Under coronakrisen har populisternes kamp mod eliten i nogen grad fejlet. Populistiske ledere som Trump, Bolsonaro og Johnson har slået virussen hen som værende på niveau med en influenza. Det har haft katastrofale følger, skriver Emil Staulund Larsen i sin anmeldelse
Under coronakrisen har populisternes kamp mod "eliten" i nogen grad fejlet. Populistiske ledere som Trump, Bolsonaro og Johnson har slået virussen hen som værende på niveau med en influenza. Det har haft katastrofale følger, skriver Emil Staulund Larsen i sin anmeldelse
The White House Via Bestimage/Ritzau Scanpix

Meget mere end populisme for dummies

Den franske historiker og demokratiforsker Pierre Rosanvallon giver et omfattende bud på en sammenhængende teori om og kritik af populisme som ideologi.

boganmeldelse

Af Emil Staulund Larsen, journalist | [email protected]

Da det franske tidsskrift Èléments sidste år forsøgte at kortlægge populismens stamtræ, nåede man frem til ikke en, to eller tre varianter af populisme, men hele 36. Populismens mangfoldighed glemmes ofte i medierne, som gladeligt sætter populisterne i samme, umage båd. 

Det gør den franske historiker og demokratiforsker Pierre Rosanvallon op med i sin bog "Populismens Århundrede". 

“Populismen er omgærdet med en sky af unøjagtighed og en intuitiv tagen-for-givet. Det viser sig først og fremmest ved, at den måde, ordet bruges på, er præget af semantiske glidninger. Der er tydeligvis tale om et gummiord, der kan bruges på vidt forskellige måder,” skriver Pierre Rosanvallon i bogen.  

  Et portræt af de farverige populister havde nok været en mere kulørt bog, men i stedet tager Pierre Rosanvallon et skridt tilbage og viser med "Populismens Århundrede", at populisme er mere end blot en trend eller en gruppe politikere. Det er også en reel og vigtig kritik af det moderne demokrati.

Populisme kom særligt i mediernes søgelys omkring 2016. Det var en tid, som blev markeret af Donald Trumps overraskende sejr i USA og briternes Brexit-afstemning. I 2017 fulgte Marine Le Pen’s Front Nationale Macron’s En Marche! helt til dørs i det franske præsidentvalg, mens Femstjernebevægelsen blev Italiens største parti, og Jair Bolsonaro blev Brasiliens præsident og dermed det sydamerikanske kontinents Trump. 

Alligevel bliver begrebet populisme sjældent gået efter i sømmene. 

“[Populisme] er også et paradoksalt ord, for selv om det er afledt af dét, der i positiv forstand udgør demokratiets grundlag, har det ofte en negative eller ligefrem nedsættende klang. Det er et ord, der skjuler mere, end det afslører. Det sætter en enkelt etiket på en bred vifte af aktuelle politiske forandringer, hvis kompleksitet og dybe årsager vi gerne skulle være i stand til at forstå,” skriver Rossanvallon og spørger: 

“Er det overhovedet relevant at bruge det samme udtryk til at beskrive Venezuela under Chávez, Ungarn under Orbán eller Fillipinerne under Duerte - og så har jeg end ikke nævnt en figur som Trump?”  

En bogstavelig og historisk gennemgang

Socialisme, liberalisme, kommunisme og de mange andre -ismer har hver især et rigt historisk og teoretisk grundlag. Populismen har derimod manglet et værk, som kan danne et fundament i en fælles forståelse for fremtidens gymnasieelever, statskundskabsstuderende og politisk interesserede. Det er sådan en bog, Rosanvallon har sat sig for at skrive. 

Bogen gennemgår systematisk populismens grundsten som folket, direkte demokrati, folkeafstemninger, national protektionisme og følelser og lidenskabens rolle samt hvordan populistiske ledere forsøger at blive ét med folket. Rosanvallon kaster sig dernæst over populismens historie med nedslag i Frankrig i det 19. århundrede, amerikanske delstater og ikke mindst Latinamerika, hvor populisme måske har haft de bedste vilkår for at erobre (og fastholde) magten. 

Der er dedikeret ekstra plads til Sydamerika, som Rosanvallon kalder "et politisk eksperimentarium” og som har en lang historie for valg af populistiske ledere. Det er dog ikke fordi, Sydamerika er en enlig svale i denne sammenhæng. Rosanvallon hiver også Jarosław Kaczyński i Polen og Victor Orbán i Ungarn frem, for begge har vist, at et demokrati hurtigt kan forvandles til et "demokratur", et folkevalgt diktatur. Selv i Europa. 

Kampen mod institutioner og medier sættes i et større perspektiv end blot magtsyge, impulser og åbentlyse løgne, som Trump har skudt afsted i rekordfart på pressemøder og på Twitter. Det er ikke blot et tilfældigt lune, men en ideologisk kamp mod private, kritiske medier og checks and balance-institutioner, der er centrale for et demokrati, men som i en populistisk forståelse er sten i skoen og en hindring for folkets absolutte magt.  

  Bogen kommer med en velargumenteret kritik af populismens faldgruber og virkemidler, men forsvarer også populismen og kritiserer de moderne teknokratiske demokratier.

Kritik til tiden uden corona

"Populimsens Århundrede" går til populisme med en nysgerrighed og en ambition om at udbrede forståelse og ikke nødvendigvis at påvise, at populismen er skadelig for demokratiet. Bogen kommer med en velargumenteret kritik af populismens faldgruber og virkemidler, men forsvarer også populismen og kritiserer de moderne teknokratiske demokratier. Sådan en pointe står eksempelvis ganske klart i forbindelse med folkeafstemninger, som kan være et givtigt og berigende element i et sundt demokrati, men som også kan misbruges af politikerne eller efterlade et politisk makværk som efter Brexit. 

Pierre Rosanvallons bog udkom på fransk i begyndelsen af 2020, og han har altså ikke haft mulighed for at inddrage coronakrisens omvæltning af den politiske orden. Det er en skam. 

Under coronakrisen har populisternes kamp mod ‘eliten’ i nogen grad fejlet. Populistiske ledere som Trump, Bolsonaro og Johnson har slået virussen hen som værende på niveau med en influenza. Det har haft katastrofale følger, som i sidste ende kan have kostet Trump magten i USA. Under krisen er opbakningen til populistiske overbevisninger gået tilbage i en lang række europæiske lande, viser en YouGov undersøgelse, men der har også været en vis træthed og frustration rettet mod myndighederne. Hvorvidt det vil give liv og energi til en ny populistisk bølge, må tiden - eller en opdateret udgave - vise. 

Mange medier begyndte for alvor at interessere sig for populismen i 2016 med Donald Trumps politiske indtog. Populismen er dog hverken begyndt eller kommer til at ende med Trump, Johnson og Bolsonaro, og vi skal til at se populisme i et bredere lys, end blot de politikere, der i de senere år har taget opmærksomhed. Et portræt af de farverige populister havde nok været en mere kulørt bog, men i stedet tager Pierre Rosanvallon et skridt tilbage og viser med "Populismens Århundrede", at populisme er mere end blot en trend eller en gruppe politikere. Det er også en reel og vigtig kritik af det moderne demokrati.

"Populismens Århundrede" af Pierre Rosanvallon, oversættelse Manni Crone

Informations Forlag, 335 sider

Bøger

Demokrati

Kultur

Politikerliv

Tema: Synspunkt

Tilmeld dig nyhedsbrevet