Psykisk syg og på vej i krig

Ole er syg af krigstraumer. Alligevel er han på vej til Afghanistan, hvor han skal lede et hold udsendte. At tage sig af de psykisk syge er ikke forsvarets opgave, men kommunernes, mener han.

veteraner

Af Benjamin Holst | [email protected]

”Hvis man en gang har været i forsvaret, så har man det i blodet. Jeg ved ikke, hvad det er ...” 

Ole sidder i stuen i sin lille toværelses lejlighed og fortæller om sine udsendelser til Irak og Balkan, mens han kæderyger. Askebægeret på stuebordet foran ham er fyldt til randen.  På væggene hænger klenodier, medaljer og fotografier i fedtede rammer. Gulnede persienner holder lyset ude.  

”Det er variationen, man laver forskellige ting. Og så er jeg glad for ånden. Man får et bredt netværk og et kammeratskab.” Ole reflekterer videre, og tænder endnu en cigaret.  Det er fyraften, men han har stadig sin uniform på.  

Gulvet i den dunkle lejlighed er dækket af et lag af gammelt vasketøj, bøger, rudekuverter, affald og ekskrementer fra hans to kæledyr. Her ligner en slagmark, måske en manifestation af Oles sindstilstand. For der er ingen tvivl om, at han er syg, og at det, der forhindrer den totale personlige nedsmeltning, er arbejdet. 

Frygter for karrieren

Efter en karriere som selvstændig ledelseskonsulent, forlod Ole for få år siden det civile liv og trådte tilbage ind i militæret, hvor han havde tilbragt nogen tid som helt ung mand. I dag er han ansat i en ledelsesmæssig rolle. Og selvom han har fået konstateret Posttraumatisk Stressyndrom (PTSD), er han på vej til Afghanistan, hvor han skal lede sit eget mandskab. 

”På den ene side vil jeg ikke af sted, fordi jeg har haft det så skidt efter den sidste tur. På den anden side, så trives jeg egentlig meget godt, når jeg er ude. Så det er dobbeltsidet. Det værste er ikke, at tage af sted, men at komme hjem igen,” siger han.

Kan du ikke fortælle din arbejdsgiver, at du er syg?

”Det kan man ikke. Det er en del af jobbet. Hvis man gør det, så er man allerede på vej til at blive afviklet. Hvis man siger noget om det, så mister man sin helbredsgodkendelse. Og så bliver man afskediget før eller siden,” siger han.

Ole har undervist ved Hærens Sergentskole. Her lærer man blandt andet forsvarets kommende ledere, hvordan man genkender stresssymptomer hos mandskabet. Det var også her, det først gik op for Ole, at han var syg: En dag eksploderede han pludseligt og uforklarligt i raseri over for kursuslederen. En episode, der blev efterfulgt af forflyttelse til en kaserne, et andet sted i landet, og omsider otte måneders sygemelding.

”Men det holdt jeg forsvaret ude af,” siger Ole, der fik sin egen læge til at skjule sygemeldingens reelle årsager.

Kommunernes opgave

Ifølge Soldaterlegatet, en fond, der hjælper tidligere udsendte soldater med økonomisk støtte, handler langt de fleste ansøgninger om hjælp til psykologisk behandling uden for forsvaret. Ole mener, at det illustrerer, at soldaterne er mistroiske over for deres arbejdsgiver og at mange ligesom han selv frygter, at forsvaret skal opdage, at man er psykisk syg, fordi man så risikerer at blive ”kørt ud på et sidespor”.

”Dette er jo en kommunal opgave. Det er ikke forsvarets,” siger Ole, og peger på konflikten i, at en arbejdsgiver også er den part, der diagnosticerer.

”Det, der er behov for, det er, at man tager fat i kommunerne. Som soldat bør man som enhver anden borger kunne søge hjælp hos sin kommune. Det er derude, folk de er.  Man laver jo rask væk selvhjælpsgrupper for Coca-Cola-misbrugere, men kommer man og siger, at man har været udsendt, så er der ingen hjælp at hente,” siger Ole.

Ole ønsker at være anonym. Hans virkelige identitet er redaktionen bekendt.

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet