Lige så snart S-kongressen var forbi, kom regeringstoppen hjem til hverdagen på Christiansborg, hvor både oppositionen til højre og til venstre i et samråd grillede statsministeren og hendes håndtering af den såkaldte 'Sass-sag', der handler om, hvorvidt det ministerielle embedsværk og særligt PET har haft en finger med i spillet, da socialdemokraten Henrik Sass Larsen i fjor og nærmest på dørtrinnet til Finansministeriet, ikke kunne 'sikkerhedsgodkendes'. Statsministeren selv har skiftet forklaring så mange gange, at ingen længere kan følge med. Og sagen bliver hele tiden værre, fordi der konstant kommer nye oplysninger og spekulationer frem.

Den konstante defensiv

I de 12 måneder regeringen har siddet, er det kun lykkedes den i ganske få øjeblikke at komme i offensiven. Det er som regel sket i de tilfælde, hvor Venstre enten har kvajet sig – som under skattereformforhandlingerne – eller har ligget ned i forvejen – det vil sige når pressen skriver om møderne i Skattesagskommissionen. På alle andre tidspunkter hører vælgerne kun om utilfredshed i baglandet hos SF, fagbevægelsen der ikke vil være med til trepartsforhandlinger, det socialdemokratiske bagland, der afliver betalingsringen og så videre.  

For at det ikke skal være løgn, så bidrager statsministeren selv til løjerne, da hun tvunget af omstændighederne går i pressen for at orientere os alle om, at hendes mand altså IKKE er homo- eller biseksuel, hvorfor der så går en uge med i pressen at debattere denne tilsyneladende ikke-historie, der i øvrigt i sin tid blev lanceret af Thorning-Kinnock-parrets egen revisor Frode Holm over for skattemyndighederne.

SF-krise er regeringskrise

Stort set hele september er gået, og halvdelen af oktober vil gå med SF's formandsvalg, hvor det i alle tilfælde ser ud til at svække regeringen, fordi valgkampen tilsyneladende er så tæt mellem de to kandidater. Den ene kandidat, sundhedsminister Astrid Krag, vil formentlig fortsætte SF's hidtidige linje i regeringen med stor risiko for yderligere ballade i baglandet, når SF om ikke så længe skal lægge stemmer til reformer af SU, kontanthjælp og sygedagpenge, hvor regeringen sammen med de borgelige skal finde nogle midler til den slunkne statskasse. Bliver det omvendt udfordreren Annette Wilhelmsen, der løber med palmerne, så øges presset på regeringen for at tage hensyn til SF's ønsker. Og dertil kommer al den uro, som en ministerrokade kan give et dybt splittet parti. Spørgsmålet er, om SF vil lægge stemmer til flere reformer, der går ud over vitale vælgergrupper, og hvilken betydning det får for regeringssamarbejdet. Det er så spændende, som det overhovedet kan blive. Og den evige ballade slider hårdt på alle topfigurerne og ikke mindst regeringens troværdighed samt lave popularitet hos vælgerne. Intet kan ske i regeringen – herunder finanslovsforhandlinger – før man ved, hvem det er, som bestemmer i SF.

Økonomiske Ali

Man forstår finansminister Bjarne Corydon, da han forleden via pressen fik behov for at tale økonomien op, selv om ingen andre økonomer kan få øje på positive tegn. Der gik derfor ikke længe, før en af regeringens mest troværdige ministre af reflekterende erhvervsjournalister fik tildelt øgenavnet 'Økonomiske Ali', som en hånlig kommentar til det noget kiksede forsøg på spin, idet de tilsyneladende finder hans optimisme på vegne af dansk økonomi langt overdrevet. Mon ikke der går en rum tid – og hvor flere positive nøgletal har åbenbaret sig for verden – før finansministeren igen forsøger sig med samme slags manøvre?