mindre en turbulens, der til forveksling ligner retningsløs ledelse. I sammenligning er den nye partiformand Troels Lund Poulsens håndtering af seneste sygemelding, den nyudnævnte Mia Wagners, blot en minimalistisk justering tilbage til den tidligere indehaver af ministerposten.

Venstre efter Ellemann

Skal man være lidt kynisk, og det skal man jævnligt i toppolitik, er den geninstallerede Marie Bjerre i mellemtiden sluppet af med et af kritikpunkterne mod hende, nemlig at hun ikke var kendt nok. Det er hun nu, 15 dage efter at hun ved sin afskedsaudiens friskt sagde “på gensyn” til Majestæten.

Den anden del af spørgsmålet om Venstres synlighed, klemtheden i regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne, har også fundet en slags (foreløbig) løsning. Det var kun alt for tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen ikke kunne matche Mette Frederiksens dobbelt så lange og Lars Løkke Rasmussens tre gange så lange folketingserfaring, mens Troels Lund Poulsen er helt anderledes på omgangshøjde.

Skal det blive helt godt, skal han dog lande en anden ministerpost med mere rum til det tværgående og færre driftsopgaver end i Forsvarsministeriet. Her er blikket rettet mod EP25, når der skal udpeges en ny EU-kommissær efter Margrethe Vestager, og der åbner sig nye rokademuligheder. Indtil da er det især op til regeringsrokadens trumf-es Stephanie Lose at røgte de indre linjer.

Skat op og skat ned

I afdelingen for politik har økonomien spillet en hovedrolle i regeringens første år med to finanslove, først den for i år og for nylig den for næste år, desuden to økonomiaftaler med kommuner og regioner, først den ordinære og siden en ekstra-milliard, der ikke var forhandlet men bare en bevilling.

Kommunerne er vant til at være taknemmelige for lidt, og lidt var ekstrabeløbet da også denne gang. En milliard lyder af meget, men er reelt blot 0,2 pct. mere, end der var givet i første omgang, og den kommunale taknemmelighed er da også til at overse, nu efter at 2024-budgetterne er på plads, for flere kommuners vedkommende med skatteforhøjelser i strid med økonomiaftalen.

Skattelettelser er det også blevet til som en del af 2030-planen. De kommer til udmøntning i 2026, der som bekendt er valgår, hvis regeringen holder tiden ud. Et kendt træk. Men ellers adskilte 2030-planen sig fra alt, man har været vant til, ved at adressere flere penge til forsvar og sikkerhed end til velfærd. På papiret er beløbet til velfærd ganske vist større, men hovedparten af velfærdspengene er bare vedligehold af nuværende niveau, mens forsvarsområdet er ude i en regulær oprustning.

Personsagerne

I et helt andet hjørne af forsvarsområdet opstod der hen over forsommeren et forlydende, snart afløst af allehånde spekulationer om statsminister Mette Frederiksen som mulig kommende Nato-generalsekretær. Selv erklærede hun efter velkendt mønster, at hun ikke var kandidat, hvilket efter samme mønster er helt intetsigende, idet kandidater til den slags poster altid først er det, når de er sikre på at blive valgt.

Dertil nåede det aldrig, men spekulationerne satte gang i diverse positioneringer internt i Socialdemokratiet, og for den sags skyld også i mindst ét andet regeringsparti, Moderaterne, eller mere præcist udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Skulle Mette Frederiksen rende af pladsen i nær fremtid, formodes finansminister Nicolai Wammen at stå for tur, men det er ikke en tilstand der varer evigt. Justitsminister Peter Hummelgaard kan også komme i spil, hvis det varer længe før S skal have en ny formand.

Det tredje regeringsparti Moderaterne har som ny spiller i politik helt forventeligt måtte døje med begyndervanskeligheder. Allerede tre uger efter FV22 sagde partiet farvel til det første folketingsmedlem, men det viste sig efterfølgende næsten smertefrit i forhold til den næste, Jon Stephensen, nu løsgænger efter at han udviste lidt for nærgående verbal interesse for en ung kvindelig partifælle. Også han blev dog senere overgået med længder af Mike Fonseca, hvis tilsvarende interesse ikke kun var verbal, men dog ikke involverede en partifælle. Sådanne har han ikke længere nogen af og vil næppe nogensinde få det.

Røre på arbejdsmarkedet

Skønt flertalsregering har SVM fra starten ikke kunnet nyde godt af arbejdsro. Afskaffelsen af storebededag som helligdag ledte til et opgør med fagbevægelsen, som på regeringssiden især gjorde ondt på Socialdemokratiet.

På fagforeningssiden lykkedes det at indkapsle utilfredsheden om noget rent politisk, der ikke, som i: slet ikke, blev adresseret under de private overenskomstforhandlinger. Klogt, viste det sig. OK23 blev kørt hjem uden mislyde, selvom mange havde frygtet konflikt ovenpå storebededagsopgøret.

På det offentlige arbejdsmarked bød Lønstrukturkommissionen på en begmand til sygeplejerskerne, der var årsag til at kommissionen blev nedsat, og som havde håbet på dens opbakning til klagesangen om lønefterslæb. Sygeplejerskerne fik dog oprejsning, sådan da, med trepartsaftalen, selvom den først og fremmest tilgodeså FOA’s sosuer og i anden række pædagogerne i BUPL. Ligesom skattelettelserne med effekt fra 2026, det sandsynlige valgår.

Helt som forudset har ekstrapengene til de udvalgte faggrupper afstedkommet knurren hos andre faggrupper, især politiet og lærerne. OK24 på det offentlige område kommer med stor sandsynlighed ikke til at gå lige så gelinde, som OK23 gjorde på det private.

Blandet bøvl

Foruden det nævnte har regeringens første år budt på et udvalg af blandet bøvl, hvoraf ikke alt endte dårligt for den. Eksempelvis fik udspillet til uddannelsesreform langt fra nogen begejstret modtagelse, og det, det endte med, kan man efter behag kalde udvandet eller et eksemplarisk resultat af en klassisk politisk forhandling.

I det hele taget har regeringen udvist et vist håndelag for at få ubehagelige sager til at glide af - ikke uden ridser, men heller ikke med ødelæggende skader. Eksempelvis blev det kuldsejlede spinforsøg på at kalde en forringelse af tilbagetrækningsmulighederne for Arne Plus i stedet for det mere sandfærdige Arne Minus lempet ud ad bagdøren i forbindelse med 2030-planen, hvor alt muligt andet tog opmærksomheden.

Det samme med koranloven og sagerne om Claus Hjort Frederiksen og Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor det til sidst lykkedes regeringen at få andre partier til at give en hånd med ved vedtagelsen, betalt med overskuelige indrømmelser.

Men sandsynligheden taler for at det ikke bliver ved med at gå, og de upræcise og til dels helt tilfældige ejendomsvurderinger er et godt bud på en af de sager, man ikke uden videre kan få til at gå væk. I første omgang bliver det et problem for de kommuner, der har baseret deres 2024-budgetter på et opskruet grundskyldsprovenu, men det er trods alt et problem, der kan løses med penge, og det har regeringen før vist sig klar til.