Debatten om det specialiserede socialområde har fået en del plads det seneste, og en række synspunkter bringes på banen – synspunkter, som jeg finder sætter det specialiserede socialområde over den nødvendige prioritering af samfundets (altid) begrænsede ressourcer og i virkeligheden ikke særligt konkret beskæftiger sig med nye tilgange for løsninger af de udfordringer, vi står midt i, på det specialiserede socialområde.

Personligt støtter jeg kraftigt den inkluderende tilgang, som det danske samfund har til borgere med begrænsede fysiske og/eller psykiske ressourcer. Jeg glæder mig blandt andet over, at vi gennem de seneste mange år har arbejdet målrettet på at sikre optimal tilgængelighed for borgere med begrænset mobilitet. Jeg er til gengæld af den opfattelse, at samfundet ikke i tilstrækkelig grad åbner arbejdsmarkedet for personer med begrænset arbejdsevne. Jeg tror på, at vi er nødt til at supplere det normale arbejdsmarked med et ’arbejdsmarked 2’, hvor borgere med en begrænset arbejdsevne kan arbejde - også for en lavere løn. Arbejdsmarked 2 skal i min optik kunne producere varer og serviceydelser, der normalt ikke rentabelt finder sted i Danmark. Jeg ser blandt andet de private husholdninger som kunder på arbejdsmarked 2. Organiseringen kan eksempelvis ske via de såkaldte sociale virksomheder. 

Mange indlæg henviser til internationale konventioner med den underliggende begrundelse, at disse sætter vores nationale prioritering ud af kraft. Det er jeg helt uenig i. Konventionerne er underskrevet af rigtig mange lande, der stort set alle har et væsentligt lavere niveau på det specialiserede socialområde end det, vi finder i danske kommuner. I min optik giver konventionerne de svageste borgere lige ret til at være en del af samfundet på linje med samfundets øvrige borgere. Den lige ret sætter selvfølgelig ikke det specialiserede område uden for prioriteringen af vores fælles ressourcer - det betyder i min optik, at det specialiserede område ikke har førstevalg til ressourcerne - før normalområdet.

Dyre enkeltsager

Når udgifterne på det specialiserede socialområde stiger, har det mange årsager, eksempelvis: Levealderen stiger, antallet af diagnoser stiger, de teknologiske muligheder stiger, og den pædagogiske tilgang har ændret sig over tid. Alle er elementer, der presser omkostningerne op. Ved gennemgang af et større antal konkrete dyre enkeltsager er jeg faldet over en række forhold, der har givet mig anledning til at pege på en række mere principielle spørgsmål: Er det rimeligt, at personer med et meget lavt udviklingsniveau gives betydelig selvbestemmelse med betydelige omkostninger til følge? 

Bør der ikke sættes en grænse for ombygningsomkostningen af private hjem til handicapvenlighed? Er det rimeligt, at personer med vidtgående behov for hjælp/overvågning kan vælge, at der skal etableres en løsning kun for dem - en løsning, der ikke er omkostningseffektiv? 

Er vi gået for vidt i anvendelse af trivselsargumentet for eksempelvis tildeling af handicapbil? 

Har vi i tilstrækkeligt omfang udviklet løsninger, der kan imødekomme de borgere, der er for svage til egen bolig, men hvor en plads på et bosted er for vidtgående (og dyr)? 

Er bureaukratiet og regelsættet omkring magtanvendelse ikke blevet for besværligt og uhensigtsmæssigt?

Skal vi acceptere, at enkeltborgere med kraftig udadreagerende adfærd håndteres med mandsopdækning hele døgnet? 

Når jeg stiller ovenstående spørgsmål, er baggrunden, at det specialiserede socialområde gennem de senere år har beslaglagt en stadig større andel af kommunernes ressourcer. Dette betyder - i en situation med begrænset vækst - at normalområdet (skoler, daginstitutioner, plejecentre, veje m.v.) oplever reduktioner. Når interesseorganisationer og enkeltpersoner så vælger en argumentation, der i hovedsagen bygger på, at det specialiserede socialområde ikke (under henvisning til konventioner, moral m.v.) på nogen måde skal indgå i en prioritering i forhold til normalområdet, så er kimen til en polarisering mellem normalområdet og det specialiserede område lagt. Denne polarisering kan kun undgås, hvis der etableres en dialog omkring også ressourceforbruget på det specialiserede socialområde.

Jeg er blevet mødt med synspunkter omkring menneskers værdi. Alle mennesker har i min optik værdi. Dette ændrer dog ikke ved, at den materielle værdiskabelse er et grundlæggende fundament for velfærdssamfundet og dermed også fundamentet for et velfungerende specialiseret socialområde. 

Mit synspunkt er med andre ord, at samfundet er nødt til at afveje indsatsen mellem det specialiserede område og normalområdet for hele tiden at sikre også normalområdet en styrke til udvikling, der kan sikre velfærdsamfundets langsigtede positive udvikling - det (mener og håber jeg) er ikke i konflikt med nogen konvention.

Så tillad mig i al stilfærdighed at opfordre interessenterne omkring det specialiserede socialområde til at indgå i dialogen og prioriteringsdebatten, så vi i fællesskab kan finde veje til at bryde væksten i omkostningerne på det specialiserede socialområde - det er en problemstilling, der ikke forsvinder af sig selv.