I landspolitik har De Radikale både uomtvistelig indflydelse og markante, populære ministre. I kommunalpolitik er der traditionelt længere mellem de radikale snapse, og et øjebliksbillede af partiets lokale positioner kan bringe Anker Jørgensens sprogbillede frem: ’Det Radikale Venstre er som et stykke sæbe. I ved, hvor svært det er at holde på’.

Vestagers kommunale fæller sejler i disse uger rundt i de politiske farvande – og har mange divergerende kurs-sætninger, når det gælder alliancer og strategier. På det politiske plan kan sejladsen minde om Odysseus’ dilemma, da han skulle styre mellem Scylla og Charybdis – et sekshovedet monster og en frygtet malstrøm i Messina-strædet. For med sin lidenhed kan det have sine fordele at alliere sig med andre småaktører – men hvem?

Liste B allierer sig både frejdigt med yderfløjene samtidig med, at man skyr dem som pesten: Samarbejde med LA i Syddjurs – og med EL i Køge. Kombinationen R-K har mere synlige samarbejdsflader og er blevet resultatet i blandt andet Faxe, Region Syddanmark og Holbæk, hvor partiet i øvrigt kan pege på sin seneste borgmester Jørn Sørensen fra 2005-09. Når man ser bort fra Anna Mee Allerslev i København.

I visse byråd er det lykkedes De Radikale at afgøre konstitueringer ved at lægge kursen til styrbord – som da Nadeem Farooq i Høje-Taastrup sikrede Michael Zieglers (K) position og sit parti en formandspost. Samme manøvre, som Morten Jung (R) tilsyneladende håber på på Frederiksberg. ’Nu ved vi, hvor vi har dem’, lød det fra S og SF, da partiet endelig meldte ud. For her levede de op til historiker Tage Kaarsteds beskrivelse ’De Radikale kan godt tage en beslutning. De er bare længe om det’.

I Kolding har R valgt alliancen til bagbord i forsøget på at få Christian Haugk (S) til rors. Og i Odense lod spidskandidat Susanne Ursula Larsen (R) sig fotografere roende med hver sin åre sammen med borgmester Anker Boye (S), der højtideligt lover partiet, der i dag slet ikke er i byrådet, en rådmandspost for indsatsen i robåden.

I andre kommuner er den radikale kurs 'at vente til sidst' formuleret ganske konkret. Som i Gladsaxe, hvor spidskandidat Claus Wachmann ’går ind for samarbejdende folkestyre og dermed afventer valget, før der tages stilling til de politiske konstellationer og muligheder for maksimal indflydelse.’ Og som i Helsingør, hvor Christian Holm Donatzky hverken vil udnævne borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) eller udfordrerne Benedikte Kiær (K) eller Henrik Møller (S) som favorit.

’At tænke radikalt er at stole på egne kræfter og tro på, at fornuftens lys kan vejlede’, har Thomas Bredsdorff sagt, og den form for selvbevidsthed synes man at følge i Svendborg, hvor partiet, der ellers stod i valgforbund med EL og en lokalliste, nu vil gå solo for at styre uden om EL.

Hverken i Helsingør eller Svendborg stemte vælgerne ved KV09 i øvrigt radikale kandidater ind. Det gjorde de heller ikke i Lemvig, hvor spidskandidat Lars Ebbensgaard har markeret radikalt mod ved at foreslå det lokale seminarium flyttet til Holstebro. I sandhed et statement, der lever op til det prædikat, reklamemanden Jørgen Duus har givet partiet: ’… et intellektuelt, elitært parti med vanvittigt mange højtuddannede mennesker. Det er dilemmaet for dem. De skal erkende, at de ikke er et folkeligt parti. Jeg kender i hvert fald ingen, som bor i campingvogn og stemmer radikalt.’